Nu vender Kim-bøgerne tilbage

Hvidovreborgeren Finn Jul Hjortsøe har skrevet ny bog i den legendariske bogserie om Kim og hans venner - med fuld opbakning fra den oprindelige forfatters arvinger. Der er store forventninger til salget

¿Jeg lå på græsplænen foran min Onkel og Tantes hus og kiggede op på himlen. Der kredsede en lille sportsflyver rundt deroppe. Lidt udenfor fiskerlejet lå der en lille privat flyveplads, så flyvere var ikke noget særsyn. Tit var der faldskærmsudspringere med de små fly, først kredser de lidt rundt, så flyver de tilbage over flyvepladsen og hopper ud. Sådan har det været i mange år. Jeg var glad for, at den lille flyver kom forbi deroppe. Sådan skulle det være.¿

Sådan starter den nye Kim-bog ¿Kim vender tilbage¿, skrevet af Hvidovreborgeren Finn Jul Hjortsøe. Han er bidt af Kim-bøgerne og har været det siden barndommen. En af de første ting, Finn Jul Hjortsøe gjorde, da han fik kørekort, var faktisk at køre til den nordsjællandske kyst i jagten på det lille fiskerleje, hvor fortællingerne om Kim og mysterierne udgår fra. Kun for at erkende, at fiskerlejet var pure opspind. Men fascinationen af Kim-bøgerne levede videre. Og nu vækker Finn Jul Hjortsøe fiskerlejet og Kim til live igen: Som forfatter på bogen ¿Kim Vender tilbage¿. Store forventninger Hvidovreborgeren læste som ung hele serien om Kim og hans venner Erik, Brille og Katja, om og om igen. Nu har han vækket mysterierne til live igen. Og ikke kun til glæde for sig selv. Der er så store forventninger til ¿Kim vender tilbage¿, at bogen er trykt i 8.000 eksemplarer. Det er rigtig mange bøger i forlagsverdenen, men vidner om en udgiver, der tror på idéen. Opmærksomheden er stor, endda før bogen overhovedet er kommet på gaden. Den 1. juni vender Kim tilbage på boghylderne - efter 40 års ventetid. Taxa-Finn Finn Jul Hjortsøe kører stadig bil, men ikke længere på jagt efter et opfundet fiskerleje. Han er taxachauffør og kører Hvidovres gader tynde. Nu debuterer han som forfatter i en sen alder. - Jeg håbede i mange år på, at den oprindelige forfatter ville fortsætte, hvor han slap, så vi kunne få at vide, hvad der blev af Kim og hans venner. Men det skete ikke. Derfor opstod tanken om selv at forsøge. Jeg tænkte over en handling i nogle år og forsøgte at skrive, men gik i stå. Et par år senere forsøgte jeg igen og var denne gang bedre forberedt med et plot. Og så lykkedes det, fortæller Finn Jul Hjortsøe. Forfatteren Jens K. Holm (pseudonym for Bengt Janus Nielsen) stod bag de oprindelige Kim-bøger. Selv gik han bort i 1988, men siden har Finn Jul Hjortsøe fået kontakt til arvingerne. De har givet deres tilladelse og opbakning til, at Kim genopstod ved en ny forfatters hånd. - Bogen bliver en total nostalgisk oplevelse. De originale første 10 Kim-bøgers omslag fra 1957-1962 blev tegnet af Amdi Thorsen. Han lever endnu og er 89 år gammel, men tegner ikke mere. Amdi var venner med Bengt Janus Nielsen det meste af hans liv. Hans kone Majken Thorsen er kun 71 år og er også tegner, hun tegner bl.a. for Familie Journalen. Hun tegnede også omslagene på genudgivelsen af de første 10 Kim-bøger mellem 1986 og 1989. Det er Majken, der har tegnet omslaget til min nye Kim-bog, så autenticiteten er i behold også på omslaget, lyder det begejstret fra forfatteren. Han var ikke et sekund i tvivl om, at omslaget på den nye Kim-bog skulle være identisk i layout med de 25 gamle bøger. - Den skal jo op og stå til højre for ¿Kim Og Edderkoppen¿ fra 1973, med blå streger på ryggen og det hele!, siger han.ark

Publiceret 03 June 2013 08:00

SENESTE TV