Marianne Eihilt ses her i et af sine nye store danselokaler i Viby. Hun skal være dommer i Vild med Dans.

Marianne Eihilt ses her i et af sine nye store danselokaler i Viby. Hun skal være dommer i Vild med Dans.

Aarhusiansk dansedarling er ny dommer i Vild med Dans

TV2 har netop afsløret, at Marianne Eihilt afløser Britt Bendixen

Af
Trille Skøtt-Jensen

44-årige Marianne Eihilt, der har danseskole i Viby og Risskov, skal overtage dommerstolen i Vild med dans efter Britt Bendixen, der i juli gennemgik en dobbelt bypass-operation, og derfor ikke kan deltage som dommer i dette års udgave af Vild med Dans.

I stedet er det Marianne Eihilt, der selv er tidligere danser og vinder i programmet, der træder ind som dommer.

"Jeg er rigtig glad. Jeg var jo vildt beæret, da de spurgte mig for nogle uger siden. Jeg var lige nødt til at tænke, om jeg kunne få det hele til at hænge sammen. Men det kan jeg. Det er jo kun om fredagen, jeg skal være væk, og jeg har nogle fantastiske ansatte, der hjælper mig, " siger Marianne Eihilt til Lokalavisen Aarhus mandag morgen,

Hun planlægger at være væk fra klokken 14 eftermiddag til klokken 2 nat om fredagen.

"Det er 12 timer, og så er hjemme ved min familie igen," siger hun.

Hun har to små børn på to og tre år, så det bliver ikke til Vild med Dans-nattefester for den erfarne danser.

"Nej, det er forbi. Det har jeg gjort mig meget i, så jeg planlægger at tage tilbage til min familie," siger hun.

Marianne Eihilt, der selv har vundet Vild med Dans to gange, ser frem til at udfylde rollen som dommer.

"Jeg føler mig tryg i det. Jeg glæder mig meget til at opleve stemningen igen og møde parrene. Jeg har jo selv prøvet det som danser, og der er man lidt presset. Jeg glæder mig meget til den her oplevelse," siger hun.

TV2 har bedt Marianne være Marianne Eihilt og ikke Britt Bendixen.

"De har bedt mig være 100 procent mig selv. Jeg skal ikke forsøge at være Britt. Jeg skal bare være mig, som jeg er. Og det må jo være det bedste," siger hun til Lokalavisen Aarhus.

I 2007 vandt hun sammen med Robert Hansen og i 2008 med Joachim B. Olsen

Marianne Eihilt var med fra programmets start i 2005. Her var der hele to sæsoner, og Eihilts dansepartnere var Erik Peitersen og Eskild Ebbesen.

Hun dansede sin sidste sæson i 2011, hvor hun endte på en tredjeplads med Tommy Kenter.

I mange år har hun danset med sin faste partner Brian Juul Eriksen. De har sammen vundet ti danske mesterskaber. Siden 2006 har de drevet danseskolen Lets Dance i Aarhus.

Lørdag åbnede de dørene for deres nye store danseskole i en renoveret gård på Damagervej 10 i Viby

Publiceret 19 August 2019 08:58