Aarhus Airport sætter fart på flyet

Antallet af passagerer skal tredobles på fem år

Af
Jeppe Rafn

Da AGF for nylig præsenterede sin nye svenske målmand, kunne man på klubbens og Aarhus Airports Facebooksider se en video, hvor han ankom i Aarhus Airport og samlede sin nye trøje og målmandshandsker op fra bagagebåndet.

Videoen var en gimmick, der skal vise, at når man kommer fra Sverige, så lander man i Aarhus.

”Vi vil fortælle aarhusianerne, at Aarhus Airport er porten til Aarhus og resten af Østjylland,” forklarer Peer H. Kristensen, der efter en årrække som direktør i Visit Aarhus i maj blev ansat som direktør i Aarhus Airport.

Tredobling på fem år

Den tidligere Vist Aarhus-direktør er sat i spidsen for det vækstprojekt, der begyndte i 2017, da den årelange debat om at bygge en ny lufthavn tættere ved Aarhus endelig forstummede.

Aarhus Kommune gik fra at have 58 procent til 90 procent af aktierne i lufthavnen på Djursland. Aarhus overtog Randers og Favrskov Kommunes aktier og en del af Syddjurs og Norddjurs Kommunes aktier i lufthavnen.

I år er der kommet yderligere skub på planerne og ambitionerne, da den aarhusianske erhvervsmand Jens Stausholm købte sig ind i ejerkredsen med en investering på 30 millioner kroner. De tre ejerkommuner har samtidig forpligtet sig til at investere næsten 100 millioner kroner i udviklingen af lufthavnen.

Nye ruter

Lufthavnen har sat gang i en rejse, der på fem år skal tredoble antallet af passagerer fra 500.000 til 1.500.000 om året.

”Vi vil opfylde et behov, der ikke er opfyldt i dag,” siger direktøren.

Hvis lufthavnen skal lykkes med sin ambition, kræver det først og fremmest, at der åbnes mange nye ruter, hvilket man er godt i gang med. Aarhus Airport har i de seneste par år lavet samarbejdsaftaler med SAS og EasyJet og åbnet en lang række nye internationale ruter.

For eksempel en rute til den polske havneby Gdansk med Ryanair, der ifølge lufthavnsdirektøren er højt belagt, fordi der et behov både for turister og erhvervslivet.

”Vi har et samfund, hvor der kommer flere indbyggere fra andre lande, og vi skal se meget mere på behovet i forhold til arbejdskraft som for eksempel polske arbejdere. Det skal være fedt at komme og arbejde her, fordi det er nemt at komme hjem til familien uden at skulle ud på en to dages rejse begge veje.”

Et andet eksempel er SAS-ruten til Oslo med to daglige afgange og ankomster, der ligeledes er godt belagt begge veje.

”Turistmæssigt er Aarhus stukket af i Danmark med en vækst på 12.000 norske overnatninger sidste år. Det eneste nye er, at der er kommet en SAS-rute, og resten af landet har ikke fået flere nye norske turister,” fortæller Peer H. Kristensen.

Flytrafik er vigtig

Lufthavnens store vækstplan bliver taget godt imod af Erhverv Aarhus, som repræsenterer 600 virksomheder med 100.000 medarbejdere. Erhvervsorganisationen har samarbejde med både Aarhus Airport og Billund Lufthavn og har en interesse i gode forbindelser, der er lette at komme til.

”Erhvervslivet er meget positiv overfor planen. Det er vigtigt for erhvervslivet og dets kunder at kunne komme ind og ud af Aarhus, og flytrafik er meget vigtig for en moderne virksomhed. Selvom man kan kommunikere på mange måder, er det også vigtigt at besøge hinanden - ligesom gode flyforbindelser har positiv betydning for turismen,” siger erhvervsorganisationens bestyrelsesformand Terje Vammen.

Skal være en oplevelse

Lufthavnen ved Tirstrup på Djursland er samtidig i gang med en større ansigtsløftning og udvidelse, der skal gøre det attraktivt og muligt at tiltrække flere passagerer.

”Lufthavnen er slidt ned, og vi har sat gang i en revitalisering, der skal gøre det til en oplevelse at benytte Aarhus Airport. Alle skal føle sig som en VIPer, og det skal ikke koste ekstra,” fortæller Peer H. Kristensen.

Lufthavnen er blevet indrettet med behagelige møbler fra den østjyske designvirksomhed Hay, og en ny café og restaurant er lagt i hænderne på den aarhusianske restauratør Martin Ib.

”Vi har valgt ikke at gå den klassiske vej med kæder, men i stedet give østjyderne en unik oplevelse ved at tage en velkendt lokal restauratør med høj kvalitet.”

Den fysiske udvidelse og ansigtsløftning er ligesom ruteudvidelserne sød musik i erhvervslivets ører.

”Ruterne er det primære, men derudover stiller vi større og større krav til faciliteter. Det er en kæmpe opgradering, lufthavnen har gang i, men der har også været et stort efterslæb,” siger Terje Vammen fra Erhverv Aarhus.

”Det er rart at kunne spise godt og være et ordentligt sted, hvor man kan sidde og arbejde, når der er ventetid. Det er med til at gøre det til en bedre oplevelse at flyve.”

Ad helvede til

Den måske største udfordring for lufthavnen er at få aarhusianerne til at forstå, at den faktisk ikke ligger så langt væk – og tættere på Aarhus end både Billund og Aalborg Lufthavn.

”Hvis man bor i Aarhus, er lufthavnen blevet talt helt ad helvede ud på Djursland. Fakta er, at hvis man bor i Viby syd for Aarhus, så er det en halv time hurtigere at komme til Aarhus Airport end Billund og Aalborg. Dertil kommer, at du står i lufthavnen, fem minutter efter du har parkeret. Det gør du ikke i en stor lufthavn,” siger Peer H. Kristensen.

”Vi skal have fortalt aarhusianerne, at vi er den lufthavn, der ligger tættest på. Det er sådan set bare sandheden, vi skal have ud.”

Publiceret 09 September 2019 00:00