Hans Pilgaard fra TV2s

Hans Pilgaard fra TV2s "Hvem vil være millionær?" var med til at sætte stemningen i vejret blandt de 200 gæster ved velgørenhedsarrangementet på Hotel Koldingfjord.

Ildsjæle skaffede 200.000 til børneprojekter

Velgørenhedsaften på Hotel Koldingfjord var en stor succes

200.000 kroner.
Det blev udbyttet af en velgørenhedsaften på Hotel Koldingfjord, som foreningen Hospitalsklovne-Kolding og en arbejdsgruppe bestående af den lokale billedkunstner Eva Joensen, indehaveren af ShoppingBazar, Dorthe Johannsen, og formanden for klovneforeningen, Geert Madsen, stod bag.
200 gæster var med til at sikre overskuddet, hvoraf halvdelen vil blive brugt på børneafdelingen på Kolding Sygehus. Den anden halvdel vil gå til andre børneprojekter i Trekantområdet. Hvilke projekter, der kommer til at nyde godt af de 100.000 kroner, vil arbejdsgruppen tage stilling til indenfor de kommende uger. De tre initiativtagere har allerede modtaget en række ansøgninger fra forskellige projekter, men det er stadig muligt at søge, understreger de. Interesserede kan sende en mail til geert@os.dk.
På baggrund af den store økonomiske succes ligger det allerede nu fast, at velgørenhedsarrangementet vil blive gentaget i 2013. Det bliver onsdag 8. maj, og det bliver atter et arrangement med mad og vine, underholdning, auktion med borgmester Jørn Pedersen som aktionarius, fyrværkeri og nøgleevent.
Direktør Peder J. Madsen, Hotel Koldingfjord, har endvidere foreslået, at velgørenhedsaftenen bliver en årlig tilbagevendende begivenhed på hotellet, og det er et tilbud, arrangørerne ikke kan sige nej til.

Publiceret 23 May 2012 03:00