Aqua leverede varen med et forrygende show ved Køge Festuge lørdag aften.

Aqua leverede varen med et forrygende show ved Køge Festuge lørdag aften.

Forrygende Aqua fyldte Torvet

Af
Martin Rasmussen

Køge Festuge fik den perfekte afslutning lørdag aften, da verdensstjernerne i Aqua leverede et forrygende show.
Festugens absolutte hovednavn sørgede for, at Torvet var absolut propfyldt til den sidste festdag i denne omgang, og de leverede varen med alle de kendte hits, som hærgede radiostationerne i 90'erne, lige som de også havde nye numre med sig i repertoiret i Køge.
Aqua var det sidste band på Torvets scene, inden Køge Festuge fulgte den faste tradition med et kæmpe festfyrværkeri over Havnen omkring midnatstid.
Forinden var gået en dag med masser af musik og aktiviteter på og omkring Torvet. Lørdag var foreningernes dag, og en række foreninger mødte op for at give smagsprøver på deres aktiviteter.
På scenen var der noget for enhver smag i løbet af dagen, hvor man kunne høre alt fra De Glade Sømænds lystige sange til popsmedene fra Michael Learns To Rock. Også Rugsted Kreutzfeldt, grand prix-vinderen Brinck og A Kid Hereafter sørgede for at holde den gode stemning oppe fra tidligt på eftermiddagen til sent på aftenen. Club Burns store DJ-show varmede publikum op forud for Aqua-koncerten.
Mange prøvede lykken med nøgler til Spar Lollands store konkurrence, hvor præmien var en splinterny Suzuki Alto, men ved redaktionens slutning var der ikke nogen, der var kørt afsted med bilen, så drømmen lever stadig for dem, der har købt nøgler i konkurrencen men endnu ikke har haft lejlighed til at prøve dem.

Publiceret 30 August 2009 10:00

SENESTE TV