Det er tydeligt, at vejen gennem Nr. Herlev bliver godt fyldt op, når den tunge trafik kører igennem byen. Foto: Tom Feilberg.
Det er tydeligt, at vejen gennem Nr. Herlev bliver godt fyldt op, når den tunge trafik kører igennem byen. Foto: Tom Feilberg.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Frygter dødsulykke: Tung trafik truer landsby

Trafikken er hård ved bløde trafikanter og bygninger i landsbyen Nr. Herlev. Nu har Lokalrådet startet en underskriftsindsamling for at føre trafikken uden om byen

Af Anne Lønstrup

Kirkegårdsmuren og den historiske bygning Rytterskolen fra 1700-tallet slår revner. Sovende vuggestuebørn i Børnehuset bliver vækket af trafiklarm. Og for et par uger siden skete det, som beboere i Nr. Herlev frygter allermest, en person blev påkørt af en bil.

”Det var en påkørsel, og der blev tilkaldt politi og ambulance, men heldigvis kom vores medarbejder ikke alvorligt til skade,” fortæller lederen af Børnehuset, Marianne Waddegaard.

”Det bør dog give anledning til, at der sker noget. Trafikken af tunge landbrugsmaskiner, lastbiler, busser og biler, der ikke kører efter forholdene, er et kæmpe problem. Larmen er voldsom, og vi er udsatte, når vi skal på tur med børnene på en vej uden fortov og med tung trafik,” siger hun.

Også Brødeskov Lokalråd har sat den farlige trafik på dagsordenen. Rådet tog for tre uger siden initiativ til en underskriftsindsamling, og ifølge møbelkonservator Tom Feilberg, der er suppleant i Lokalrådet, har mere end mellem 250-300 borgere skrevet under på, at de ønsker at få ført trafikken uden om Nr. Herlev.

Rytterskolen slår revner

Tom Feilberg ejer Rytterskolen, der sammen med Præstehuset, Børnehuset og kirken ligger på det stræk, som er mest trafikbelastet. Rytterskolen er hans barndomshjem, som han for halvandet år siden flyttede ind i sammen med hustruen Eva. Efter tilbageflytningen til Nr. Herlev blev han meget overrasket over, hvor kraftig trafikken er blevet:

”Hvis man går en tur, vil man se, at alle skilte, lygtepæle og kantstene er slidt på begge sider af vejen. Skiltene buler, vejsten vælter og traktorer har gnavet jord af skrænterne op mod kirkegårdsmuren. Sagen er, at når store køretøjer mødes på vejen, så kan de ikke passere hinanden, derfor er der meget bakken frem og tilbage af store køretøjer,” siger han.

Han tilføjer, at Rytterskolen fra 1722 slår revner i hjørnet, der vender ud mod den trafikerede vej. Murværket er lavet med rent kalkmørtel, og det holder ikke så godt til vibrationerne fra trafikken.

Brødeskov Lokalråd har her på kortet vist, hvordan en ny vejføring uden om Nr. Herlev kunne se ud.
Brødeskov Lokalråd har her på kortet vist, hvordan en ny vejføring uden om Nr. Herlev kunne se ud.

Bekymret for mur og mennesker

Præsten i Nr. Herlev Kirke, Charlotte Chammon, er bekymret for den fredede kirkemur, såvel som for sognets beboere.

”Vi har en gammel fredet kirkegårdsmur, og vi frygter simpelthen, at den ender med at falde sammen, for bilerne skraber jord af skrænten under muren, hver gang to biler skal passere hinanden og må ud i rabatten, fordi der ikke er plads nok på den smalle vej,” siger hun.

”Men generelt går vores bekymring selvfølgelig også på både skolebørnene og børnehavebørnene,” siger Charlotte Chammon, som har været præst i Nr. Herlev Kirke i 16 år, og som har noteret en øget trafikmængde igennem byen gennem de sidste ti år.

Ny vejføring uden om byen

Den løsning, som Lokalrådet arbejder på, er en omlægning af Uvelsevejen, så den føres syd om Herlevgård til Lyngevejen.

Allerede i 1979 kunne man i Hillerød Posten læse, at kommunen havde afsat penge til en sådan vejføring, men her knap 40 år efter er den ikke blevet til noget.

Tom Feilbergs forældre fik dengang af kommunen erstatning for at afgive ca. 100 m2 af deres have, så bilisterne fik bedre udsyn i svinget gennem byen. Aftalen var, at denne løsning kun var midlertidig.

”Min mor har med års mellemrum rykket for svar på kommunen, men har ikke fået så meget ud af det. Sagen var ikke aktuel mere, sagde teknisk forvaltning i Hillerød. Men faktisk er projektet stadig på listen over vejprojekter, bare rykket længere og længere ned,” fortæller Tom Feilberg.

Resultatet af underskriftindsamlingen vil blive sendt til Vejudvalget i Hillerød Kommune. Håbet er, at politikerne vil være lydhøre her op til kommunalvalget.

Publiceret: 12. Oktober 2017 07:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112