Carsten Nash, eller 'Futter' som han kaldes i folkemunde ved sit hus i Tibirke. Foto: Jan F. Stephan

Carsten Nash, eller 'Futter' som han kaldes i folkemunde ved sit hus i Tibirke. Foto: Jan F. Stephan

Carsten Nash:

Et kunstnerliv i farver

Han har levet livet i fulde drag, rejst verden rundt, gjort oprør mod magteliten, bedåret skønne kvinder og skabt smukke farverige kunstværker på sin vej.

Af
Af Malene Dietz

"Jeg laver lige lidt te", siger kunstneren Carsten Nash og tryller en lille sølvfarvet te-kande frem fra bunkerne af papirer, pensler, farver og cigaretpakker, der dækker hver eneste centimeter af bordet i hans atelier. Langs væggene og på det store staffeli sprudler hans malerier om kap, fyldt med liv og boblende farver, der trækker de ekspressionistiske og humoristiske fantasifigurer frem. Det er billeder, man bliver i godt humør af, lige som man føler sig i godt selskab her i Carsten Nash blomstrende have, hvor han lidt efter serverer teen, mens han begiver sig ud i fortællinger fra sit farverige liv.

Førstelæreren fik bank

At han skulle være kunstner, har han nok altid vidst inderst inde, og barndomshjemmet i Tibirkelunde, hvor han blev født i 1946, har været en stor inspiration til et liv i kunstens tegn.
"Begge mine forældre var kunstnere, og der var altid masser af liv og gæster, men det var også et helt almindeligt meget harmonisk hjem, hvor der blev holdt høns og geder", fortæller Carsten Nash.
Helt almindeligt var det nok alligevel ikke. Faderen Jørgen Nash var for eksempel den, der gik hjemme og passede børnene. Han gik ikke så meget op i regler og mente nok, at børnene forstod at fylde sig selv, når de var sultne. Carsten Nash havde derfor masser af frihed med tid til at udvikle fantasien og udforske området omkring Tibirke. Skolen derimod interesserede ham ikke så meget.
"Jeg kunne ikke lide at læse lektier, og det passede jo ikke helt ind i skolens planer. Det havde min far heldigvis forståelse for. Engang da jeg havde fået tæv i skolen og kom hjem og fortalte det, drønede min far op på skolen for at give førstelæreren nogle bank", mindes Carsten Nash.

Carsten Nash i sit atelier. Foto Jan. F. Stephan

Carsten Nash i sit atelier. Foto Jan. F. Stephan

På klub med The Beatles

I 1960 overtager faderen en stor gård på Hallandsåsen. Her skaber han et kunstnerkollektiv sammen med broderen Asger Jorn. Det får navnet Drakabygget (Frihedens værksted), og her tilbringer Carsten Nash en stor del af sin ungdom, mens han suger viden og kunstnerisk inspiration til sig. At blive kunstner er dog ikke på tale på det tidspunkt. I stedet får Carsten Nash sin realeksamen i 1964 fra Nørrevold Skolen i Rødovre, hvor familien bor på det tidspunkt, og tager herefter på sin første store udenlandsrejse med en kammerat.
"Det var fantastisk at komme ud og se verden. Først tog vi til Paris og var kulturelle, og bagefter tog vi til London. Her var masser af klubber, og vi var ude og høre bands som The Beatles og Rolling Stones. Det var vildt og vanvittigt at være i London på det tidspunkt, så her blev vi et godt stykke tid", fortæller Carsten Nash, der til sidst ikke har mange penge tilbage. Til gengæld er han udrustet med en veludviklet fantasi. Han sælger sit ur, så han og vennen kan købe et par smart bandjakker, og herefter fortæller de dørmændede på klubberne, at de er fra et dansk rockband. På den måde kommer de gratis ind, men de holder sig altid tæt ved udgangen.
"På den måde kunne vi hurtigt smutte, hvis nogen inviterede os op på scenen. Vi kunne jo ikke en node", indrømmer Carsten Nash.

En tur i brummen

Hjemme i Danmark igen melder virkeligheden sig hurtigt i form af kravet om værnepligt. Først prøver Carsten Nash civilforsvaret, men at kravle ind og ud af rør med røgmaske på er ikke noget for ham, så han forsøger sig i stedet med at leve under jorden. Til sidst ender han i fængsel i Hillerød med valget om at lave tøjklemmer eller knuder på sisalsnore til svineproduktionen. Det er heller ikke lige den unge mands kop te, så i stedet bruger han tiden på at tegne og male og skrive breve hjem til vennerne med sjove tekster på kuverterne som fx: "Hillerød er et langt besøg værd... Venlig hilsen Hillerød Turistråd.
Efter en tur i brummen bliver Carsten Nash indkaldt til tjeneste igen, og han overvejer først at flygte til Sverige, men finder så en anden løsning.
"Jeg gik til en psykiater og fik ham overbevist om, at jeg var et alt for følsomt gemyt til krig", fortæller Carsten Nash, og det gav psykiateren ham heldigvis ret i .

Midt i et oprør

Carsten Nash beslutter sig for at forfølge drømmen om at blive kunstmaler, og det lykkes ham da også at komme ind på kunstakademiet. Nu skulle der males, og der var fine forhold med alle de materialer hjertet kunne begærer.
"Det var lige midt i ungdomsoprøret i 1968, så jeg blev hurtigt involveret i en masse forhandlinger og aktioner, så det var ikke så meget, der blev malet lige der. Jeg fik dog en del teori og teknik indenbords", fortæller Carsten Nash, der indimellem måtte høre fra faderen, der mente, at det der med kunstakademiet, var lige akademisk nok.
"Han var sku nok bare misundelige", griner Carsten Nash, der altid har haft et tæt samarbejde med sin far omkring kunsten, og altid oplevede sin far som utrolig rosende og positiv.

Sammen med originalerne

I 1972 flytter Carsten Nash ind på Christiania. En fyr der hedder Mogens bor i en stor bygning for sig selv og savner selskab, så han sætter en annonce i avisen. Den reagerer Carsten Nash og hans venner på, og snart er der skabt grobund for et kunstnerfællesskab i 'Fabrikken', som bygningen stadig bliver kaldt i dag.
"Christiania blev mit kunstprojekt. Mine professorer fra akademiet accepterede hurtigt, at jeg ikke kom så meget forbi skolen, i stedet kom de ud og besøgte os. Det var utrolig lærerigt at arbejde i en større gruppe og lave projekter sammen, for det at være kunstner er jo en ret ensom beskæftigelse", fortæller Carsten Nash om tiden på Christiania og fortsætter.
"Der var en super positiv stemning i de første år, selvom stedet jo også tiltrak en masse originaler. Det kunne godt give nogle udfordringer, for ofte flyttede de jo bare ind. Jeg kan huske, der var en fyr, der altid sad i sofaen under et tæppe. En af pigerne mente, han mediterede, og at vi bare skulle lade ham være i fred. En dag gik jeg dog alligevel over og løftede på tæppet for at hilse, og der sad han så under tæppet, med en hel masse grammofonplader, som han havde stjålet fra os", husker Carsten Nash, der stadig holder af Fristaden, selvom han ikke er glad for stedets hashproblemer.
"Da jeg boede der, var det ikke et problem. Det kan da godt være folk røg lidt hash, men for det meste, havde vi ikke tid. Vi havde alt for travlt med at bygge stedet op og være kreative", forklarer han.

Kvinder og børn

Carsten Nash har altid haft masser af kvinder og børn i sit liv. Han har dog kun været gift en gang, men hun stak af kort efter brylluppet med en fransk sømand.
Den store kærlighed møder han i form af Edda, som han i 1978 forlader Christiania for. Han rejser herefter med Edda gennem USA, Mexico og Guatemala og maler en akvarel om dagen på turen. Hun har to døtre i forvejen, og sammen får de datteren Frida.
"Da vi kom hjem igen åbnede jeg et lille rammeværksted på Christianshavn, for nu skulle jeg være familiefar, og så stod jeg og malede i baglokalet, når jeg ikke solgte rammer. Det gik faktisk forbløffende godt", siger Carsten Nash om sin tid som forretningsdrivende familiefar, en tid hvor han samtidig begynder at holde sine første udstillinger, som får stor ros med på vejen. Familieidyllen får dog en ende, da Carsten Nash i 1992 må indse, at Eddas mangeårige depression har taget for hårdt på forholdet.
Carsten Nash vælger at vende tilbage til barndomsbyen Tibirke, hvor han køber et hus, og sønnen, han har fået, efter et kort forhold tilbage i 1972, flytter ind for at hjælpe med at sætte huset i stand. Alt ånder fred og idyl i den lille landsby, men i kulissen venter det, Carsten Nash selv beskriver som sit livs værste mareridt.
"I den ene ende af huset boede en logerende meget smuk kvinde. Da det blev koldt i efteråret flyttede vi sammen i dobbeltsengen, men det gik slet ikke. Hun drak og blev meget aggressiv og ondskabsfuld, så jeg besluttede at ende forholdet.
Det tager kvinden imidlertid ikke særlig pænt. Hun kvitterer ved at sætte en lighter til husets stråtag, og snart står alt i flammer.
"Det var forfærdeligt, jeg mistede alt, hvad jeg ejede, og alle mine malerier. Det var hele min identitet, og jeg var meget deprimeret i tiden bagefter", husker Carsten Nash.
Heldigvis er huset forsikret og et år efter kan Carsten Nash flytte ind i det nye hus, og der kommer også hurtigt gang i maleriet igen.
"Før branden havde jeg haft masser af udstillinger, nu havde jeg intet at udstille, så det var bare om at komme i gang med at male", fortæller Carsten Nash, der heldigvis ikke blev helt kvindeforskrækket af den voldsomme oplevelse.
"Edward Munk fik jo skudt lillefingeren af, af en kvinde. Han havde aldrig noget at gøre med damer siden, men sådan har jeg det heldigvis ikke", siger Carsten Nash.

Havfruemordet

Han bor stadig i huset i Tibirke, når han da ikke lige er i sit hus i Sydfrankring, hvor han bruger det meste af vinteren på at male de malerier, han udstiller om sommeren.
Og så er der lige det med havfruens forsvundne hoved, som faderen Jørgen Nash, vist nok havde lidt at gøre med?
"Ha, ha, ja det er du ikke den første, der spørger om, men jeg ved altså ikke, hvor det er. Måske i Utterslev Mose?", foreslår Carsten Nash, der, hvis man da skal tro ham, ikke ligger inde med svaret på en af de største uløste mordgåder i danmarkshistorien.

Udstillingen "Sælsomme Historier fra Syden" med malerier af Carsten Nash, kan foreløbig ses frem til 9. juli hos Galleri Erlander i Tisvildeleje.

Publiceret 02 July 2014 11:27

SENESTE TV