Mostphotos
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Fodboldklub for irakere lukkes efter vanvittig opførsel: Startede masseslagsmål og nikkede træner en skalle

 

Fodboldklubben Irakisk Forening fra Odense har i dag meddelt DBU, at de opløser sig selv.

Det sker efter lørdagens dramatiske serie 2-kamp mod Korup Fodbold, der endte i et stort slagsmål, hvor blandt andet Korups træner blev sendt til jorden af en skalle fra en Irakiskespiller.

Kilder tæt på klubben fortæller til TV 2/Fyn, at klubben har nedlagt sig selv, fordi bestyrelsen ikke længere kan stå på mål for spillernes opførsel og de mange uheldige episoder.

DBU Fyn bekræfter lukningen.

- Jeg er lige blevet bekendt med, at klubben har valgt at trække sit hold i serie 2. Det er heldigvis sjældent, at klubber lukker, men vi må også sige, at det også er at tage ansvar fra klubbens side, siger DBU Fyns administrative chef, Claus Gramm Pedersen til TV 2/Fyn.

Han understreger, at DBU helst ser, at så mange som muligt spiller fodbold, men vil ikke forholde sig til, om lukningen er det rigtige at gøre i den her situation.

- Men vi har bekræftet over for klubben, at vi har modtaget deres henvendelse og trækning af holdet, siger Claus Gramm Pedersen.

Mange mulige konsekvenser

Lørdagens kamp mod Korup Fodbold eskalerede pludselig i en helt forkert retning. Efter en hård tackling opstod der på banen håndgemæng mellem en spiller fra hvert hold. Situationen udviklede sig kaotisk, og tilsyneladende blev Korups træner ramt af en skalle og slået ud.

- Vi modtog en indberetning fra kampens dommer, og så var vi også så heldige, at vi havde en observatør ude til kampen. Begge de to laver en indberetning, som disciplinærudvalget nu behandler, fortæller Claus Gramm Pedersen.

- Der kan være mange konsekvenser. Vi har mulighed for alt fra bødestraf til misbilligelse og i sidste ende udelukkelse, hvis det er groft og hvis det er mange personer, siger Claus Gramm Pedersen.

Selv om klubben nu er lukket, så kan spillerne skifte klub og fortsætte med at spille fodbold et andet sted. Derfor fortsætter sagen i DBU-regi, selv om klubben nu officielt er historie.

- Vi skal nu have fuldt overblik over, hvad der er sket i sagen. De spillere, der har forbrudt sig mod fodboldloven, de skal selvfølgelig straffes - og vil blive straffet, hvis vi kan finde ud af, hvad der er foregået, siger Claus Gramm Pedersen til TV2 Fyn.

Lang historie med uro

Nok endte lørdagens kaotiske scener og voldsomme slagsmål i såvel indberetninger til fodboldforbundet som i en voldsanmeldelse til politiet, men det er langt fra første gang, at Vollsmoseklubben er kommet i mediernes søgelys for andre ting end den fodboldmæssige indsats indenfor kridtstregerne.

I august 2015 endte en kamp mellem Irakisk Forening og Ringe BK med at blive afbrudt på grund af ballade. Kampen var kulminationen på et halvt år med uroligheder og i alt ni afbrudte fodboldkampe på Fyn.

Udfaldet blev i første omgang en suspendering af fodboldklubben, ligesom fem spillere fik karantæne og klubben fik en bøde.

Efterfølgende præsenterede Irakisk Forening en handlingsplan, der skulle forhindre lignende sager fremover. Handlingsplanen var et krav fra DBU, og med den fremlagte plan blev suspenderingen ophævet.

Men ni fynske fodboldklubber ønskede på det tidspunkt alligevel ikke at spille mod Irakisk Forening efter de mange tilfælde af uroligheder.

- Vi vil have dem suspenderet, indtil der er blevet lavet en handlingsplan. Vi er ikke tilfredse med den, der er lavet nu, og vi tør simpelthen ikke spille derude, sagde Jack Kyhe, formand for Ringe Boldklub, til TV 2/Fyn i september 2015.

Derefter ankede Ringe Boldklub sagen til DBUs Appeludvalg, som skærpede dommen over Irakiske, som blev suspenderet fra turneringen i tre måneder. Men da Irakiske ankede den dom, blev suspensionen ophævet, fordi DBU Fyn havde begået en procedurefejl.

Det fik DBU Fyn til igen at anke sagen til den højeste appelinstans, DIFs Appelinstans, af principelle årsager. Den anke blev endeligt afvist i april 2016, og dermed blev sagen afsluttet. I hvert fald det afsnit af sagen.

Med mandagens lukning af Irakisk Forening må den betragtes som helt lukket.

Publiceret: 18. September 2017 15:57
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt