Nu forstår Mercedes almindelig tale

En nyudviklet kunstig intelligens i den nye Mercedes A-klasse skal lære sin ejer at kende og dermed blive klogere med tiden

Af
Af Mathias Brandt vroom@sondagsavisen.dk

Når man åbner døren og betragter instrumentbordet i den nye Mercedes A-klasse, får den med ét konkurrenterne til at se gammeldags ud. To store skærme er standard fra billigste variant. De er fra 7 tommer til 10,3 tommer i størrelse og ligner umiddelbart noget, der stammer fra luksusklassen.

Og det er netop ambitionen at løfte den lille mellemklasse til nye højder – filosofien er, at køberne skal have den ægte Mercedes-Benz-oplevelse uanset budget. At de nye skærme er standard, lægger pres på især Audi, hvor digitale instrumenter koster ekstra.

Kunstig intelligens

Mercedes benytter lejligheden til at introducere en ny kunstig intelligens, der vil brede sig til øvrige kommende modeller. Vi kender allerede evnen til, at bilen selv kan tilpasse hastigheden til fartgrænser, rundkørsler og sving, men en nyhed er evnen til at lære ejerens vaner at kende. Hvis du ringer til din mor hver onsdag på vej hjem fra arbejde, kommer bilen nu selv med forslaget, hvis du skulle have glemt det.

Al betjening er stemmestyret, og det skulle være nok at sige 'Hej Mercedes' efterfulgt af en besked. Det er ikke nødvendigt først at trykke på en knap, og bilen skulle blive bedre og bedre med alderen, fordi den har evnen til at lære. Vi glæder os til at prøve systemet, når A-klasse som forventet kommer til Danmark til sommer. Priserne er endnu ikke oplyst.

Publiceret 25 February 2018 06:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV