Marie Temponeras (EL) satte sig roligt ned efter at være stemt ned af hele det øvrige byråd. “Jeg ved godt, der er modstand,” sagde hun.
Marie Temponeras (EL) satte sig roligt ned efter at være stemt ned af hele det øvrige byråd. “Jeg ved godt, der er modstand,” sagde hun.
Foto: Bollerup
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Maria kaldte til kvindekamp, men alene

Marie Temponeras (EL) bebudede, at byrådet vil få en lang række indlæg om ligestilling - efter hun mødte massiv modstand

 

 

Marie Temponeres (EL) gav ikke op, da hun blev stemt ned i Miljø- og Planudvalget, da hun foreslog, at kommunen skal lave en målrettet indsats for at få lige så mange kvinder som mænd på gadenavne.

 

Hun valgte nemlig selv at stille forslaget direkte til byrådsmødet onsdag før jul. Endda i flere udgaver.

 

LÆS OGSÅ: Udvalg sagde nej til kønskvotering

 

“For at det ikke skal være for stift, kunne det være, vi ikke skal sige 50-50 procent kvinde- og mandenavne. Men måske 40-60, eller måske 20-80 eller måske bare 10-90. Derfor har jeg stillet en række forslag, for jeg blev meget overrasket over holdningen i udvalget,” sagde hun.

 

Ved at iagttage virkeligheden mener hun, at der har været en uskreven regel om, at det faktisk kun er mænd, der får opkaldt navne efter sig i Skanderborg Kommune. Der er kun få undtagelser.

 

“Det princip kunne vi måske bryde, for selvfølgelig skal begge køn med. Kvinder kan jo det samme som mænd, og der er mange stærke kvinder. Jeg synes, det ville være fint, hvis lærerne kunne fortælle børnene, at vi er gået væk fra det gamle princip om, at det kun er mænd, der får opkaldt gadenavne efter sig, fordi der også fandtes kvinder i menneskelivets historie,” argumenterede hun.

 

Og hendes afstemning fik hun, Men først efter en række indlæg.

Kønskvoting på Smukfest?

Martin Frausing Poulsen (DF) lagde ud.

 

“Jeg forstår, at Enhedslisten ser gadenavne som byrådets vigtigste sag foran ældre- og socialpolitik. Og man skal ikke kimse af ligestilling. Men det her har ikke noget med ligestilling at gøre, det handler i stedet om lige repræsentation. Derfor vil jeg gerne høre, om Enhedslisten ser det som et problem, at kommunens direktion består af to kvinder og en mand. Vil I også forlange lige repræsentation blandt publikum på Skanderborg Festival,” spurgte han.

 

Birte M. Andersen (V) sagde, at byrådet havde en god ligestillingsdebat 4. oktober - i høj grad også igangsat af Maria Temponeres. Og at det måske har haft betydning for det positive, at antallet af kvinder i det nye byråd går frem fra fem til ni.

 

“Det her er derimod lidt symbolagtigt. For at få opkaldt et vej efter sig, skal en person have haft en vis betydning eller indflydelse. Det er de bedste, der skal vælges. Og for 100 år siden var der ikke så mange kvinder som mænd, der havde indflydelse. Derfor tjener forslaget ikke ligestillingssagen. Det er mere spræl og sjov i klassen. Jeg tror, der helt naturligt vil komme flere kvindenavne på veje,” sagde Birte M. Andersen.

Christina Bottke (V) afviste også forslaget, da hun ikke mener kvinder skal fremhæves, fordi de er kvinder.

Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget afviste også forslaget - skønt han gerne vil støtte ligestilling.

 

“I valget af vejnavne, synes jeg, vi skal tage udgangspunkt i lokale forhold. Det kan blive fuldstændig forkrampet, hvis vi så partout skal tage navnet på en afdød kvinde, sagde han”

 

Tage Nielsen (R) kaldte forslaget for symbolpolitik. Kai Høstrup (S) kom Marie Temponeras lidt i møde, da han foreslog, at veje med personnavne fremover kun få personens efternavn.

 

“Det er mere kønsneutralt, sagde han.

 

LÆS OGSÅ: Byrådssalen overtaget af kvinder

 

Borgmester Jørgen Gaarde (S) var nok den, der strakte sig længst. Han sagde:

“Veje opkaldt efter navnkundige lokale, nationale eller internationale personer kan måske give et swung, i forhold til område med fuglenavne, man slår op i en zoologibog. Og så vil der helt naturligt både være mænd og kvinder,” sagde han.

Der er mere i vente

Maria Temponeras var dog ikke slået ud over modtagelsen.

 

“Jeg ønsker ikke kønskvotering på Skanderborg Festival, men jeg ser gerne flere kvindelige kunstnere på scenerne,” sagde hun.

 

“Jeg ved godt, der er modstand. For når et træ har vokset skævt i mange år, er det svært at rette op. Og til Christina Bottke: Det ville da være ideelt, hvis det kun var de rene kvalifikationer, der var baggrunden til, at det kun er mænd, der har fået gadenavne opkaldt efter sig. Men hvem er det, der har skrevet historien? Det er også mænd. For jeg er helt sikker på, at vi også har kvinder i Skanderborg Kommune, der historisk har gjort sig bemærket.”

 

Og det her et kun det første af en række, hvor jeg vil bringe ligestilling op i byrådet som et tema, bekendtgjorde hun.

 

“Det er relevant i en masse sammenhænge. Så det kan i godt se frem til,” sagde hun.

Publiceret: 27. December 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen.dk

Lokalavisen.dk
Seneste
Lokalavisen.dk
Mest læste
Lokalavisen.dk
112