Kommunalvalg 2017
De unge vil i byrådet
I Furesø er der hele fem kandidater under 25 år til kommunalvalget - og de holder sammen trods partiskel. Her ses de to konservative kandidater Cecilia Zade Iseni (tv) og Joachim Hjorting sammen med Sofia Rosenvinge fra Liberal Alliance. Foto: Helene Holm Stolle
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

De unge kandidater under 25 år: “Der er brug for os i byrådet”

Når krydset skal sættes 21. november kan du finde hele fem kandidater under 25 år på stemmelisten, og der er brug for unge kræfter, lyder det fra kandidaterne.

Af Kristina Pihl

Der langt mellem de unge byrådsmedlemmer i Furesø Kommune, men det håber fem unge kandidater, der kan ændres på efter kommunalvalget.

Cecilia Zade Iseni (C), Joachim Hjorting (C), Muhammed Bektas (A), Sofia K. Rosenvinge (I) og Philip Rosenholm (B) er alle under 25 år, og de stiller for første gang op til kommunalvalget 21. november, og de håber at blive valgt ind, for der er brug for unge stemmer, mener de.

I dag er gennemsnitsalderen i byrådet i Furesø omkring 55 år, men det mener de helt unge kandidater er alt for højt.

Læs også: De unge gider godt valget: "Stemmeret er det fedeste"

“Der er brug for nogle unge kræfter, der kan sætte sig ind i de unges ønsker”, mener de.

“Vi har et anderledes og nyt syn på tingene. Vi tør tage flere kampe og tænke i andre retninger, og det tror jeg, der er behov for, så vi ikke sidder fast. Der bor mange unge i vores kommune, så de skal også repræsenteres. I dag er gennemsnitsalderen for byrådsmedlemmer 55 år, men ingen 55-årig kan sætte sig ind i, hvad der vil være et nyt fedt initiativ for de unge. Det kan vi,” fortæller Cecilia Zade Iseni (C).

Fælle for de unge kandidater er, at de vil kæmpe for et mere attraktivt by og ungdomsliv i Furesø.

Gøre en forskel

På trods af deres unge alder har mange af kandidaterne allerede flere års politisk erfaring. Joachim Hjorting, Cecilia Zade Iseni og Muhammed Bektas har alle tre være medlem af ungerådet, siden det startede i 2014. Målet var dengang at være med til at ændre noget, og den vision er stadig drivkraften i dag.

Få overblikket over alt, der er skrevet i forbindelse med KV17 i Furesø her

“Vores lyst startede med, at vi ønskede at gøre en forskel for lokalmiljøet, og lysten er forstærket efter, at vi kom ind i ungerådet. Her kunne vi se, at vi gjorde en forskel. Vi kunne snakke med politikere og kom med nogle visioner. Vores program for de unge er meget præget af, hvad vi snakkede om i ungerådet den gang,” siger Joachim Hjorting og Muhammed Bektas.

Tid til valgkamp

De sidste mange uger har de unge kandidater brugt meget tid på at føre valgkamp. De har været til vælgermøder, delt pjecer ud og hængt valgplakater op - og de lægger ikke skjul på, at det til tider har været en udfordring at få skole og arbejde til at hænge sammen med det at føre valgkamp.

Fik du læst: Ung kandidat: "Stop nu Farum-Værløse-snakken"

“Det er ret mærkeligt at føre valgkamp. Det gik først rigtig op for mig, da alle valgplakaterne kom op at hænge, og jeg så mig selv, når jeg cyklede i skole. Jeg har forsøgte at holde fast i min almindelige hverdag og få politik til at passe ind, men det har været en udfordring, når der er mange ting, der falder sammen. Jeg prøver at dele skole og politik lige, men valgkampen er nok gået lidt ud over fraværsprocenten”, fortæller 18-årig Sofia K. Rosenvinge, der til daglig går i 3.g.

Cecilia Zade Iseni fortæller, at hendes skolegang også er påvirket af valkampen, men for hende har det været vigtigt at satse alt på valget.

“Jeg tror, nogle er trætte af, at jeg ikke er til stede, fordi der skal føres valgkamp. Men mens nogle kandidater bare vælger at dele pjecer ud og hænge plakater op, har jeg valgt at gå 100 procent ind i valgkampen. Så jeg går ikke så meget i skole i øjeblikket”, siger Cecilia Zade Iseni, der går i 2. G på Niels Brock.

Muhammed Bektas er blandt de helt unge kandidater i Furesø Kommune. Han stiller op for Socialdemokratiet
Muhammed Bektas er blandt de helt unge kandidater i Furesø Kommune. Han stiller op for Socialdemokratiet

Bliver mødt med fordomme

En ung alder og politik er ikke altid nemt, og det har de unge kandidater da også måtte sande. Særligt på de sociale medier, hvor de ofte er blevet mødt med fordomme over for deres alder. Men det tager ingen af kandidaterne særligt tungt, for de tror ikke selv på, at deres alder er en hindring.

“Jeg kan godt forstå bekymringen over, at vi er unge og ikke har så meget erfaring, men hvis folk føler, at jeg mangler viden eller erhvervserfaring, så skal de bare lade være med at stemme på mig. Jeg vil sådan set bare gerne repræsentere nogle mennesker i kommunen, og jeg har et helt parti bag mig og et netværk at trække på,“ lyder det fra Sofia K. Rosenvinge.

Samme holdning har Joachim Hjorting på 21 år.

”Jeg er blevet mødt med fordømme på sociale medier, hvor der var en, der skrev: Du har ikke selv børn, så hvordan kan du tage beslutninger om mine børns daginstitutioner, mens en anden skrev, at jeg mangler erhvervserfaring. Men jeg er tjenerelev og jeg har arbejdet siden jeg var 16 år, så noget erfaring har jeg. Men selvfølgelig kan en 21-årig ikke have lige så stor erfaring som en 50-årig. Til gengæld kan vi så noget andet”, siger han.

Ikke konkurrenter

Med godt en uge til kommunalvalget venter de unge spændt på, om det lykkes dem at komme ind i byrådet. Og til trods for forskellige partifarver kan alle kandidaterne blive enige om en ting: Det er vigtigt, at der kommer nye unge kræfter ind i byrådet, så de unge kan føle sig repræsenteret. Derfor støtter kandidaterne også hinandenden.

”Jeg ser ikke de andre unge kandidater som konkurrenter. Jeg håber, der kommer nogle unge ind, der kan være med til at gøre en forskel,” lyder det fra Joachim Hjorting.

Publiceret: 14. November 2017 06:30
Leveret af Furesø Avis

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt