Anna viser, hvordan en helt almindelig kvinde midt i 50erne ser ud. Håbet er, at andre kvinder vil lære at elske deres kroppe, som de er.
Anna viser, hvordan en helt almindelig kvinde midt i 50erne ser ud. Håbet er, at andre kvinder vil lære at elske deres kroppe, som de er.
Privatfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

55-årige Anna smider tøjet i kampen mod kropsidealet: "Både mænd og kvinder skriver jeg burde skamme mig"

Se Annas dristige hverdagsbilleder i billedgalleriet her på artiklen

 

Anna var træt af aldrig at føle sig tilfreds med sin egen krop. For et halvt år siden tog hun en dristig beslutning. Hun droppede simpelthen jagten på den perfekte slanke krop. I stedet oprettede den midaldrende kvinde fra Malmø Instagramprofilen "notondietanymore" for at sprede kropspositivisme. På siden lægger Anna billeder op af sig selv - nogle gange fuldt påklædt, andre gange næsten afklædt. Samtidig skriver hun små tekster til billederne, som handler om samfundets kropsidealer. Det skriver Lokalavisen.dks svenske søsteravis Lokaltidningen.se.

"Da jeg begyndte, var det mest for min egen skyld. Jeg ønskede at udfordre mig selv og prøve at se mig selv med andre og mindre kritiske øjne. Jeg forsøgte i bund og grund at være lidt venligere mod mig selv," siger hun til Lokaltidningen.se.

Og ændringen virkede.

"Det har hjulpet mig meget. Jeg er holdt op med at studere min egen krop i detaljer. Jeg kan ikke altid lide, hvad jeg ser, men jeg accepterer min krop nu," siger Anna.

Og det er ikke kun Anna, der har fået noget positivt ud af "notondietanymore". I skrivende stund har hun 6.102 følgere, og mange af dem skriver, at de også kan bruge hendes opdateringer til noget.

"Jeg synes, det er fantastisk, at det jeg gør kan hjælpe andre. Kan jeg ændre andre kvinders negative syn på deres egen krop, er jeg meget glad," siger hun til Lokaltidningen.se.

Savnede du noget lignende det, du har startet, da du var yngre?

"Det tror jeg ikke, jeg gjorde dengang. Men set i bakspejlet tror jeg, det ville have været dejligt, hvis der havde været noget tilsvarende, da jeg var ung. Det er jo altid rart at se andre, der ligner én selv. Alle modeller i tv, film og reklamer er jo tynde, og hvis der endelig er en tyk model, som medvirker, så har de ofte en komisk rolle og bliver latterliggjort."

Netop dette ønsker Anna at bekæmpe. Hun ønsker ikke at fremhæve sig selv, men håber at hendes billeder kan være med til at skubbe til samfundet og ændre synet på folk, som har flere former og kurver end normen.

Svarer på kritik

Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for den 55-årige Malmø-kvindes metoder i kampen for kropspositivisme.

"Man får en del møg i hovedet, når man står frem på den måde. Der er både mænd og kvinder, der har skrevet, at jeg burde skamme mig. De mener ikke, man bør vise sin krop frem på den måde," siger Anna.

"Er det virkelig nødvendigt at vise letpåklædte billeder af dig selv til alles skue?," spørger en Instagram-bruger eksempelvis Anna i forbindelse med et af hendes senest uploadede billeder. Til det svarer hun:

"Ja, det er. For mig er det nødvendigt. Og sagen er jo, at vi faktisk allerede er omgivet af afklædte kroppe. Så det jeg gør er jo ikke anderledes eller mærkeligt overhovedet. Problemet er, at det vi er vant til er standard-kroppe og idealkroppe. Overalt på tv, i aviser, på nettet, billboards, alle steder. Og vi vænner os til det og reagerer ikke engang. Vi fyldes med den overbevisning, at det er sådan, vi skal se ud. Derfor medfører det så stærke reaktioner, når man bliver præsenteret for en "ikke-standard krop" som min. Vi er nødt til at afmystificere vores kroppe. Derfor viser jeg min krop lettere afklædt. For hvis det kan hjælpe andre til at føle sig lidt bedre med sig selv, så er det så meget værd alt det lort, jeg nogle gange er nødt til at tage imod," svarer Anna tilbage.

Publiceret: 27. Juli 2017 21:15
Leveret af Lokalavisen
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112
ERROR: Macro disqus is missing!