Tour de Lokalområdet - Bjerget

En mand, en cykel, et bjerg. Journalist Jørgen Flindt kæmpede sig opad det mest klassiske af alle klassiske danske 'bjerge' Munkebjerg i vores lille serie om lokale bjergruter

Af
Jørgen Flindt

Det starter egentligt godt. Benene er gode, trådet er perfekt. Fjorden lægges bag mig, og mens jeg venter for rødt lys ved jernbaneoverskæringen, så ved jeg, at bakken bare kan komme an. Den halvgamle mand, mig, og den gamle cykel med syv gear er klar. Vi er klar til at kaste os ud et projekt, der lokker store mængder af motionsryttere med det perfekte udstyr til: Nemlig at bestige og besejre Munkebjerg.
Jeg har ikke noget perfekt udstyr. Men Munkebjerg er nærmest mytologisk, i Danmark i hvert fald, og den vil jeg besejre. Hvis jeg kan. 1200 meter med serpentinsving og op til 12 procent stigning. 93 højdemeter skal forceres på den korte afstand. Og så endda i yderst smukke omgivelser.
Da det bliver grønt ved den smalle bro, cykler jeg videre. Jeppe skal lige tage endnu et billede, så det får han lov til, men derfra er der kun en vej. Mod toppen.
I starten går det forbavsende nemt. Serpentinersvinget overvindes nemt. Jeg kører forbi stien ind mod den lange trappe, men den kan man nu ikke se. Jeg kigger i stedet på vejen. Stålsat på at komme opad.
Jeg fortsætter i samme tråd. De grønne træer nikker blidt i vinden, som om de anderkender min præstation. Jørgen Leth vil være stolt af mig:
"En mand, ensomt kæmpende mod toppen. Benene viser et let tråd, som Fausto Coppi og Marco Pantani før ham. Manden mod bjerget. Viljen mod naturen"
Sådan vil han måske beskrive min kamp mod toppen. Ok, nok ikke.
Nå skidt, det går forbavsende nemt indtil.....
.....Ondskab.
Hold da kæft, hvor ondskabet kommer bragende i hovedet på en. Jeg er helt oppe ved trægrænsen, eller i hvert fald der hvor der er fældet en masse træer, da Fanden selv melder sin ankomst i en version af voldsom stejl stigning.
Den lange, men bløde, vej, bliver til en stejl djævel, og jeg må op og træde hårdt i pedalerne. Det river langt ned i lungerne, og jeg er ved at give op. Jeg drømmer for en stund om epo, bloddoping eller i det mindste bare muligheden for at fange min vandflaske, men jeg har intet epo eller ekstra bold, og vandfalsken har jeg, dum som jeg er, liggende på bagagebærret.
Men jeg fortsætter, og kan ikke huske, om jeg snart er ved toppen, eller om det er bare er et vildt bump på vejen.
Det er toppen. Jeg kan se hotellet inde bag træer, og den slags giver vinger.
Hvem behøver epo, når man har vinger?
Og så er jeg oppe. Pænt under ti minutter efter starten ved bjergets fod.
Jeg rækker hænderne i vejret. Helt instinktivt. For jeg er glad. Vildt glad.
Jeg besejrede det klassiske bjerg ved Vejle Fjord. Endda uden det store udstyrsstykke. Jeg gik ikke ned på udstyr, men jeg kom op uden udstyr. På sin egen selvtilfredse måde, er det en dejlig tanke.
I næste uge venter kommunens længste, samlede "bjergetape". Den har jeg besejret før, og kan gøre det igen. Følg med, når den lokale tur slutter med en overraskelse for mange.

Publiceret 13 July 2013 10:00

SENESTE TV