5 råd:

Sådan beskytter du bilen mod vejsalt

I takt med at temperaturen falder, stiger risikoen for isslag, og det betyder masser af salt på vejene. Vejsalt er nødvendigt, men bestemt ikke noget din bil har godt af

Af
Af Ditte Krogh Fischer

Graderne nærmer sig igen frysepunktet, og så er der kun én ting at gøre - frem med saltet!

De store saltmængder kan dog hurtigt forårsage store skader på din bil, og derfor giver AutoOffer dig her 5 råd til, hvad du selv kan gøre for at beskytte din bil bedst muligt mod vejsalt.

1. Er din bil undervognsbehandlet?

Din bil er fra fabrikken ikke beskyttet mod det danske klima med fugtigt vejr og skiftende temperature, og det er derfor vigtigt, at du får beskyttet bilens undervogn, så saltet ikke trænger ind og forårsager rustskader.

Det gør du nemmest ved at give bilen en undervognsbehandling, som ligger et beskyttende lag over de mest udsatte dele, så der ikke trænger fugt ind. Hvis fugten først har fundet vej ind i dit karosseri begynder din bil nemlig stille og roligt at ruste, og saltet fra vejen er desværre med til at fremskynde rustprocessen.

Tip: Mange får undervognsbehandlet deres bil om efteråret, når kulden begynder at melde sig. Hvis du i stedet får behandlet din bil om foråret hvor det er lavsæson, kan du typisk forhandle dig frem til en rigtig god pris.

2. Kør bilen i vaskehallen oftere end normalt

Det er en skrøne, at bilen tager skade af at blive vasket i frostvejr, og når der er salt på vejen har din bil rigtig godt af en ekstra vask. Du skal ikke vaske din bil dagligt, da saltet selvfølgelig ikke tærer på bilen efter et døgn, men det er en god idé at køre bilen en tur i vaskehallen ca. to gange om måneden for at få det værste vejsalt væk.

Tip: Vaskehallernes børster fjerner ikke alt skidt og salt fra bilens skærmkanter, dørkarme og lister. Det er derfor en god idé at give din bil en skrubbetur med en blød børste, så du er sikker på, at alt salt er fjernet.

3. Undgå undervognsvask i vaskehallen

Det frister må ske at vælge en undervognsvask, nu hvor bilen alligevel er i vaskehallen, men en undervognsvask kan faktisk gøre mere skade end gavn, hvis du har fået lavet en undervognsbehandling.

Vasken kan nemlig skade undervognens lag af rustbeskyttelse, da dyserne er placeret meget tæt på bilens undervogn. Vandpresset fra dyserne kan resultere i, at beskyttelseslaget simpelthen bliver presset væk, og i sidste ende kan du være så uheldig, at det ubeskyttede område ruster når salt fra vejen efterfølgende køres op i undervognen.

Tip: Når vinteren er ved at være slut, og der ikke længere spredes salt på vejene, kan du med fordel tage din haveslange og spule undervognen fri for salt.

4. Få repareret dine rustskader

Hvis din bil allerede har rustskader, er det vigtigt, at du får dem fikset, da vejsalt kan forværre skaden. Så husk at køre din bil på værksted og få udbedret dens rustskader da det vil forlænge bilens levetid.

Tip: Nogle prøver at udbedre mindre rustskader selv, men hvis din bil har en metalfarve fraråder vi dig at gøre det. Det er nemlig svært at ramme den helt rigtige metalfarvenuance, og hvis du maler med den forkerte farve bliver reparationen meget tydelig.

5. Skift stofmåtterne ud med gummimåtter

Det er selvfølgelig ikke kun bilens ydre som kan tage skade af vejsaltet. Når du stiger ind i din bil med våde sko, suger dine flotte velourmåtter nemlig det saltet vand til sig hvilket efterlader store hvide saltpletter - og hvide pletter på sorte måtter er ikke et kønt syn.

Derfor råder vi dig om vinteren til at skifte dine flotte stofmåtter ud med et sæt gummimåtter, så salt, sjap og skidt nemt og hurtigt kan tørres af.

Tip: Hvis I har små børn på bagsædet er det også en god idé at købe et beskyttelsescover til forsæderne så børnenes beskidte og saltede støvler ikke laver pletter på dem.

Publiceret 22 February 2018 12:44

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV