Anders Kalstrup (t.v.) har megen ros til sit dedikerede personale. Foto: Sara Ulrich Rasmussen

Anders Kalstrup (t.v.) har megen ros til sit dedikerede personale. Foto: Sara Ulrich Rasmussen

Kåring: Danmarks bedste badehotel ligger ved Knudsø

Knudhule Badehotel nord for Ry kåret som Danmarks bedste

Af
Sara Ulrich Rasmussen

ry I en afstemning foretaget af hjemmesiden 'Opdag Danmark' er Knudhule Badehotel blevet kåret som det bedste badehotel i Danmark i 2019.

Prisen er selvfølgeligt blevet modtaget med glæde på badehotellet lidt nord for Ry. De to venner Dean Jespersen og Anders Kalstrup overtog stedet i 2013, og de to har siden knoklet hårdt for at få renoveret de 80 år gamle bygninger og få stedet til at leve op til deres vision.

"Vi er stolte af, at vi har haft muligheden for at renovere stedet. Det er jo en gammel bygning, og det koster noget at få lavet tingene, men det skal se godt ud," fortæller Anders Kalstrup.

Tidligere vandrerhjem

Hotellet ved bredden af Knudsø blev bygget på initiativ af sognepræsten i Tulstrup, og i 1936 blev stedet indviet som Tulstrup Ungdomsherberg. Det blev drevet som vandrerhjem frem til 1997, hvorefter det overgik til mere blandet drift. I de sidste år inden Dean Jespersen og Anders Kalstrup overtog havde der været økonomiske problemer, og vedligeholdelsen af de gamle bygninger havde været nedprioriteret.

Og da Anders Kalstrup i begyndelsen af januar 2013 tog ud for at se på stedet, var han ikke ikke synderligt imponeret.

"Det så herrens ud. Hovedbygningen var gul, og der var rodet. Det lignede et vinterdomicil for et cirkus."

Men naturen hjalp til med at vise hotellets potentiale.

"Det begyndte at hagle, og alt rodet ude foran blev dækket af et lag hagl. Det pyntede på det," fortæller han grinende.

Siden Dean Jespersen og Anders Kalstrup overtog stedet i 2013 har de brugt omtrent fem millioner kroner på renoveringer, og først nu føler de, at stedet er ved at være der, hvor det skal være. "Vi startede med at købe noget maling, og siden har vi lavet store renoveringer af flere omgange. Jeg havde ikke lige regnet med, at det ville være så meget, vi skulle bruge på det," siger Anders Kalstrup.

Restaurant i Silkeborg

De to venner havde længe drømt om at drive en kro eller lignende sammen.

Dean Jespersen er uddannet kok, og Anders Kalstrup er uddannet tjener.

Men da de første gang undersøgte mulighederne, var det ikke muligt for dem at låne penge til det. Løsningen blev i stedet at forpagte en restaurant i Silkeborg, Restaurant Gastronomisk Institut, som de drev med stor succes i otte år. I begyndelsen af 2013 fik de så en opringning om, hvorvidt Knudhule kunne være noget for dem, og de overtog stedet i maj måned samme år. De første ti dage efter overtagelsen var der ingen gæster overhovedet, og der var i det hele taget langt mellem de besøgende i starten.

"Det første halve år var ikke så sjovt, men vi byggede langsomt stedet op og heldigvis bar folk over med os i begyndelsen," fortæller Anders Kalstrup.

I dag er badehotellet velbesøgt. I hverdagene er det mest konferencer, der fylder lokalerne op, mens det i weekenderne er selskaber i forbindelse med fødselsdage, bryllupper og andre af livets store begivenheder. Dertil kommer gæster på ophold.

Badehotellet har 29 værelser og hytter, der også alle er blevet renoveret. Og så kan man selvfølgelig komme og spise på restauranten.

Der er også masser af planer for fremtiden, men de tager tingene som de kommer.

"Lige nu er vi tilfredse med at være kommet i mål uden yderligere gæld. Vi vil gerne vokse, men det skal være organisk. Det er en branche, der er følsom over for konjunkturer, og vi er nok ret konservative i forhold til tage chancer," siger Anders Kalstrup.

Og så er der navnet. Badehoteller forbindes normalt med den jyske vestkyst og strandene på Nordsjælland, men Anders Kalstrup synes, at det giver god mening i Søhøjlandet også.

"Vi ligger lige over for Danmarks bedste søbadestrand. Sidste år var der ikke en eneste dag uden blåt flag."

Publiceret 24 April 2019 13:44