Anders Troelsen har været med på holdet bag

Anders Troelsen har været med på holdet bag "Magtens Segl" siden begyndelsen. Han ser frem til den endelige release på torsdag 26. maj.

Magtens Segl:

Slid for sjov

Anders Troelsen har været med til at udvikle spillet "Magtens Segl". I dag lukkes det ud til offentligheden

Af
Søren Bjerg Nielsen

Det er ikke hver dag man får lov til at udvikle sit eget computerspil. Men for en gruppe studerende er det henover det sidste års tid blevet en realitet. I et kontor på Aarhus Universitet har de i samarbejde med professionelle spilfolk og lektorer arbejdet med spilprojektet "Magtens Segl".
En af de studerende der har været inde over spillet er 27-årige Anders Troelsen, der læser historie og samfundsfag på Aarhus Universitet. Han har altid været fascineret af spil, men havde ikke set det i kortene, at han selv skulle være med til at udvikle et.

Sideprojekt på fuldtid

Anders har været med i projektet siden de første spæde idéer i 2009, og henover den egentlige udvikling af spillet fra sensommeren i 2010. Og nu er spillet endelig ved at være færdigt.
I dag er den officielle releasedate, efter månedsvis af hårdt slid og finpudsning.
"Der har været mange forskellige stadier og udfordringer undervejs. Jeg har hovedsageligt været med til at udvikle grundhistorien og derefter skrive dialogen igennem spillet," fortæller Anders, der har smidt mange timer i projektet.
"Der har nok været cirka fem måneders fuldtidsarbejde, men det har svinget meget. På et tidspunkt skrev vi dialog på fuldtid i et par uger. Det er skide slidsomt arbejde mentalt. Man skal både sørge for, at dialogen skal være troværdig, spændende og sjov, og samtidig hele tiden være kreativ og skarp. Vi kan godt selv sidde og klukke af vores egen dialog, men det er jo andre der i sidste ende skal vurdere det," forklarer han.

Anderledes opgave

Spillet er i dag kommet ud til offentligt skue, men helt op til dagen blev der stadig arbejdet på projektet i bygning 1410.
"Der er et enormt drive for at rette fejlene," forklarer Anders, "for jeg ved, at hver gang jeg bruger 10 minutters arbejde, så gør jeg spillet bedre. Det er noget helt andet end en uni-opgave, hvor man kan sidde og fedte med en sætning, og egentlig ikke ved, om den bliver bedre af at tilføje eller fjerne noget. Eller om det overhovedet gør nogen forskel, for de to mennesker der skal læse den. Her er det en god investering, for langt flere mennesker."

null

Publiceret 26 May 2011 07:00