Kamstrups CEO Kim Lehmann kan glæde sig over, at 2018 blev et regnskabsmæssigt rekordår. Pressefoto

Kamstrups CEO Kim Lehmann kan glæde sig over, at 2018 blev et regnskabsmæssigt rekordår. Pressefoto

Rekordår FOR KAMSTRUP:

Fortsætter væksten

2018-resultatet før skat blev på 297 mio. kroner

Stilling Kamstrup, der er blandt verdens førende leverandører af intelligente løsninger til energi- og vandmåling, leverer for niende år i træk rekordomsætning. I 2018 endte omsætningen på 2,4 milliarder kroner, mens resultatet før skat blev 297 millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Ifølge Kamstrups CEO Kim Lehmann styrker årsresultatet Kamstrups position som frontløber inden for digitalisering af vand- og energiforsyningen.

"Kamstrups fortsatte vækst er et bevis på vores vedholdende indsats for at hjælpe forsyningsselskaber med mere effektive måder at sikre rent vand og energi til så mange mennesker som muligt. Ved hele tiden at finde smartere måder at bruge data på, kan vi tilføre mere værdi til vores kunders forretning – vi hjælper dem med at spare tid, ressourcer og penge," siger Lehmann.

Drevet af store projekter

Både Kamstrups varme/køling- og vandforretning oplevede en stigning i markedsandele i 2018, men det var el-forretningen, der tegnede den største fremgang, primært drevet af store projekter som Agder Energi i Norge og Radius i Danmark. I sidstnævnte projekt var der i slutningen af 2018 installeret ca. 700.000 målere, og i slutningen af 2019 vil projektet nå op på 1 million målere.

Kamstrup fortsatte med at investere i ekspansion og ny produktudvikling i 2018, og virksomheden ansatte knap 200 nye medarbejdere. Derudover har Kamstrup det seneste år lanceret flere nye analyseværktøjer på tværs af forsyningsbranchen. De er udviklet sammen med danske forsyninger, der har vist stor interesse for mulighederne for bedre at kunne lokalisere lækager, varmetab, ustabilitet og overbelastning i netværket.

Kamstrup forventer at fortsætte det høje investeringsniveau i innovativ teknologisk udvikling.

I 2018 fortsatte Kamstrup også med at udvide globalt med åbning af nye salgskontorer i Canada og Italien. I fremtiden forventes det, at antallet af nye kontorer øges yderligere.

Yderligere udvidelse

"Med de resultater vi ser i lande som Danmark, er der et kæmpe potentiale for at skabe øget værdi gennem digitalisering.

Derfor vil vi investere meget i ekspansion i de markeder, hvor vi ser et potentiale, og som vil repræsentere en betydelig del af vores forventede vækst over de næste 10 år," siger Lehmann.

"FN’s verdensmål nummer 6 og 7 har til formål at sikre rent vand og sanitet samt bæredygtig energi. I samarbejde med forsyningerne mener vi, at vi kan gøre markante fremskridt ved at digitalisere distributionsnetværkene. Med data og teknologi kan forsyningerne reducere spild og bedre udnytte vand- og energiressourcer til fordel for deres forretning og ikke mindst de lokale samfund rundt om i verden," fortsætter han.

Lehmann tilføjer, at Kamstrup stræber mod endnu et år med rekordomsætning i 2019.

Publiceret 24 April 2019 13:36