Ole og Lise har holdt sammen siden de var 16 år. Oles mange kvindelige fans har ikke sat splid i mellem dem.

Ole og Lise har holdt sammen siden de var 16 år. Oles mange kvindelige fans har ikke sat splid i mellem dem.

Folk skal kunne se mig i øjnene - mød Ole Erling

I næsten en menneskealder har Ole Erling underholdt danskerne med sin orgelmusik. I de senere år er han blevet kult blandt de unge og spiller på festivaler og diskotekter. Men Ole Erling har det stadig bedst med de små, intime spillejob

Af
Af Martin Poulsen og Anette Sønderby (foto)

Ved første øjekast ligner det gule parcelhus i Smørum Nedre ethvert andet hus i et pænt sølvbryllupskvarter. Indkørslen er måske lidt bredere end hos naboerne og bilen i den er vist nok også en tand dyrere og nyere end de fleste andre biler i parcelhuskvarterets indkørsler, men ellers er der ikke noget, der skiller sig ud. Først når man kommer helt tæt på, kan man se et lille metalskilt på muren.
'Lydstudie' står der på halvmuren, der dækker for trappen ned til kælderen, som rummer lydstudiet. Her har en af Danmarks bedst sælgende musikere været med til at indspille flere hundrede råbånd, der er blevet til flere over et par millioner plader og kassettebånd.

"Men det bliver ikke rigtigt brugt mere, for vi har solgt vores pladeselskab Pool Records fra for et par år siden. Så lydstudiet står mest til pynt og minder om gode tider," fortæller Ole Erling, der bor i det gule hus med lydstudiet i kælderen.

Her har Ole Erling både indspillet selv og stået bag pulten, når navne som Bamses Venner og Mek Pek har indspillet plader. Men det er efterhånden lang tid siden og i dag bliver kælderen mest brugt til opmagasinering af nogle af alle de mange orgler, som Ole Erling har brugt i de seneste godt 50 år. Han tænder for et af de gamle orgler og sætter sig ved tangenterne. Det virker endnu. Ole spiller 'Gå med i lunden'. Orglet får med både fingre og fødder, for pedaler skal der være på et rigtigt orgel. De moderne keyboards uden pedaler, hvor al lyd kan komme frem bare ved et tryk på en knap, giver han ikke meget for. Alligevel er det et keyboard, der er med når Ole Erling er ude at spille, for orglerne er alt for store til at læsse på bilen ene mand og af igen. Især nu hvor han snart har rundet de 70 år. Men ud at spille skal han.

"Jeg har droslet noget ned, så jeg kun har et enkelt job hver uge. Men hver lørdag er jeg stadig ude at spille. Jeg bliver nødt til at holde mig i gang på den måde, og jeg kan slet ikke undvære det," forklarer Ole Erling fra sofaen i stuen over kælderen.

Her står også et enkelt orgel, og på væggene hænger der masser af billeder med Ole bag tangenterne og vidner om et liv i musikkens tjeneste. Men det var først som halvvoksen, at musik virkelig begyndte at interessere ham.

"Som helt ung var jeg vild med alt, der havde med elektronik at gøre, så jeg gik selvfølgelig i lære som elektriker. Men min otte år ældre storebror spillede på klaver rundt omkring, og han tjente mere på at spille ude, end på sit dagsarbejde som taxachauffør. Jeg kunne også spille lidt klaver, så jeg fik den idé, at tjene lidt ved siden af ved at spille ude," siger Ole Erling, der fik sit første job som musiker i 1959 til nogle venners bryllup.

Forelsket i Hammond

Det rygtedes hurtigt, at Ole Erling kunne finde ud af at sætte gang i en fest, så han fik snart skabt sig et navn og blev booket til at spille overalt i Københavnsområdet. Musikken blev leveret på klaver og nogle gange saxofon, som en af Ole Erlings gamle soldaterkammerater stod for at levere musikken fra. En dag blev Ole Erling sendt ud på en opgave som elektriker, og det blev et vendepunkt for den unge musiker.


"Jeg skulle ud for at lave en el-installation i Hammond Huset, der dengang lå på Strøget nær Magasin. Mens jeg var i gang med mit arbejde, kom der en mand og satte sig ved et af de udstillede orgler og begyndte at spille. Jeg var ved at tabe både næse og mund, for det lød helt fantastisk. Så jeg tænkte, at sådan et orgel måtte jeg have, men det kostede 16.000 kroner, og jeg tjente kun 25 kroner om ugen som elektrikerlærling plus det løse fra mine spillejob".

Der kom til at gå nogle år, inden Ole Erling fik sit første orgel. Og da han endelig fik det, var det ikke et splinternyt Hammond, som han havde drømt om. Men mindre kunne også gøre det.

"En af mine gode bekendte havde en butik, hvor han solgte instrumenter fra, og han vidste, at jeg gik og drømte om at få et orgel. En dag ringede han til mig og fortalte, at der stod en italiensk gruppe inde i hans butik. De havde ikke penge til at komme hjem, så de ville sælge deres orgel. Kan du skaffe 2000 kroner, så er det dit, sagde han til mig. Det kunne jeg i hvert fald, så jeg spænede ned til butikken og den italienske gruppe og købte deres gamle orgel, der var sådan et lille orgel i en støvsugerkasse," fortæller Ole Erling.

Det var på hans nyindkøbte, godt brugte orgel, at han lærte at spille med pedaler. Det lærte han sig selv, og Ole Erling har i det hele taget lært sig det meste i musikkens verden af sig selv. Noder kan han ikke, men becifring, der med tal og bogstaver i stedet for noder angiver, hvilken akkord, der skal spilles, lærte han hos en jazzmusiker - det gjorde det noget nemmere at huske de enkelte numre, men udover det spiller Ole Erling udelukkende efter gehør. Og han kan huske stort set alle numre.

"Normalt har jeg ikke klæbehjerne, men når det handler om musik, så sidder det næsten altid helt fast. Jeg kan huske stort set alle numre inden for nogle bestemte genrer udenad. Når jeg er ude at spille, morer jeg mig tit med, at få folk til at skrive deres musikønsker på små sedler. Så samler jeg sådan en bunke med 30-40 forskellige ønsker og spiller alle de numre, der står på sedlerne," fortæller Ole Erling stolt.

I sine unge dage havde han et orkester med ude at spille, men i de sidste godt 20 år har han været aldeles solo. I de unge år, hvor han udover at spille til selskaber, også ofte spillede på steder som Pejsegården i Husum og Viseværtshuset i Tivoli, var han jaget vildt af kvinderne, der godt kunne finde på at løbe op på scenen og kaste sig henover tangenterne.

"Det var frygteligt," siger Ole Erling, mens konen Lise sidder ved spisebordet og smiler for sig selv. Hun har aldrig følt sig truet af kvinderne til festerne, og nu er de heller ikke helt så kåde mere, som de var, da Ole var ung. Jalousi ligger ikke til hende.

"Det har der aldrig været grund til," siger hun. Hun tager ikke med Ole på arbejde for at holde øje med hvad han laver. Det ville være forfærdeligt, at stå der at skulle holde øje med om der sker noget, der ikke skal ske. Det gælder om at have tillid til hinanden, ellers kommer man nemt til at gå hinanden på nerverne, mener hun. Heller ikke for sjov vil hun med til festerne.

"Jeg nyder at være herhjemme alene om lørdagen, når Ole er ude at spille. Så kan jeg gå og hygge mig for mig selv," siger Lise. Ole er helt enig. Han synes ikke, man kan byde gæsterne at have en kone med på slæb og det ville skabe en underlig stemning. Han har det også helt fint med ikke at være hjemme til lørdagshyggen. "Som jeg plejer at sige: Vi tjener pengene om lørdagen, og så kan vi gå ud at bruge dem på gyngerne og karrusellerne i Tivoli om mandagen - der er der også meget bedre plads".

Lydstudiet har ikke været brugt i de sidste mange år, men det kan stadig bruges

Lydstudiet har ikke været brugt i de sidste mange år, men det kan stadig bruges

Sorgløse folk

Lise og Ole har haft mange år til at blive enige om, hvordan hverdagen skal køre. De har kendt hinanden siden de mødtes i en ungdomsklub i København som 16-årige, og med 47 års ægteskab bag sig har de for længst holdt deres sølvbryllupsfest. Det er noget af en bedrift, ikke bare i musiker sammenhænge, men også i resten af samfundet. Det kan Ole Erling mærke, for han får ikke nær så mange forespørgsler om at spille til sølvbryllupsfester, som han gjorde for et par årtier siden.
Bryllupsfester er der til gengæld stadig mange af og der er da også stadig nogle sølvbryllupsfester. Men de bliver holdt om lørdagen, selv om sølvbryllupsdagen falder på en hverdag. Sådan var det ikke før i tiden.

"Førhen var det helt normalt, at holde fest på en onsdag. Det sker meget sjældent i dag. Folk har fået så travlt, og deres arbejde er blevet så krævende, at de ikke orker, at tage til fest til klokken to om natten, hvis de skal op og på arbejde dagen efter," siger Ole Erling, der ikke har noget i mod, at alle festerne i dag ligger på lørdage.

Han tager alligevel kun ud for at spille en gang om ugen og så kan det lige så godt være på en lørdag, hvor folk kan slå sig løs. Men det gør folk ikke så meget mere, mener Ole Erling.

"Desværre er folk blevet meget mere tilknappede og knap så muntre. I gamle dage var folk meget mere sorgløse, selv om de ikke havde nær så mange penge og nær så meget frihed som folk har i dag. Folk var meget bedre til at nyde livet, slappe af og more sig".


Ole og Lise har holdt sammen siden de mødte hinanden i en ungdomsklub som 16-årige

Ole og Lise har holdt sammen siden de mødte hinanden i en ungdomsklub som 16-årige

Unge fans

Men måske er der håb at spore hos de helt unge, som har lyst til at feste sorgløst som i gamle dage. De har nemlig genopdaget Ole Erling og gjort ham til kult. Hans fanklub har mange medlemmer i teenageårene, og de forstår at værdsætte Ole Erlings muntre musik og fyre en fest af til hans evergreens, som var der ikke nogen dag i morgen.
Ole Erling ryster let på hovedet, når han fortæller om de unge fans, der danner små fanklubber rundt omkring på landets gymnasier og omtaler ham som gud. Han virker temmelig overrasket over, at netop de helt unge er faldet for hans easy listening og orgelversioner af gamle danske schlagere.

At han var blevet kult blandt de unge, gik først op for ham, da han blev kontaktet af Langelandsfestivalen, der ville have ham til at spille på den store scene. Han troede først, det var en joke, men folkene fra Langelandsfestivalen insisterede på, at han skulle komme og spille. Sådan blev det og den tusindtallige skare jublede, da Ole Erling første gang trådte frem på scenen på Langeland i 1999.

De følgende år var han fast inventar på festivalen, og først i 2004 sagde han farvel. Festivalen blev begyndelsen til en helt anden slags arrangementer end de sædvanlige selskabsfester. Diskoteker landet over ville have ham ud at spille, og Ole Erling sagde ja tak til mange af tilbudene. I blandt andet Aalborg overtrumfede han selv den amerikanske præsident Bill Clinton i popularitet.

"Dagen efter jeg havde været oppe at spille på 'Diskotek Under Uret' havde Nordjyske Stiftstidende en forsidehistorie om den netop afgåede amerikanske præsident Bill Clinton. Men over den artikel var der en stor artikel med foto og det hele, der handlede om, at jeg havde væltet diskoteket natten før," fortæller Ole Erling med lige dele stolthed og forundring i stemmen.

Det har været sjovt for ham at komme ud at opleve et andet publikum, men ellers er de store vilde koncerter ikke lige ham. Der skal helst være kontakt med hver enkelt blandt publikum.

"Jeg har det bedst med de små intime jobs, hvor jeg kan lodde stemningen blandt publikum og føle en samhørighed med dem. Det er allerbedst, når folk sidder så tæt på, at de kan se mig lige i øjnene".






martin.poulsen@pola.dk

Guld- og sølvplader pryder væggen hjemme hos Ole Erling, der har solgt flere hundredetusinde plader, CD'er og kassettebånd

Guld- og sølvplader pryder væggen hjemme hos Ole Erling, der har solgt flere hundredetusinde plader, CD'er og kassettebånd

null

Publiceret 17 July 2008 03:00

SENESTE TV