Forrest i sambaparade kun iført undertøj:

"Jeg vrikker med alt, hvad jeg ejer og har"

 
Når det traditionsrige københavnske karneval lørdag går parade gennem gaderne, vil det ikke kun være kvinder i fjerboaer og glinsende kostumer, der vrikker med på sambarytmerne. I år får karnevallet en helt speciel fortrop af otte modeller i alle størrelser, former og aldre, som kun iført undertøj deltager i paraden under overskriften Bodylove.
Det er den tyske plussize-model og fotograf, Silvana Denker, der har fået æren af at gå forrest i paraden med sine otte udvalgte danske modeller og sammen sende budskabet om respekt og tolerance i Bodylove-kampagnen, der sponsoreres af tøjmærket Happy Size og også handler om at bekæmpe kropskam og mobning.
"Det begyndte som et enkelt fotoshoot i min hjemby Siegen nær Køln i oktober sidste år, men interessen var større, end jeg nogensinde havde turde håbe på, og efterhånden har det bragt mig Europa rundt. Nu er jeg så her i København, og jeg er glad for at være her," siger Silvana Denker, da Lokalavisen.dk møder hende og hendes danske veninde, blogger og plussizemodel, Mariann Louise Ørum Jensen, i Nyhavn dagen før, det går løs.
Mariann har hjulpet Silvana med at arrangere, at Bodylove har fået den fremtrædende plads, når paraden skydes igang klokken 10 fra Nytorv, og hun er begejstret over Silvanas fotoprojekt.

Se billeder fra nogle af Silvanas tidligere Bodylove-fotoshoots i galleriet her på artiklen.
"I morgen vil vi vise publikum diversitet og mangfoldighed blandt kvinder og mænd (der er også en mand med i paraden). Vi vil vise, at uanset hvordan man ser ud, så har man lov til at være glad for sig selv og den måde, man ser ud på. Man skal ikke skamme sig, og man skal ikke gemme sig væk," siger Mariann, som selv har det godt med at stille sig i front foran tusindvis af mennesker. Naturligvis med en hvis portion spænding.
"Jeg har det fint med at være på, og jeg glæder mig helt vildt til at mærke stemningen. Jeg har sommerfugle i maven og får gåsehud, når jeg tænker på det. Det kan da godt være, at der er nogen, som vil råbe eller sige noget negativt, men så går jeg da bare hen og giver vedkommende en krammer eller noget. Jeg er nemlig sikker på, at vi også får stor applaus, og at folk vil sige, det er rigtig fedt, det I gør, og det er der brug for," siger Mariann.

Speciel atmosfære

Lørdagens otte modeller har Silvana udvalgt blandt de mange, som har tilmeldt sig eventet på Facebook. Mange af hendes modeller har en helt særlig historie, som gør, at de vil deltage. Tit handler det om kropskam og mangel på selvværd og Silvana er glad for at kunne være med til at gøre en forskel.
"Da jeg lavede mit Bodylove-billede i Barcelona, var der en ung kvinde, som var cutter (skærer i sig selv. red.) blandt modellerne, som havde store ar mange steder på kroppen. Hele hendes familie var til stede for at støtte hende, og hendes far kom efter fotoshootet hen til mig med tårer i øjnene og sagde, mange tak fordi du lod min datter være en del af det her. Og den type følelsesmæssige oplevelser har jeg efterhånden oplevet mange af. Der er altid en helt speciel atmosfære, som jeg elsker at være en del af, og som jeg tror alle, der møder op i morgen, vil kunne mærke," siger Silvana.
På spørgsmålet om de to kvinder nu også har øvet sig på samba til i morgen, svarer Mariann med et glimt i øjet:
"Nej, det har vi altså ikke, men jeg skal nok love, at jeg vrikker med alt, hvad jeg ejer og har".

Se billeder fra nogle af Silvana Denkers tidligere Bodylove-fotoshoots i galleriet her på artiklen.

Publiceret 13 May 2016 13:41

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV