19. marts faldt Jens Bruhn om med hjertestop. Men han blev reddet takket være sin kones indsats og ikke mindst en hjerteløber. Jens Bruhn efterlyser nu sin redningsmand og håber, at han kan møde ham og sige tak for indsatsen.
19. marts faldt Jens Bruhn om med hjertestop. Men han blev reddet takket være sin kones indsats og ikke mindst en hjerteløber. Jens Bruhn efterlyser nu sin redningsmand og håber, at han kan møde ham og sige tak for indsatsen.
Arkivfoto: Anne Dahl Kristensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jens faldt om med hjertestop: Blev reddet af ukendt hjerteløber

Det tidligere medlem af kommunalbestyrelsen i Rudersdal, Jens Bruhn, efterlyser nu den mand, som er årsagen til, at han fortsat er i live i dag

Om Hjerteløberne
  • TrygFonden Hjerteløber er et samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab og TrygFonden.
  • Hjerteløberne modtager via appen TrygFonden Hjerteløber en alarm fra Region Hovedstadens Akutberedskab, når der er et formodet hjertestop i nærheden.
  • Hjerteløberne sendes på mission for at yde hjertelungeredning og hente en hjertestarter for at kunne begynde genoplivningen, inden ambulancen når frem.
  • TrygFonden Hjerteløber er den største af sin art i Danmark.
  • I dag er der knap 17.500 frivillige hjerteløbere tilmeldt TrygFonden Hjerteløber.
  • Projektet gik i luften den 1. september 2017. Siden da har 2.152 frivillige hjerteløbere været på mission 533 gange i Region Hovedstaden for at yde genoplivning og bringe hjertestartere til stedet.


Bliv TrygFonden Hjerteløber

  • Hvis du er over 18 år, bor i Region Hovedstaden og har en smartphone, kan du blive TrygFonden hjerteløber. Du skal downloade appen ”TrygFonden Hjerteløber” og tilmelde dig. 
  • Når der bliver ringet 1-1-2 om et formodet hjertestop, kan Region Hovedstadens Akutberedskab sende dig på en mission via appen. Du bliver bedt om enten at yde hjertelungeredning eller hente en tilgængelig hjertestarter, som du kan bringe frem til personen med hjertestop. 
  • Hvis du bliver kaldt ud til et hjertestop, får du en alarm på telefonen, som kan afvises eller accepteres Det er en fordel, men ikke et krav, at du har været på kursus i livreddende førstehjælp. Du kan altid afmelde dig hjerteløberordningen, hvis du ikke længere ønsker at være med. 
  • Læs mere på www.hjertestarter.dk/saadanredderduliv/bliv-hjerteloeber

19. marts 2018 sent om aftenen gjorde Jens Bruhn og hans hustru, Kirsten, klar til at gå i seng i hjemmet i Nærum. Men afslutningen på dagen blev alt andet end rolig.

“Jeg rejser mig op for at gå i seng, og kan så mærke, at jeg bliver dårlig. Derefter husker jeg intet,” fortæller Jens Bruhn.

Det nu 70-årige, tidligere medlem af kommunalbestyrelsen, havde fået hjertestop, og hustruen, Kirsten, der er sygeplejerske, fik hurtigt ringet 112 og sat gang i hjertemassagen.

Men kort tid efter stod der også en såkaldt 'hjerteløber' i stuen, som med den medbragte hjertestarter fik sat gang i den livreddende førstehjælp.

“Ingen af os aner, hvem den mand er, og hvordan han er kommet ind til os, men jeg er ham evigt taknemmelig, og jeg tænker på ham ved hvert åndedræt, jeg tager. Jeg er nemlig temmelig øm i brystkassen,” fortæller Jens Bruhn, der nu er hjemme fra sygehuset, og trods omstændighederne har det godt.

Hovedstadens hjerteløbere

Den såkaldte Hjerteløber-ordning er i øjeblikket gældende i Region Hovedstaden.

Konceptet er bygget op omkring en Hjerteløber-app. Ordningen er oprettet af Trygfonden, og den går i korte træk ud på, at borgere over 18 år, der kan lave hjertelungeredning tilmelder sig som hjerteløber via app´en, og dermed indgår i korpset af hjerteløbere.

Når personalet hos 112 Alarmcentralen får opkald om hjertestop, sender de automatisk besked til Hjerteløberne ved hjælp af app´en, og dermed kan den hjerteløber, der er tættest på den syge borger, løbe direkte af sted med hjertestarter. Akkurat som det var tilfældet med Jens Bruhn.

Al kommunikation går igennem app´en, og derfor er der som udgangspunkt ingen af parterne, der kender identiteten på hinanden.

Efterlyser sin redningsmand

Takket være den ukendte hjerteløber er Jens Bruhn i live i dag.

Han og hustruen Kirsten kendte ikke til ordningen før Jens´ hjertestop, men ønsket om at udbrede kendskabet til ordningen og få flere til at melde sig som hjerteløbere, er blandt andet en af grundende til, at Jens Bruhn nu fortæller sin historie.

“For os er denne hjerteløber en anonym redningsmand, men det må jo være en borger, der bor i nærheden af os. Vi ved, at den hjertestarter, der hænger tættest på os, er ved Egehegnet. Jeg fortæller historien, for tænk, hvis vi kan få flere til at tilmelde sig denne ordning og på den måde være med til at redde liv og i øvrigt øge interessen for basal førstehjælp. Det gør jo virkelig en forskel, og uheldet kommer, før man tror det,” lyder det fra Jens, der tilføjer:

“Samtidig håber jeg, at den hjerteløber, der reddede mig, vil give sig til kende. Jeg vil meget gerne sige tak til ham, og fortælle, hvilken forskel han har gjort.”

Ros til sundhedsvæsenet

Jens Bruhn husker ikke selv noget fra hændelsen, men han har fået hele forløbet genfortalt af sin kone, og han er imponeret over indsatsen.

“Den kvinde, som Kirsten talte med på alarmcentralen, formåede hele tiden at instruere Kirsten nøje i, hvad hun skulle gøre. Og selvom Kirsten jo er sygeplejerske, og godt ved, hvad der skal gøres, så er man jo noget ude af sig selv i sådan en situation. Så for hende var det meget betryggende, at kvinden i røret hele tiden var et skridt foran i processen, og forklarede, hvad der skulle ske,” fortæller Jens Bruhn og fortsætter:

“Derudover skal personalet på hospitalet også have stor ros. Man hører så meget kritik af det danske sundhedsvæsen, men min oplevelse var, at jeg blev mødt af en meget velkvalificeret maskine, der kørte super professionelt fra første minut. Alt det personale, jeg mødte undervejs, var så imødekommende, dygtige og behagelige. Og det stopper jo ikke engang, når man bliver udskrevet. Derefter bliver der stadig taget hånd om en med diverse tilbud, samtaler med psykolog og andre relevante faggrupper. Der er blevet taget fantastisk godt hånd om mig.”

Kommer sig uden men

Jens Bruhn har efter sit hjertestop fået indopereret en pacemaker (ICD). Han er selvfølgelig også kommet på en del medicin, og han har som før nævnt smerter i brystkassen efter hjertemassage og stød fra hjertestarteren.

“Men det er jo kun et lille kontingent at betale, og jeg har heldigvis ikke tabt så forfærdelig mange færdigheder," fortæller Jens Bruhn.

Den kommende tid skal han bruge på at komme sig fuldstændig, men alle, der kender Jens Bruhn, ved også, at han så småt allerede har gang i computeren på kontoret og diverse skriverier.

Efter sin oplevelse sender han samtidig en venlig opfordring videre til grundejerforeninger, Rudersdal Kommune, handelsstandsforeninger og lignende parter til at få opsat flere hjertestartere i deres respektive områder, for de redder liv.

Og så håber han ikke mindst, at han også kan få lejlighed til at møde sin redningsmand.

Så hvis du er den pågældende hjerteløber kan du kontakte Jens Bruhn på telefon: 51 49 34 24 eller e-mail: jensbruhn1@gmail.com

Publiceret: 16. April 2018 11:30
Leveret af Rudersdal Avis
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt