Lotte Dalgaard er kommet i Hornbæk hele sit liv og boede der med sin familie en årrække. Både Hornbæk, Tikøb, Gurre og Helsingør er omdrejningspunkter i hendes debutkrimi. Foto: Lukas Hammerich.
Lotte Dalgaard er kommet i Hornbæk hele sit liv og boede der med sin familie en årrække. Både Hornbæk, Tikøb, Gurre og Helsingør er omdrejningspunkter i hendes debutkrimi. Foto: Lukas Hammerich.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Krimidebut: Tvillinger kidnappet i Nordsjælland

Et par tvillingepiger forsvinder i Fredensborg, og Nordsjællands Politi er på sagen. Det samme er journalist Line Lyng fra Regionalavisen Nordsjælland, i ny krimi, der også foregår i Gurre Skov og på Torvet i Helsingør.

Det er debuterende forfatter Lotte Dalgaard, 47, der har skrevet ”Tvillingesagen”, som foregår i Nordsjælland. Hovedpersonen, Line Lyng, er journalist på Regionalavisen Nordsjælland, der er opfundet til lejligheden. Hun dækker sagen om et par forsvundne tvillingepiger fra Fredensborg og interviewer deres mor flere gange. I begyndelsen er moren fuld af håb om at finde sine piger igen, men som tiden går, begynder uvisheden at tære på hende. For hvad er værst, at begrave sit døde barn, eller leve i uvished om, hvad der er sket?

Inspirationen til historien fik Lotte Dalgaard allerede i 1992, da 22-årige Helena Andersson forsvandt på vej hjem fra diskotek i en lille by i Sverige. Lotte var dengang praktikant på Ekstra Bladet og blev sendt op for at dække sagen, fordi en ung, dansk mand blev sat i forbindelse med Helenas forsvinden. Sagen er aldrig opklaret, men mødet med Helenas søster gjorde stort indtryk på Lotte Dalgaard.

"Lige da Helena var forsvundet, satte hendes to år ældre søster, Gabriela, eftersøgninger i gang, hun koordinerede indsatsen, samlede folk fra lokalsamfundet og ledte i skoven, på havnen osv. Hun var en smuk pige, fuld af power og håb om at finde sin søster. Da jeg tog op for at interviewe hende halvandet år senere, havde hun tabt sig, hun var bleg, havde rander under øjnene, lyset i hendes øjne var helt slukket, og hun smilede ikke længere. Hun sagde, at hun havde foretrukket, Helena var blevet fundet død, så hun kunne sørge over hende, for uvisheden om, hvad der var sket med hende, var det værste," fortæller Lotte Dalgaard.

Bogens hovedperson, Line Lyng, er en overvægtig og meget almindelig 37-årig kvinde med en søn på ti år og en kæreste, der er alkoholiker. Læseren får sideløbende med kriminalhistorien et indblik i Line Lyngs privatliv og hendes kamp for at få hverdagen til at hænge sammen.

"Jeg ville have en hovedperson, der ligner mange af os andre. Jeg er selv en stor krimilæser, men jeg er blevet lidt træt af den stereotype kvindelige hovedperson, som jeg synes, der er i mange krimier. Enten er hun politi, og så synes hun og hendes kolleger, at journalister er gribbe, en belastning, et nødvendigt onde, eller også er hovedpersonen selv journalist, og så tager hun efterforskningen i sin egen hånd, bliver rodet ind i livsfarlige situationer og bryder alle regler. Sådan er virkeligheden jo ikke, og jeg vil gerne lidt tættere på virkeligheden, gøre historien mere realistisk," siger Lotte Dalgaard, og tilføjer:

"De kvindelige hovedpersoner er stort set altid åleslanke, glemmer tit at spise og løber lige ti kilometer bare for at få klaret hovedet. Jeg syntes, Line skulle være en helt anden kvindetype. Desuden kender vi alle sammen en alkoholiker, enten som samlevere, pårørende eller kolleger, så jeg tror, mange kan relatere til Lines problemer i privatlivet. Og så mener jeg, at alkoholisme er et af vores samfunds allerstørste problemer. Både alkoholikeren selv, hans nærmeste og især de børn, der måtte være i familien, lider under alkoholikerens adfærd. Det vil jeg gerne sætte fokus på i en bog, der ikke er fagligt relateret til emnet, men hvor alkoholismen er en del af historien, lige som den er en del af livet for hundredetusinder af danskere. Jeg håber, at Lines ikke så perfekte liv kan være med til at gøre bogen vedkommende på et personligt plan, samtidig med at den er spændende at læse," siger hun.

”Tvillingesagen” udkommer den 5. maj på Byens Forlag. 188 s,. vejl. uds.pris. 229.

Publiceret: 30. April 2014 14:29

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen.dk

ANNONCER
Se flere
Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112
ERROR: Macro disqus is missing!