Mød Shinson Hapkido til Kampsportens dag

Shinson Hapkido er en Koreansk kampkunst, der har rødder tilbage i oldtidens Korea. Det betyder ikke, at det er gammeldags og støvet, men tværtimod at teknikkerne og tankerne bag, er velafprøvede og gennemtestede, og vi kan derfor garantere at det virker. Vi kalder det en kampkunst, fordi kampen ikke er det primære for os. For os er det primære udviklingen af den enkelte og fællesskabet, hvorfor Shinson Hapkido også indeholder meget mere, end blot at lære at forsvare sig selv.

Shinson Hapkido indeholder, ud over selvforsvarsdelen, også træning for krop og sjæl, i form af styrke- og konditionstræning, smidigheds- og meditationstræning samt traditionel asiatisk helbredelseskunst, blandt andet i form af akupressurteknikker og læren om medianbaner og nervepunkter. - I selvforsvarsdelen anvender vi mange forskellige teknikker, herunder slag, spark, kast og låse (fiksering af modstander). Endvidere træner vi faldteknikker, da en vigtig forudsætning for en evt. kamp er, at man ikke kommer unødigt til skade ved et fald eller kast. Vi træner også brug af stave i forskellig længde, samt forsvar mod kniv og slagredskaber, siger Torben Bruun, og fortsætter: - Vores træning er baseret på fem grundlæggende værdibegreber: Tillid, Respekt, Tålmodighed, Ydmyghed og Næstekærlighed. Disse værdier gennemsyrer træningen og den måde vi omgås hinanden i klubben og i det daglige. Vi adskiller os fra andre kampsportsgrene på flere måder, men en væsentlig forskel er, at vi ikke har konkurrencer eller turneringer. Der er derfor ingen der er nummer et - og dermed heller ingen der er nummer sidst. I stedet er det vigtigt, at hver enkelt hele tiden har en oplevelse af, at de hele tiden bliver en smule bedre, end de var til forrige træning. - Vi har dog også ligheder med andre kampsportsgrene. For eksempel benytter vi farvede bælter, for at vise hvilket niveau den enkelte befinder sig på, hvilket kan være en fordel når man på lejre, træner med andre som man ikke normalt træner sammen med. Der er i alt 10 elevgrader før det sorte bælte. Til hver elevgrad hører et nyt bælte, og for at få dette, skal man kunne en række nye teknikker. Hvis man til graduering kan disse, får man det næste bælte. Afhængig af hvor meget man træner, kan der gå 4-12 måneder mellem hver graduering, slutter Torben Bruun. Ved siden af den normale træning, deltager man i forskellige nationale og internationale træningslejre. I år har klubben været i Cham i Schweiz og næste år skal de til Darmstadt i det sydlige Tyskland. Ud over den egentlige træning i Shinson Hapkido, laver man i løbet af året forskellige sociale arrangementer og ture, som for eksempel kanoture i Sverige eller overnatningsarrangementer i Dojangen. Du kan læse mere på hjemmesiden shinsonhapkidohvidovre.dk samt se klubbens opvisning, og i øvrigt møde dem på Kampsportens dag den 28. september i Dansborghallen, hvor man med glæde fortæller mere, og gerne viser nogle simple men effektive teknikker, til for eksempel at komme fri fra en modstander der holder fast.


fgfdg

fgfdg

Publiceret 03 September 2013 08:00

SENESTE TV