Den 31. august udkommer Mona Larsens selvbiografi 'Magi i Luften'. Foto: Signe Haahr Pedersen

Den 31. august udkommer Mona Larsens selvbiografi 'Magi i Luften'. Foto: Signe Haahr Pedersen

Jazzsangerinde samler musik og magi i ny selvbiografi: "Man behøver ikke at opleve sig selv som en taber, selvom man har haft mange tab."

“Man skal ud at gå for at huske, hvordan det var,”skriver Mona Larsen i sin nye selvbiografi ‘Magi i Luften’. Så Villabyerne gik en tur med kunstneren og Gentofte-borgeren, hvis stemme du helt sikkert kender

Af
Signe Haahr Pedersen

Mona Larsen er 10 år gammel, da hendes far tænder for gassen. Han sidder ved køkkenbordet og drikker, indtil alting flyder sammen, og hans hoved rammer væggen, før han dejser om på gulvet. Hun er den eneste anden i lejligheden og skynder sig at åbne vinduerne og råbe på hjælp, så det ikke bliver den dag, han dør.

Scenen fylder ikke mange linjer i Mona Larsens nye selvbiografi ‘Magi i Luften’, men den stiller alligevel en række spørgsmål, som hun for længst har affundet sig med, hun aldrig får svar på.

“Selvfølgelig havde jeg et meget ambivalent forhold til min far. Han var en mystik, fordi vi kendte ham ikke. Man bliver tiltrukket af det mystiske, som man ikke aner, hvad er. Man lægger meget energi og tanker i det gennem tilværelsen. Det er en af de hovedting, som har fyldt rigtig meget i mit liv.”

Hvorfor tror du, at I ikke kunne se, hvem han var?

“Jamen, det er jo begravet med ham under mulden. Det vidste han måske knap selv. Jeg aner det ikke.”

Mona Larsen ved om sin far, at han var en ulykkelig mand, der knoklede og sikkert ikke havde særlig meget glæde i sin tilværelse. I et arbejderkvarter i 1950'ernes København. Med tre børn og en evig trang til at forsvinde på bunden af en flaske.

“Det er ikke for at undskylde ham, men han har ikke kunnet mestre sit eget liv. Og så kan man lære noget af det. Hvis du forstår, hvad jeg mener.”

Hvad lærte du?

“At sætte det ene ben foran det andet og prøve at finde ud af, hvad var det med de der selvmordstanker. Og den der melankoli. Hvad er det i mig selv, hvis jeg rummer noget af det.”

Fortielserne vil frem

Vi er ude at gå. Først nedad stien i Ordrup Park, så til venstre ad Ejgårdsvej for at ramme Fredensvej og fortsætte i retning af Jægersborg Allé. Et kommende tordenvejr brummer svagt et sted bag tagene og gør luften tung.

Mona Larsen går mange ture. Fra hjemmet i Ordrup vandrer hun ud i skoven eller ned til vandet. For motionens skyld. Men også for at få nye idéer. Mens hun skrev bogen, gik hun af og til for at huske.

“Man genoplever. Også det, man måske selv har svært ved at snakke om. Alt det, man ikke er så stolt af. Alt det, som egentlig er blevet fortiet. Det er jo det der med fortielserne, der gerne vil frem. Jeg har arbejdet med alle de ting, næsten som en slags terapi.”

Hvis du på noget tidspunkt siden 1983 har tændt for din radio eller danset til en privatfest, så kender du Mona Larsen.

Som forsanger i bandet Halberg-Larsen blev hendes stemme allemandseje - særligt med hittet 'Magi i Luften'. En sang, som stadig flyder på lydbølgerne i danskernes højtalere. Men både før, under og efter poppen, var jazz Mona Larsens genre.

Fascinationen af musik begyndte tidligt. Ikke fordi, det var noget, der fyldte i barndomshjemmet. Faktisk tværtimod.

”Det var ikke naturligt. Så alene dét var jo næsten at tiltrække det,” forklarer hun.

Der blev kun sunget, når der blev festet. Det var som at trykke på en knap: “Nu skal vi skynde os at være glade!”

Nogle gange blev Mona og hendes søster sat til at optræde for deres far med sange fra radion som ”Der sidder en vovse i mit vindue, vuf, vuf.” De kunne dem alle sammen udenad.

“Jeg kunne ikke lide det, det var så kunstigt og forlorent. Og jeg vidste, at glæden ville vare bare et kort sekund. For den dampede af hos farmand, og så skulle han have noget sprut, og så var det pludselig en helt anden historie.”

Musikken blev en hemmelighed, hun gik rundt med for sig selv. Når hun var alene hjemme, tændte hun for grammofonen og sang med. Hun kunne godt lide Elvis.

“Der var noget, der ramte. Jeg kunne ligesom mærke, at han var da ikke alt det der glimmerværk. Der var noget ved ham, der stak ud. Noget menneskeligt midt i al det der pis rent ud sagt. Det kunne jeg godt lide. Jeg tænkte: Gud, der var jo også et menneske, dér.”

Gik ind i musikken

På Randersgade Skole fandt Mona Larsen et forbillede i sin lærer Erik Moseholm, som udover at være en dygtig jazzbassist også var en stor pædagog, og han gav hende en tro på, at der kunne ligge en fremtid i sang.

Hun lavede en pagt med sig selv om at blive berømt inden, hun fyldte 20. Da hun var 19, svarede hun på en annonce i søndagsavisen. Musikeren Antoni Schmeichel med kunstnernavnet Tolek ledte efter en sangerinde til sin jazztrio, der holdt til på Pariserklubben i Kompagnistræde. Mona sang 'When you’re smiling' og 'Tenderly' for ham, og så var den hjemme.

Et halvt års tid senere tog hendes far en overdosis sovepiller. Samme aften trådte Mona op på scenen og sang hans yndlingsnummer 'Månestrålen' af Kai Normann Andersen og Ludvig Brandstrup. Farens skæbne har hjulpet Mona, når hun selv har mødt kriser i sit liv, fortæller hun.

“Jeg er kommet over det for længst og har kunnet behandle det og har klaret mig godt. Det kan da godt være, at der er et budskab til andre mennesker her: Man behøver ikke at opleve sig selv som en taber, selvom man har haft mange tab. Man har mulighed for at løfte sig selv ud over alt det der. Ud af det og ind i musikken.”

Man kan gå sig fra det, skriver hun på et tidspunkt i bogen. Vi er nået ned på Jægersborg Allé, da de vilde 80’ere bryder løs.

Omflakkende rockliv

I løbet af 70’erne slår Mona Larsen sig fast i jazzmiljøet, og der bliver bud efter hende. En af musikerne, hun møder, hedder Poul Halberg. Han vil gerne have Mona med på sin nye soloplade, og samarbejdet udvikler sig til det fælles projekt, som de fleste danskere kender - Halberg Larsen.

“Det er nogle fantastiske år. Jeg blev mor, jeg interesserede mig for andre ting. Jeg hoppede ikke rundt på Café Victor og dansede med stilethælene i sofaerne. Jeg betragtede det i stedet og skrev tekster om, hvad jeg så.”

De udgiver fem plader og spiller på de største danske scener. Roskilde Festival, Grøn Koncert, Danmarks Rock for Afrika. Tusindvis af mennesker synger med på deres sange. Da kalenderen rammer 1986, kan bandet dog ikke længere blive enige om det musikalske udtryk, og Mona siger stop.

Kort efter danner hun sit eget rockorkester, sender to plader ud, som ikke sælger det store, og nu banker 90’erne på.

”Jazz-verdenen bød mig velkommen hjem fra det omflakkende rockliv. Og så var der en tur til Ronnie Scotts Jazzclub i London med Big Bandet som noget af det første.”

Føler du, at omverdenen har haft behov for at putte dig i en kasse?

”Nej, faktisk ikke. Det er måske mig selv, der har haft den største fornemmelse af, at alting bare handlede om 'Magi i Luften'. Og det er jo også det, de fleste vil tale om, fordi det er det, de fleste mennesker kender mig for.”

Som at trække vejret

For Mona var 90’erne det største årti rent musikalsk. Hun danner makkerpar med pianist Jørgen Emborg og indspiller plader med avantgarde jazzmusikeren Michael Mantler.

Men den kunstneriske succes hænger ikke altid sammen med den økonomiske, og hun uddanner sig til social- og sundhedshjælper og får i 2001 arbejde på genoptræningscentret Tranehaven i Gentofte Kommune.

I begyndelsen fortsætter hun med at optræde på jazzklubberne om aftenen, men efterhånden bliver hverdagen for presset.

Udover at synge skriver Mona Larsen digte og maler. Hun har udgivet digtsamlingen 'Konkylieøre' og er en del af gruppen 'Malende Musikere'. Foto: Signe Haahr Pedersen

Udover at synge skriver Mona Larsen digte og maler. Hun har udgivet digtsamlingen 'Konkylieøre' og er en del af gruppen 'Malende Musikere'. Foto: Signe Haahr Pedersen

I 2009 udgiver Mona Larsen sit seneste album ’Grains Of Sand’ og har ikke for alvor optrådt siden. For tiden øver hun sig dog en masse. Hun griber nemlig mikrofonen i forbindelse med receptionen for bogen på sin 71-års fødselsdag den 31. august.

Kan du beskrive, hvordan det føles, når du står på en scene og synger?

“Det er jo en måde at trække vejret på. Det er også en måde at glemme sig selv på. Når man laver musik sammen med nogen, og der sidder et publikum og hører på én. Så er det som om, man er i en anden verden. Man er ude af sig selv på en eller anden måde. Du tænker ikke på noget. Din hjerne er slået fra. Det, tror jeg også, man er, hvis man maler et maleri, eller man laver noget, man er optaget af. Alt fokus er dér.”

Og det kan være rart at slippe lidt for sit eget hoved, måske?

“Ja, ligesom at gå en tur næsten.”

Mona Larsen

Født i 1948 i København, bor i dag i Ordrup

Jazzsangerinde, digter og billedkunstner

Mor til sangerinde Julie Maria Barkou Larsen

Forfatter til selvbiografien ’Magi i Luften’, der udkommer på forlaget Vilhelm den 31. august

Publiceret 16 August 2019 11:13