Tonni Weber portræt - 2011 - FOTO Anne-Mette Mikkelsen

Tonni Weber portræt - 2011 - FOTO Anne-Mette Mikkelsen

"Mit liv har været en fest"

Hele Danmarks svømmepige og senere gift med berømt modstandsmand - den lokale fødselar har haft et begivenhedsrigt liv

Året er 1938, og den kun 17 årige Tonni Petersen svømmer sig ind i danskernes og resten af svømmeverdenens hjerter.

Af
ark

Ved Søndre Strand satte hun verdensrekord: 1.000 yards, knap en kilometer svømning.
Den unge svømmepiges navn stod skrevet i neon på lysavisen på Rådhuspladsen:
"Tonni Petersen sætter verdensrekord¿. Èn af datidens berømte svømmepiger blandt de øvrige legender "lille henrivende Inge" og Ragnhild Hveger"
- Rekorden fik jeg ikke lov at have så længe. 16 dage, griner hun og tilføjer: - Men det gik man ikke så meget op i dengang.
1938 var også året, hvor Tonni Petersen satte en anden rekord, nemlig på en distance i kanalen tværs gennem Berlin. 5 km på 1 time og 37 minutter. Rekorden har hun stadig. Konkurrencen stoppede nemlig året efter på grund af forurening i kanalen.
- Sportskommentatoren Gunnar Nu Hansen sagde til mig: "Det er din rekord, Tonni. Også selvom ingen kan slå den!" Så den rekord har jeg stadig, smiler hun.
På søndag den 6. november fylder Tonni Weber 90 år. Ni årtier med et liv så spændende, at skrapbøger med avisudklip vidner om alle de fantastiske oplevelser.
Her - i en alder af 90 - stråler Tonni Weber stadig af den livsglæde, der har præget hendes liv. Også på trods af at hendes livs kærlighed, den berømte modstandsmand Sigurd Weber, gik bort i januar.
- Vi ville have haft diamantbryllup i morgen, siger hun og kigger ud af vinduet. Det er stadig svært at blive alene efter så mange år sammen med den samme mand. En rar og venlig mand, der stod som Tonnis stærkeste støtte.
- Han gav mange knus, smiler Tonni Weber og begynder at fortælle om den dag, også i 1938, hvor hun mødte Sigurd ved en svømmefest i Bogense.
Hun var taget med "lille henrivende Inge" til fest, og dér stod han. Landsholdssvømmer, 19 år gammel, rank og en "flot fyr".
Og han stjal sig til et kys!
- Det var dog først efter krigen, at vi mødtes igen. 10 år senere, og vi blev vildt forelskede. Sigurd havde kæmpet for Danmark i mellemtiden. Jeg anede intet om det, indtil han fortalte mig, at det var ham, der i 1943 havde sænket det tyske mineudlæggerskib "LINZ", der lå i Odense havn. Han sprang det i luften, ene mand. Siden prægede modstandskampen vores liv i høj grad. Sigurd havde så mange venner. Huset var altid fyldt med glæde og latter. Vi spiste store frokoster her i huset, mindes Tonni Weber.
Weber-parret rejste over årene temmelig meget: Badede i det græske øhav, oplevede østens mystik i Indien og Thailand og beundrede de flotte musicals i London. Og ikke mindst rejste de til mindehøjtidelighederne for frihedskæmpere over hele verdenen.
Sigurd mødte den amerikanske præsident
Hun viser rundt i huset. Fotografierne hænger på væggen af Sigurd, der hilser på den amerikanske præsident Clinton, og den amerikanske ambassadør James Cain. På en kommode står også en ramme med et foto af en storgrinende Tonni i festligt Charleston-tøj: Sort kjole og pandebånd.
- Jeg har altid været lidt af en krukke, griner hun stort og afslører, at fotoet er taget den dag, hun fejrede sin 85 års fødselsdag. Det er svært at begribe. Hun ser mindst 20 år yngre ud, men hvorfor ikke iklæde sig Charlestontøj, når man fylder 85? Det passer på én eller anden måde helt perfekt til Tonni Weber. Hun er sprudlende af humør og finder kjolen frem fra skabet.
- Er den ikke smart?, spørger hun engageret og viser kjolen frem, mens hun ikke kan lade være med at lave nogle små svajende dansetrin på stuegulvet.
- Vi elskede at danse, Sigurd og jeg. Hver dag var simpelthen en fest med ham. Vi lavede altid noget sammen. Om det så bare var en tur til København for at købe pålæg eller en tur i skoven! Vi nød hinandens selskab og plejede at sige til hinanden: "Jeg elsker dig i dag mere end i går!"
- Jeg elsker også at se "Vild med Dans". Det er så smukt med alle de flotte kjoler. Også "Live fra Bremen" bagefter. Det er morsomt! Altså, de går lidt over stregen end gang imellem, fniser fødselaren.
Tonni Weber begyndte sin svømmekarriere som 13 årig.
- Jeg voksede op på Østerbrogade, og man kunne jo ikke lege på den gade. Så jeg begyndte at svømme og elskede det! Der var så mange kammerater - nogle af veninderne har jeg endnu, og taler meget i telefon med dem. Jeg trænede en time hver aften, og på et tidspunkt dannede vi verdens hurtigste klubhold¿
Fra svømning til spydkast
Det kolde vand blev dog for meget for Tonni Weber, der kastede svømmedragten på hylden for at begive sig ud i en helt anden sportsdisciplin: Atletik.
- "Der kører min tossede søster", sagde min bror, når jeg cyklede ned ad Østerbrogade kl. 6.00 om morgenen med et spyd i hånden. Så trænede jeg alene i Fælledparken, husker Tonni Weber.
Og - naturligvis - nåede hun også at sætte dansk rekord i spydkast.
Tonni Weber uddannede sig til defektrice (apotekerassistent) og siden også som bogholder.
- Jeg fik 50 kr. mere i løn om måneden, hvis jeg ordnede apotekets bogholderi. Så det gjorde jeg og blev siden ansat som bogholder hos Universitets Studenter Gymnastik.
Der blev lagt mange timer på arbejdet dengang, og derfor går Tonni Weber på barrikaderne i dag, når "alting forringes for os ældre", som hun siger.
- Jeg bliver vred over, hvordan vi bliver behandlet. Nu fjerner man også vores bankbøger og alting skal foregå på computeren. Jeg vil altså selv styre min økonomi! Men det kan jeg ikke, hvis jeg nægter at bruge internettet. Det er for dårligt, fnyser hun, i det korte øjeblik hun er "gal i skralden". Der er ingen tvivl om, at hun stadig er engageret. Og forstår at holde sig beskæftiget. Da Sigurd gik bort, kastede hun sig for første gang over håndarbejdet og strikker grydelapper, der bliver givet væk i gave.
Mens krigen og modstandskampen prægede Webers liv som ægtepar, var motionen som det forstås en anden vigtig del af livet.
- Chris McDonald er min guru! En sildemad om dagen og motion, så får man masser af energi. Jeg træner stadig hver dag. Men bentøjet er ikke til mere end små gåture. Jeg er stædig. Når det gør ondt, gør det godt. Idræt er vigtigt, og jeg glædes over, når unge mennesker dyrker sport!
Er det derfor, at du holder dig så godt?
- Jeg har altid gjort meget for at se godt ud, smiler Tonni Weber. - Jeg elsker smart tøj, har motioneret altid - og så har jeg fantastisk gode konserverings-gener, storgriner hun.
Den eneste anke i det - ind til videre - 90 år lange liv er, at svømmepigen aldrig nåede at deltage i et OL.
- Jeg blev udtaget til OL i Helsinki i 1940. Men det blev jo ikke til noget på grund af krigen. Det er da ærgerligt. Den oplevelse ville jeg gerne have haft med. Tænk at få lov at gå ind på stadion med Dannebrog. Jeg bliver så rørt, når jeg ser Dannebrog, siger hun.
Hvis mængden af Dannebrog på søndag den 6. november er proportionel med antallet af leveår, bliver det en meget rørt Tonni Weber, der kan invitere familien til frokost. Naturligvis som naturligt midtpunkt - og i smart tøj!

Tonni Weber fejrer sin 90 års fødselsdag på søndag. Hun har bl.a. sit liv skrevet ned i skrapbøger.

Tonni Weber fejrer sin 90 års fødselsdag på søndag. Hun har bl.a. sit liv skrevet ned i skrapbøger.

Publiceret 01 November 2011 09:00

SENESTE TV