Både klimaforandringer og brugen af smartphones er noget, der truer os som mennesker, mener sociologen Johannes Andersen. Foto: Ritzau Scanpix
Både klimaforandringer og brugen af smartphones er noget, der truer os som mennesker, mener sociologen Johannes Andersen. Foto: Ritzau Scanpix
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Klima og smartphones er lige slemt

Klimaforandringer og smartphones bekymrer os mest. “Det er katastrofer, der nærmer sig i slowmotion,” siger speciallæge

Af Niels Philip Kjelden
npk@sondagsavisen.dk
Top 10: Det bekymrer vi os mest over

1. Klimaforandringer 44% og Sociale konsekvenser af unges måde at bruge smartphones på 44%
3. Øget antal flygtninge og indvandrere til Danmark 40%
4. At blive ramt af alvorlig sygdom 38%
5. At en af vores børn eller forældre skulle dø 33%
6. En forringet økonomisk situation 30%
7. At blive mindre rask i alderdommen 29%
8. At den kolde krig blusser op igen 28%
9. At blive udsat for identitetstyveri 26%
10. At blive udsat for indbrud 25%

Kilde: 1.089 repræsentativt udvalgte danskere, A&B Analyse, JLH Kommunikation. Alle tal er rundet op og viser, hvad vi har bekymret os mest over inden for det seneste år.

Når danskerne det seneste år har haft mavepine og dybe panderynker, har det oftest været bekymring over den sociale slagside af vores stigende smartphoneforbrug eller konsekvenserne af klimaforandringer, der har naget.

Smartphones og klimaforandringer deler nemlig førstepladsen på listen over de ting, vi bekymrer os mest om, viser en analyse fra A&B Analyse og JLH kommunikation.

Og selvom bekymringer over smartphones kan virke langt mindre alvorlige end klimaforandringer, der i yderste konsekvens handler om jordklodens fremtid, er det naturligt, at de to ting fylder lige meget.

Det mener Johannes Andersen, sociolog og ekstern lektor ved Aalborg Universitet.

“I begge tilfælde er det noget, der truer os som mennesker, så på den måde giver det mening,” siger Johannes Andersen og uddyber:

“Med klima er det naturlige kræfter, vi ikke har styr på. Når vi ser is, der smelter et ukendt sted, bekræfter det os i, at der er noget helt galt. Det skræmmer folk, fordi det virker uoverskueligt og ustoppeligt. Med smartphones er der opstået en frygt for, at folk er ved at forsvinde fra det sociale liv og ned i deres skærme. I begge tilfælde er det noget, der truer os på sigt.”

Katastrofer i slowmotion

Også Imran Rashid, speciallæge på Aleris Hamlet og forfatter til bogen 'Sluk – kunsten at overleve i en digital verden', mener, at de to problemer kan sidestilles.

“Begge ting dækker over store forandringer i verden, som er menneskeskabte, og som vi ikke rigtig kender konsekvenserne af endnu. Det er potentielle katastrofer, der nærmer sig i slowmotion. Det ene er isbjerge, der smelter. Det andet er nærvær og vores måde at være sammen på, der smelter,” siger Imran Rashid.

Han mener, at det for alvor er gået op for folk, hvor alvorligt et problem, smartphones egentlig er.

“Problemerne har gradvist sneget sig ind på os. Man bruger mindre tid med sine børn, fordi de sidder med deres smartphone, og man taler med dem på en anden måde. Smartphonen tiltrækker os hele tiden og underminerer vores evne til at være til stede. Samtaler med venner og familie bliver kortere og mere overfladiske. Kvaliteten i vores samvær bliver forringet,” siger Imran Rashid.

I begge tilfælde er der god grund til bekymring, mener begge eksperter.

Klimaforandringerne er »rigtig alvorlige«, siger Johannes Andersen. Men det er problemerne med smartphoneforbruget også.

“Det har grundlæggende forandret vores måde at være sammen på. Vi forsvinder i stigende grad fra jordens overflade og ned i den her kanal ud til en digital verden, hvor vi udfolder vores digitale identitet. Mange spørger sig selv: Hvor blev de rigtige mennesker af? Så det er en stor udfordring, der fylder meget i folks bevidsthed,” siger Johannes Andersen.

Publiceret: 15. April 2018 06:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112