Fælles for de kommuner med lav ledighed er, at de har sat mange kræfter ind på et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv. I Favrskovhar virksomhederne blandt andet end fast kontaktperson i jobcentret. Foto: Ritzau Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen.

Fælles for de kommuner med lav ledighed er, at de har sat mange kræfter ind på et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv. I Favrskovhar virksomhederne blandt andet end fast kontaktperson i jobcentret. Foto: Ritzau Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen. Scanpix Denmark

Sådan sænker tre kommuner ledigheden: Et ultratæt samarbejde med det lokale erhvervsliv er vejen frem

Allerød er sammen med Skanderborg og Favrskov med helt i toppen af de kommuner med den laveste ledighed i Danmark

Af
Helene Holm Stolle

Der er er stor forskel på, hvordan ledigheden fordeler sig i de danske kommuner. De viser de seneste tal fra Danmarks Statistik, som blev offentliggjort i slutningen af februar via en analyse fra den uafhængige informations- og prissammenligningsside skift-a-kasse.dk

Allerød Kommune i Nordsjælland er med en ledighed på 2,10 procent den kommune med lavest ledighed, tæt forfulgt af Skanderborg Kommune, hvor ledigheden ligger på 2,33 procent. Favrskov Kommune placerer sig som nummer fem på listen med en ledighed 2,47 procent.

Vi lykkes flot med at få lavet et match mellem mennesker uden arbejde og virksomhederne. Alle vinder på, at vi har et godt samspil mellem erhvervslivet og kommunens jobcenter

Fælles for de tre kommuner i Nordsjælland og Østjylland er et tæt samarbejde med det lokale erhvervsliv.

”De gode resultater kan vi i høj grad takke de lokale virksomheder for. Vi oplever, at virksomhederne i samarbejde med Allerød Kommune deltager meget aktivt i indsatsen med at opkvalificere ledige, som enten aldrig har været på arbejdsmarkedet eller væk fra det i længere perioder, således at de får kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet”, fortæller Karsten Längerich (V), der er borgmester i Allerød Kommune.

Der bliver også lagt stor vægt på den virksomhedsrettede indsats i Skanderborg Kommune. Her har man blandt andet søsat initiativet Udvidet Erhvervsservice, hvor mindre virksomheder eksempelvis kan få hurtig hjælp fra kommunen til udfyldelse af papirer, hvis der skal ansættes en ledig i enten ordinær beskæftigelse eller i praktik.

”Vi introducerede Udvidet Erhvervsservice i 2013 som den første kommune i landet. Den administrative håndsrækning kan mærkes direkte i ledighedstallene. Hvert år medfører tilbuddet 500-600 jobåbninger," oplyser Jørgen Erlandsen, beskæftigelses- og sundhedschef i Skanderborg Kommune i Ugebladet Skanderborg.

Samme historie ser man i Favrskov Kommune, hvor man blandt andet har givet de lokale virksomheder en fast kontaktperson i jobcentret. På den måde kender parterne hinanden og har en historik at trække på, der gør vejen til handling både kortere og mere effektiv, når en ledig skal i job.

”Vi lykkes flot med at få lavet et match mellem mennesker uden arbejde og virksomhederne. Alle vinder på, at vi har et godt samspil mellem erhvervslivet og kommunens jobcenter, og derfor er det noget, vi prioriterer højt. Heldigvis oplever vi også, at virksomhederne gør en stor indsats – ikke mindst i forhold til at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job igen” har borgmester Nils Borring fortalt til Lokalavisen Favrskov.

Et langt sejt træk

Den lave ledighed, som Allerød, Skanderborg og Favrskov har, er ikke noget, der er kommet af sig selv – heller ikke trods gode demografiske forhold eller et færre antal flygtninge i forhold til andre kommuner.

"Der har været politisk vilje til at investere i beskæftigelsesområdet i Skanderborg Kommune, og det gør det muligt, at vores virksomhedskonsulenter i Udvidet Erhvervsservice lægger mange timer på landevejen for at besøge virksomheder. Det er et langt sejt træk, men det er effektivt," understreger Jørgen Erlandsen og forklarer samtidig, at der i fremtiden skal sættes ekstra fokus på at hjælpe unge og flygtninge videre i beskæftigelse.

Et fokus man allerede har i Allerød Kommune, og som borgmester Karsten Längerich mener, er en del af succesen med den lave ledighed.

”For vores flygtninge har vi lavet en selvstændig strategi, som handler om modtagelse og integration. I strategien sætter vi beskæftigelse øverst. Før strategien havde vi 12-14 procent af vores flygtninge, som var uden for offentlig forsørgelse. I dag er det tal 54-56 procent”, fortæller han.

Ledigheden på landsplan

Ifølge analysen fra Danmarks Statistik er der en ledighed på 8,83 procent i Danmark, og hvis man ser på de 11 landsdele, så er det kommunerne i Nordsjælland, der er bedst til at få sine borgere i job.

Her er ledigheden nemlig samlet på 2,98 procent, mens de østjyske kommuner med en samlet ledighed på 3,76 procent placerer sig i midt i feltet – på en femteplads – af de 11 landsdele.

Dermed kan både de østjyske og nordsjællandske kommuner bryste sig af ikke at være blandt de ti danske kommuner, hvor ledigheden er højest.

Ishøj helt i bund

Den største ledighed på landsplan har Ishøj Kommune, her er ledigheden nemlig på hele på 6,60 procent.

Borgmester Ole Bjørstorp (A) slår fast i en pressemeddelelse fra skift-a-kasse.dk, at den høje ledighed skyldes de udfordringer, som kommunen står overfor i forhold til befolkningssammensætningen, hvor også udfordringer som sprog, sundhedstilstand og uddannelsesniveau spiller ind.

Du kan se alle tallene fra Danmarks Statistik her

Publiceret 23 April 2019 00:00