Flot førstepris til ung Køge-musiker

Lea Heining fra Køge var finalist i international konkurrence for unge musiktalenter.

Den kun 16-årige Lea Heining fra Køge, elev på Sankt Petri Skole i København, var i forgangne uge den første finalist nogensinde fra Danmark i den højt estimerede musikkonkurrence for talentfulde unge musikere, Jugend Musiziert.
Lea Heining havde, som den eneste klassiske pianist i sin aldersgruppe fra den nord- og østeuropæiske region, sikret sig en plads blandt de aller bedste unge musik talenter i Europa, og optrådte for første gang på en internationale scene foran en musikkyndig jury i den 48 år gamle musikkonkurrence.
Lea Heining havde forinden, i den Nord- og Østeuropæiske finale i Warszawa, som den eneste i sin kategori - Klassisk klaver for 15-16 årige - opnået en førstepris i konkurrence med deltagere fra lande som Storbritannien, Schweiz, Frankrig, Rusland og de nordiske lande.
Foruden anerkendelsen i sig selv, var førsteprisen også adgangsbillet til den endelige finale, som fandt sted i Neubrandenburg/Neustrelitz i Nordtyskland i dagene fra 10.-17. juni.
Jugend Musiziert blev oprindelig etableret i Tyskland med det formål, at bidrage væsentligt til det tyske musikliv og er i dag den kunstneriske målestok for de aller bedste unge musiktalenter, ikke alene i Tyskland, men i stadig stigende grad også udenfor de tyske grænser. Noget som den 16-årige finalist fra Køge kunne bekræfte:
- Det var stort at opleve og stort at være med i, sagde Lea Heining med glæde i stemmen efter hjemkomsten til Danmark.
- Jeg har tidligere deltaget i konkurrencer i Danmark, men aldrig i udlandet og vidste egentlig ikke, hvilket niveau man skulle forvente. Det ved jeg nu, og nu har jeg et udgangspunkt at arbejde videre fra.

Andet år i Danmark

Den Nord- og Østeuropæiske region i Jugend Musiziert blev etableret for 15 år siden med den tyske skole i Finland som primusmotor. Regionen er siden blevet udvidet til senest også at omfatte Danmark, hvor Jugend Musiziert for første gang blev arrangeret i 2010 med blot 2 deltagere. Sankt Petri Skole, som er en dansk-tysk privatskole og privat gymnasieskole med elever fra Danmark såvel som Tyskland og en række andre lande, er den danske arrangør af Jugend Musiziert.
I år var deltagerantallet fra Danmark i den Nord- og Østeuropæiske finale vokset fra 2 til 7 og ud af disse modtog tre musikere en Andenpris, mens Lea Heining, som den eneste fra Danmark fik tildelt en Førstepris. Lea Heining var som nævnt også den eneste fra Nord- og Østeuropa, som i hendes kategori opnåede en førstepris og dermed kom i finalen i Tyskland. I Neubrandenburg mødtes de aller bedste af årets alt 25.000 deltagere for at dyste om de fineste anerkendelser.
I sagens natur er kravene større i finalerunden end i de regionale konkurrencer og selvom forventningerne til Lea Heining var store, var man på forhånd klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Finale i Danmark i 2014

- Vi var utrolig glade for og utrolig stolte over, at Lea allerede i Jugend Musizierts andet år i Danmark opnåede en finaleplads i finalen i Tyskland, som værdig repræsentant også for Sankt Petri Skole, siger Dr. Marion N. Clauding, musikkoordinator på Sankt Petri Skole.
- I finalen i Tyskland oplevede Lea, hvor højt niveauet blandt unge talentfulde musikere er og hvor store krav, der stilles, og det blev ikke til en første- anden- eller tredjepris. Men Lea Heining opnåede vurderingen ”Har deltaget med godt resultat”, som kan kategoriseres som et medium resultat, og dermed har hun skabt en solid basis for at gøre det endnu bedre til næste år, mener Marion Clauding som også kan afsløre, at den Nord- og Østeuropæiske finale efter planen vil finde sted i København i 2014.
pm

Lea Heining ved flyglet i Jugend Musiziert finalerunden i Tyskland, hvor hun opnåede prædikatet ”Har deltaget med godt resultat”. ”Nu har jeg et udgangspunkt, at arbejde videre fra,” siger den 16-årige pianist, som forinden havde scoret en Førsterpris i den Nord- og Østeuropæiske finale.

Lea Heining ved flyglet i Jugend Musiziert finalerunden i Tyskland, hvor hun opnåede prædikatet ”Har deltaget med godt resultat”. ”Nu har jeg et udgangspunkt, at arbejde videre fra,” siger den 16-årige pianist, som forinden havde scoret en Førsterpris i den Nord- og Østeuropæiske finale.

Publiceret 20 June 2011 08:45

SENESTE TV