Paula Larrain, der i dag er kampagneleder hos Danmarks Rederiforening, flygtede som barn med sin familie til Danmark. Flugten fra Chile og en turbulent opvækst i Danmark har haft sine omkostninger for den tidligere studievært på Danmarks Radio. På overfladen så alting rosenrødt ud, men Paula Larrain har i lange perioder følt sig splittet og været plaget af depressioner indtil for fem år siden, hvor hun fik en åbenbaring.

Paula Larrain, der i dag er kampagneleder hos Danmarks Rederiforening, flygtede som barn med sin familie til Danmark. Flugten fra Chile og en turbulent opvækst i Danmark har haft sine omkostninger for den tidligere studievært på Danmarks Radio. På overfladen så alting rosenrødt ud, men Paula Larrain har i lange perioder følt sig splittet og været plaget af depressioner indtil for fem år siden, hvor hun fik en åbenbaring.

Paula Larrain:

Troen giver mit liv retning

Den 11. september 1973 blev en skæbnesvanger dag i Chiles historie. Et blodigt militærregime tiltvang sig magten og omkring en million mennesker flygtede ud af landet. Mange blev budt velkomne i Danmark, heriblandt en lille familie på fire. Her fortæller

Af
Af Keld Tannenberg

"Lufthavnen var fyldt til bristepunktet med kampklædte soldater. De så frygtindgydende ud med deres stålhjelme og tykke veste. Deres udtryksløse ansigter stirrede stift frem for sig, mens de klamrede sig til deres modbydelige maskingeværer. Det gjorte helt ondt i maven at se på dem. Først da jeg blev teenager holdt min mave op med at snøre sig sammen, når jeg mødte personer med grøn militæruniform."

Paula Larrain var kun fire år, da hendes familie så sig nødsaget til at flygte ud af deres elskede fædreland. Hendes far var pilot og officer under Allende-styret, hvor folk levede i fred og demokrati - og ikke mange anede uråd om, hvilke skændsler fremtiden skulle bringe.


Familien tilhørte den bedre stillede del af middelklassen og manglede ikke noget, men en dag i august 1973 fik Paulas far en klar fornemmelse af, at noget var i gærde - måske et militærkup.


"Min far sagde eftertrykkeligt nej tak til at deltage i sammensværgelsen mod præsident Allende, som var valgt på demokratisk vis. Han ville ikke gå imod forfatningen, og blev heldigvis fyret kort efter kuppet. Senere blev der dog indledt en decideret klapjagt på de genstridige officerer, og til sidst så mine forældre ikke andre muligheder end at flygte ud af landet."


"Vores udrejse blev fulgt af europæiske diplomater. Min far tog den svære beslutning om at søge asyl, efter han gennem en bekendt havde fået kontakt til den danske repræsentation i Santiago. Danmark havde på det tidspunkt lukket sin ambassade i landet. De danske myndigheder vurderede, at min fars liv var i fare, så det var bedst at få os ud omgående."

Turbulent opvækst

Familien Larrain kom til Danmark, og i de første par måneder blev familien indkvarteret på Hotel Corona i København, hvorefter familien flyttede ind i en lille lejlighed i Brøndby Strand. Senere købte forældrene et hus i Vallensbæk, men efter nogle år rykkede de teltpælene op og flyttede til Esbjerg, hvor faren havde fået arbejde som helikopterpilot med fast rutefart til boreplatformene i Nordsøen.

Paula var en dygtig elev og forlod folkeskolen med et karaktergennemsnit tæt på 11, og tre år senere fik hun en flot studentereksamen, som åbnede døren til en journalistisk læreplads på Esbjerg Ugeavis. Alligevel valgte hun at forlade lærepladsen til fordel for den fireårige journalistuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Her blev hun færdiguddannet som bare 23-årig og fik arbejde på Berlingske Tidende.


På overfladen så alting rosenrødt ud, men Paula var et splittet menneske. Hendes forældre var blevet skilt, gift igen og atter skilt. Faren flyttede tilbage til Chile, moren til Grønland og søsteren til London.


"Jeg var plaget af, at min familie var gået i stykker og samtidig svandt den store sympati, vi som chilenere tidligere havde oplevet. Folk snakkede ned til os nydanskere, hvilket irriterede mig grusomt. Det var lige før, at folk troede, at chilenere "bor i huler og slås hele dagen", som Shu Bi Dua sang det i deres Danmarkssang. I Danmark var der andre spilleregler end i Chile og jeg følte, at jeg altid opførte mig forkert. Jeg betroede mig til en god ven, som fortalte, at jeg var en person, som ikke kommer stille ind af døren, men utilsigtet tvinger folk til at tage stilling positivt som negativt, og det måtte jeg lære at forstå."


Da Paula var i tyverne gik hun gennem den ene depression efter den anden. "I den periode misundte jeg min søster, fordi hun var troende. Hun havde haft en åbenbaring som ung, som gjorde hende afklaret omkring troen. En palmesøndag for fem år siden fik jeg selv lidt af en åbenbaring i Gilleleje Kirke, hvor vi sang en af Grundtvigs dejlige salmer og pludselig gik det op for mig, at det var her i den danske folkekirke, at jeg hørte til. Siden har troen været et vigtigt pejlemærke i mit liv."

Meningers mod

Efter den oplevelse var det slut med de daglige tudeture og Paula følte, at hun var nået ud på den anden side af tunnelen. Selvværdet og selvtilliden vendte tilbage, og hun fik fastansættelse som studievært på Danmarks Radio, hvor hun blev en af kanalens populære ansigter. Men problemer lurede i kulissen.

Paula havde siden barnsben været lidt af en vildbasse med markante meninger, og en dag slog hendes temperament ud i lys lue, da hun erfarede, at arbejdspladsen ikke levede op til ligelønsloven, og efter flere måneders tovtrækkeri endte sagen med, at hun forlod DR.


"Hvis loven siger, at sådan skal det være, så bør det jo være sådan. Mange kvinder er desværre for usikre og forsigtige, når de skal forhandle løn."


Paula er i dag medlem af et ligelønsnetværk, som tæller personer fra hele det politiske spektrum til fagforeningsfolk og forskere. Hun lægger ikke fingrene imellem, når hun i bakspejlet vurderer sin journalistiske karriere.


"Jeg gik ind i journalistik, fordi jeg ville redde verden for dumhed og halve sandheder, men det endte med, at det var præcis, hvad jeg sad og formidlede. Det sammen med de uretfærdige lønvilkår åd min arbejdsglæde op, og jeg hoppede af vognen."


Efter bruddet med DR blev Paula tilbudt flere jobs, blandt andet som studievært på en konkurrerende kanal, men takkede nej og etablerede i stedet sit eget firma 'Larrain Consult'.


Den 1. april i år blev hun headhuntet af Danmarks Rederiforening, hvor hun som kampagneleder står for hvervningen af unge mennesker til de maritime uddannelser. Samtidig er hun 1. suppleant for de Konservative, hvor hun står standby til folketinget, hvis et medlem fra storkredsen i København skulle træde ud af gruppen af den eller anden grund. Ved sidste valg stillede hun op i København, Indre by, men nu er hun blevet tildelt Hillerødkredsen.


Blandt Paulas mærkesager er blandt andre at få lettet skatten på arbejde og at få målrettet vores velfærd til de mennesker, der virkeligt har brug for den.


"Vi har alle sammen fået det bedre af velfærdsstaten, som i vidt omfang bliver brugt til at subsidiere hinanden, uanset om vi har brug for støtte eller ej. Men vi er stadig ikke gode nok til at tage os af de svageste. De lider under en offentlig sektor, som godt nok er vokset, men som ikke løser problemerne for de grupper, der har det hårdest så som psykisk syge og anbragte børn. Det skal vi blive bedre til - at hjælpe de svageste uden at knække de stærke med et urimeligt skattetryk. Vi skal ganske enkelt blive bedre til at prioritere vores resurser."


Paula Larrain har mange jern i ilden. Så mange, at hun sidst på ugen "er helt blank i hovedet og kun tænker på indkøbssedlen til Netto." Men der er også blevet tid til at skrive to bøger. Den første er en selvbiografi: 'I morgen skal vi hjem'. Den anden er en satirisk sag om det politiske spilfægteri: 'Uden for citat', der udkom tidligere på året.


keld.tannenberg@dgo.dk

null

Publiceret 04 December 2008 03:00

SENESTE TV