Den høje GLB får mulighed for en tredje sæderække, hvor der er plads til personer på op til 1,68 meter.

Den høje GLB får mulighed for en tredje sæderække, hvor der er plads til personer på op til 1,68 meter. Daimler AG

Mercedes-Benz går målrettet efter familierne

Mercedes viser den færdige GLB, der får plads til tre sæderækker og dermed syv om bord

Af
Jens Overgaard

ny model Den er kantet og byder på mange muligheder.

Sådan lyder den foreløbige beskrivelse af den nye GLB, som Mercedes netop har løftet sløret for. Modellen, som fylder hullet ud mellem den personvognsagtige GLA og den luksuriøse GLC, skal være en slags multiværktøj.

Derfor bliver der også mulighed for at tilkøbe en tredje sæderække, så der kan være syv om bord af en vis størrelse. På de sidste to sæder er der således plads til passagerer på op til 1,68 meter, lover Mercedes. De er tillige beskyttet af selestrammere og sideairbags.

Bilen kan ses som en konkurrent til BMW Gran Tourer og Volkswagen Touran, men selvfølgelig også de syvpersoners SUV'er som Peugeot 5008, Seat Tarraco, Skoda Kodiaq og VW Tiguan Allspace.

Den nye Mercedes, der kommer til vinter, er lige så lang som en GLC, men teknikken er overvejende hentet fra A -og B-Klassen. I forhold til den nye B-Klasse er akselafstanden dog øget med hele 10 cm for at gøre plads til de ekstra sæder.

Pladsen er på den måde brugt godt i GLB, hvor anden sæderække kan forskydes i længderetningen.

Bagagerummet kan klare rimelige 560 liter i versionen med fem sæder.

Fire motorer

GLB har som standard forhjulstræk, mens en række motorvarianter kombineres med 4Matic-firehjulstræk. Motorbestykningen spreder sig foreløbig fra firecylindrede benzinmotorer på 163 hk og 224 hk til firecylindrede dieselmotorer på 150 hk og 190 hk. Alle - undtagen den mindste benzinmotor - har ottetrins automatgearkasser.

Denne har automatgear med syv trin. Sidstnævnte er også den eneste, som ikke kan fås med firehjulstræk.

Inden døre er der skabt en instrumentering, som kan opgraderes med fuld digital instrumentering og storskærm med maskinelle luftdyser ved siderne, og som minder om den nye B-Klasse. Det omfatter også Mercedes' talestyrede MBUX-system, som vi kender fra andre modeller.

I forhold til GLC kan GLB dog ikke umiddelbart fås med sekscylindrede motorer eller luftaffjedring.

Ellers er listen over muligt ekstraudstyr lang. Den omfatter bl.a. de præcise multibeam full LED-forlygter, som med en offroad-lydfunktion endda kan lyse om hjørner i terrænet.

Der er endnu ikke oplysninger om danske priser eller udstyr, men tyske medier gætter på en startpris, der er lidt højere end for VW Tiguan Allspace, der herhjemme koster omkring 400.000 kr., måske omkring 450.000 kr.

FAKTA

Høje modeller

Mercedes har en række høje crossover-og suvmodeller i programmet: Det drejer sig om: GLA, GLB, GLC, GLC Coupé, GLE, GLE Coupé, GLS, Gklasse og elbilen EQC.

Publiceret 20 June 2019 10:59