En bilejer og en uvildig rådgiver. FDM anbefaler sin medlemmer til at lade en fagmand vurdere om bilen trænger til at blive rustbehandlet.

En bilejer og en uvildig rådgiver. FDM anbefaler sin medlemmer til at lade en fagmand vurdere om bilen trænger til at blive rustbehandlet.

Så ofte bør du rustbehandle bilen

Der er stadig forkerte opfattelser af, hvor ofte bilen skal rustbeskyttes, konstaterer FDM. Én ud af tre biler kan vente med rustbeskyttelse, siger bilisternes organisation

Af
Af Flemming Haslund

Det danske klima er hårdt ved bilen, så danske biler har godt af rustbeskyttelse. Det er dog meget individuelt, hvor ofte bilen bør behandles, lyder rådet fra FDM.

”Mange tror fejlagtigt, at alle biler skal rustbeskyttes hvert andet år, men det er ikke rigtigt. Nogle biler skal, mens andre kan vente tre eller fire år mellem behandlingerne. Det kommer helt an på bilmodellen, hvor langt man kører til dagligt og hvordan man plejer sin bil i hverdagen,” siger Lone Otto, der er afdelingsleder i FDM's tekniske rådgivning.

FDM hører dagligt fra bilister, der er i tvivl om, hvor ofte de skal rustbehandle deres bil. Et af rådene er at få foretaget en kontrol af bilens undervogn, før man bestiller en rustbeskyttelse.

Og netop det uvildige tjek kan være en god idé. Det er nemlig ikke alle biler, der trænger til genbehandling, mens andre bilejere bliver overrasket over, at deres bil trænger til rustbeskyttelse. Det viser tal fra de biler, FDM havde til rustkontrol i januar. Her sendte FDM mere end hver tredje bilejer retur med besked om, at en rustbehandling ikke var aktuelt.

Uvildigt tjek

”Hvis man er det mindste i tvivl om, hvorvidt ens bil skal rustbeskyttes, er det en god idé at lade en uvildig fagmand tjekke bilen. Så undgår man at bestille en behandling, som bilen enten ikke har behov for, eller hvor man kunne nøjes med en simpel genbehandling frem for en fuld behandling. Der skal dog være tale om en egentlig rustkontrol, hvor for eksempel bilens hjulophæng også tjekkes,” forklarer Lone Otto.

Der er ingen grund til at hverken over- eller underbehandle bilen, siger FDM. Rustbeskytter man for ofte, er det skidt for både bil, miljø og pengepung, mens underbehandling kan betyde, at man risikerer nogle dyre rustskader på sigt.

FDM's holdning er dog, at alle biler skal rustbeskyttes, hvis de skal klare sig i det danske klima. Det skal blot ske efter behov og ikke efter faste tidsintervaller, som det som regel ses.

Tre anbefalinger fra FDM

Alle biler bør rustbeskyttes fra de er helt nye, da de ofte ikke er produceret til det danske klima.
Jo tidligere bilen bliver rustbeskyttet, des bedre er det for bilen.
Hvert andet år bør man få en uvildig fagmand til at vurdere, om bilen trænger til rustbeskyttelse.

Publiceret 26 March 2018 14:28