112
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Derfor har politiet svært ved at gøre noget ved banderne: "Vi har alt det, de andre har tilsammen"

Hvis politiet ikke rykker ud eller ikke opklarer nordsjællandske forbrydelser, er det ikke så sært. Politiets eget fagblad sætter i denne måned fokus på en politikreds, der er presset af bander, fodboldhold, og trafikanter

Af Marie Varming
Alle politikredse har deres udfordringer. Men hvis man skal tro seneste nummer af fagbladet Dansk Politi, så har Nordsjællands Politikreds alle udfordringerne samlet i ét område.

”Som politikreds har vi alt det, som de andre har tilsammen,” siger formand for Nordsjællands Politiforening, Lars Jensen, til bladet.

Han nævner, at Nordsjælland har både asylcentre, et åbent fængsel i form af Horserød, ambassader, ambassadørboliger, Bakken, Musik i Lejet, kongehusets sommerresidens Fredensborg, samt nogle stærkt trafikerede motorveje, hvor der sker rigtig mange uheld, som kræver politiets tilstedeværelse.

Men som noget relativt nyt har Nordsjælland også hele tre superligaklubber; Lyngby, Nordsjælland og Helsingør.

”Frygten er en superligasøndag med tre hjemmebanekampe, hvor Lyngby møder FCK, Farum møder Brøndby, og Helsingør møder AGF. Sådan en dag vil kræve 600 mand, og det kan vi ikke mønstre,” siger Lars Jensen i artiklen.

Politikredsen, som rækker fra Gentofte i syd, til Helsingør og Gilleleje i Nord og Frederikssund i vest har nemlig kun 502 politifolk til de knap 600.000 borgere og mange aktiviteter i området. Derudover kommer, at Nordsjælland har en kedelig rekord: Ingen anden politikreds har så mange indbrud som Nordsjælland.

Farvel til de gamle

Ligesom resten af samfundet har Nordsjællands Politikreds et problem med sin alder. Det kan godt være, at kredsen mellem 2016 og 2018 modtager 192 nye kolleger, men lige nu er knap 100 kolleger over 60 år og er derfor klar til enten at gå på pension eller søge orlov, hvis de hellere vil det.

”Reelt bliver nettotilgangen nok desværre kun på en lille håndfuld,” siger Lars Jensen.

Mange af de øvrige betjente udlånes til bandekonflikt i København, og selv om Nordsjællands Politikreds også har mulighed for at trække på det københavnske mandskab, så er det ikke nær så ofte, udvekslingen går den vej.

Men faktisk har Nordsjælland også sine egne bander at slås med, og de har meget høj prioritet i det daglige politiarbejde. Der er meget stort fokus på Loyal to Familia, som for tiden udvider sit territorium.

”Loyal to Familia har holdt meget til i Kokkedal, Hillerød og Helsingør, men lige nu er de lidt over det hele. De formår at formere sig og blive siddende i forhold til nogle af de andre bander, vi har,” siger politikommissær Brian Stybe Grayston til Dansk Politi.

Banderne er ressourcekrævende, fordi politiet altid tager udgangspunkt i, at medlemmerne er bevæbnede. Derudover følger der både narkohandel og indbrud i kølvandet, når en bande indtager et nyt område.

Nye tider på vej

I 2018 skal Nordsjællands Politi omorganiseres. Det kan betyde, at en eller flere af de fire udkørselssteder; Gentofte, Hillerød, Helsingør eller Frederikssund skal lukke ned for udrykninger.

Rigspolitiet oplyser dog, at det ikke er besluttet endnu, om nogen af dem skal lukke, og i givet fald hvilke, men det vil blive meldt ud i 2018.

Publiceret: 12. Oktober 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

Seneste 112
Tilmeld dig 112-nyhederne
Skriv din mailadresse og klik på tilmeld
Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112