Foto: Anders Kjærbye Ritzau Scanpix

Foto: Anders Kjærbye Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix Danmark

Jens Stages FCK-debut mod AGF efter brandattentat: "Det er sindssygt. Alle føler med Jens"

Før fredagens kamp blev Jens Stage hyldet af fans fra begge klubber

Fredag skete det så: Danmarks mest omtalte superligaspiller, Jens Stage, debuterede for FCK, da han blev indskiftet mod sine tidligere holdkammerater fra AGF.

Før fredagens kamp blev Jens Stage dog hyldet af fans fra begge klubber, da han modtog både blomster og klapsalver fra både FCK- og AGF-fans.

Hovedpersonen var ifølge Ritzau taknemmelig for modtagelsen før kampen, hvor han spillede den sidste halve time i FCK's 2-1-sejr.

"Det var en speciel oplevelse og pænt af tilhængerne. Jeg fik en gave fra begge holds fans, og det er jeg som skilsmissebarn vant til. Jeg kan godt lide at skilles på god fod. Det har jeg formået med gutterne på AGF-holdet, og jeg håber også, det kan ske med fansene," sagde Jens Stage efter kampen.

Han ønskede ikke at udtale sig om brandattentatet mod sin lejlighed i Aarhus - men det gjorde AGF-spilleren Nicolai Poulsen, der ikke lagde fingre imellem.

"Det er selvfølgelig helt sindssygt. Det er voldsomt, at det kan ske i lille Danmark. Alle har været dybt overraskede, og alle har følt med Jens. Der er mange, der synes, at det er voldsomt, og vi føler alle med ham. Det burde ikke kunne lade sig gøre," sagde Nicolai Poulsen til Ritzau.

Publiceret 20 July 2019 08:28