Seniorfitness gør Køges seniorer rigtigt glade

Besøg på Træningscentret Møllebo i Køge, hvor gymnastikinstruktør Lotte Brix giver 50+ erne sved på panden.

SENIORFITNESS: Lotte Brix er gymnastikinstruktør i Gymnastikforeningen Køge Bugt, og hun har trænet børn, unge og voksne i 25 år. Men i dag er det onsdag eftermiddag i Træningscenteret Møllebo i Køge, og det betyder, at det er en helt anden aldersgruppe, der skal have sved på panden. Der er nemlig Seniorfitness på programmet.
Seniorfitness har kørt siden marts måned i år og er et treårigt pilotprojekt finansieret af Køge Kommune. Seniorfitness er et træningstilbud til de borgere i Køge over 50 år, der netop har afsluttet et kommunalt genoptrænings- eller rehabiliteringsforløb og som gerne vil fortsætte med at træne i trygge omgivelser. Tiltaget er et samarbejde mellem DGI Midt- og Vestsjælland, Køge Kommune, Gymnastikforening Køge Bugt og Borup Fitness.
Desuden er Seniorfitness ét af de tiltag Køge Kommune har sat i værk i den seneste tid og som er en del af indsatsen 'Aktiv Aldring'.
- Vi kunne se, at der var et behov for at vedligeholde det funktionsniveau, der var blevet oparbejdet i løbet af genoptræningen, så disse borgere ikke blev dårlige igen og måske måtte indlægges igen og igennem endnu et genoptrænings- eller rehabiliteringsforløb, forklarer Stine Rodenberg, der er sundhedskonsulent i Køge Kommunes Social- og Sundhedsforvaltnings afdeling Forebyggelse og Sundhedsfremme.
Fysioterapeut Marianne Grindsted Sørensen, der arbejder med genoptræningsholdene på Møllebo er glad for det nye tilbud.
- Vi har længe manglet et tilbud til vores lidt sårbare borgere, som kan have svært ved på egen hånd at vælge et motionstilbud efter endt genoptræningsforløb. Ikke fordi de mangler motivation, men fordi trygge rammer og underviseren er vigtige faktorer.
- Formålet med Seniorfitness er, at Køges seniorer kan få øget deres livskvalitet i og med at de kan forblive selvhjulpne. Derudover kan seniorerne også vedligeholde de sociale relationer, der ofte er opstået på genoptrænings- og rehabiliteringsholdene, siger Stine Rodenberg.

Begejstring for Seniorfitness

På Seniorfitness-holdet i Møllebo er der enighed om, at tilbuddet er rigtig godt.
- Efter træning føler man sig rigtig godt tilpas. Man har det godt med sig selv, fordi man har været i gang, forklarer 86-årige Anne Aarslew, der ikke er alene om at være begejstret for det nye træningstilbud.
Birtha Dehlin synes at Seniorfitness er en rigtig god fortsættelse af den genoptræning hun har gået til indtil nu.
- Dengang var jeg på et knæhold, og der trænede jeg kun knæet. Her træner vi det hele. Man kan godt mærke, at det er en gymnastikinstruktør, der træner os, for vi har en rigtig god opvarmning, siger Birtha Dehlin på 82 år. Hun er ikke i tvivl om at Seniorfitness har gjort hende mere mobil.
- Da jeg startede måtte jeg hele tiden holde fast i barrerne derovre. Nu kan jeg sagtens stå herude på gulvet under hele opvarmningen, forklarer Birtha Dehlin stolt.
Seniorfitness koster et kontingent på 150 kr. pr. måned, hvor man betaler to måneder ad gangen. For de penge kan man træne én time to gange om ugen. Deltagerne betaler selv for transporten til og fra Seniorfitness.
Vita Taggård på 78 år har dyrket Seniorfitness i to måneder nu, og har slet ikke fået nok.
- For mig er det vigtigt, at det er det samme igen og igen – så to måneder er alt for lidt for mig. Jeg vil gerne fortsætte, siger Vita Taggård.
I Borup er de lige så begejstrede som i Møllebo i Køge.
- Alle, der er med til Seniorfitness, fortsætter. De er rigtig glade for det, fortæller chefinstruktør i Borup Fitness Lisbeth Møller.

Fra Seniorfitness til foreningshold

Gymnastikinstruktør Lotte Brix er glad for at høre, at motionisterne på Seniorfitness-holdet i Møllebo er glade for træningen og har lyst til at fortsætte.
- På et tidspunkt får de måske lyst til at komme videre på et fitnesshold i en forening. Men det er vigtigt, at de stadig kan træne individuelt i forhold til de udfordringer de har, og det kan de bedst ved hjælp af fitnessmaskinerne, siger Lotte Brix.
Men et almindeligt fitnesscenter er ikke en mulighed for seniorerne.
- Vi tilhører en aldersgruppe, der ikke går i fitnesscenter. Jeg føler mig ikke tryg der. Der er så mange super-sild, og så kommer vi der. Vi har ikke kræfter til det. Det går alt for stærkt, forklarer Birtha Dehlin.
Der er ingen begrænsninger for, hvor længe man kan gå til Seniorfitness, men så længe deltagerne ikke kommer videre ud på andre hold, så er der heller ikke plads til nye motionister. Dog kan man blive skrevet på en venteliste.
I Borup fungerer Seniorfitness dog lidt anderledes. Her får deltagerne et medlemskort og kan derfor træne lige, når det passer dem, og på lige fod med resten af medlemmerne i Borup Fitness.
- Derfor har vi plads til mange flere, fordi vi kører det mere frit. Men det er tydeligt, at deltagerne følges de to dage om ugen, hvor vi har Seniorfitness. Når der starter en ny, så får personen en gennemgang af vores maskiner og mange gange kan deltagerne også hjælpe hinanden, forklarer Lisbeth Møller.

Det sociale er vigtigt

Det sociale aspekt er en vigtig del af træningen og fastholdelsen af seniorerne, og mange af motionisterne kommer 20 minutter før træningen starter, så de har tid til at sidde og snakke lidt før opvarmningen går i gang.
- Det sociale er meget vigtigt, og det er rigtig godt, synes jeg, siger Birthe Vinther på 79 år og de andre nikker.
Gymnastikinstruktør Lotte Brix kan også mærke, at deltagerne har et socialt behov.
- De er glade for træningen, men det sociale er lige så vigtigt. Nogen gange må jeg bede dem om at høre efter, når jeg giver instruktioner, fordi de har så travlt med at snakke. For at styrke det sociale, starter vi med en fælles opvarmning med musik. Bagefter er der 30 minutter med individuelle øvelser på maskiner og til sidst har vi fælles afslutning. Jeg vil gerne give dem en fællesskabsfølelse, så de føler, at de er en del af et hold, og det tror jeg også, de er glade for, siger Lotte Brix.
Lige nu er Seniorfitness-holdet fyldt op i Møllebo. På Tingstedet i Herfølge er holdet halvt fyldt op og i Borup er der ingen øvre grænse. For at komme på et Seniorfitness-hold skal man have en henvisning fra sin fysioterapeut eller ergoterapeut fra sit tidligere genoptrænings- eller rehabiliteringshold.
- Det er vigtigt at komme i gang med Seniorfitness med det samme efter at genoptræningen eller rehabiliteringen er afsluttet, så man kan vedligeholde de gode rutiner man har fået. Man kan evt. få sin fysioterapeut eller ergoterapeut til at ringe for en, så man får skabt kontakten med det samme, foreslår Lotte Brix.
Fysioterapeut Marianne Grindsted Sørensen uddyber:
- Der er kontaktterapeuter på alle genoptræningscentrene, som sørger for at skabe dialog mellem borgeren og Seniorfitness-instruktørerne, når man vil starte. Der er også mulighed for at få en prøvetime til Seniorfitness, hvis borgeren er i tvivl om, om Seniorfitness er noget for dem.
I Borup kan man træne Seniorfitness i Borup Fitness ved at kontakte instruktør Lisbeth Møller på mobil 2714 3244. I Køge kan man træne Seniorfitness enten i Møllebo eller på Tingstedet i Herfølge ved at kontakte instruktør Lotte Brix på mobil 2211 0842.

Læs mere om Seniorfitness på Køge Kommunes hjemmeside www.koege.dk/aktivaldring.
pm

Instruktør Lotte Brix instruerer Lili Pedersen, der skal træne sin ryg. (Foto: Tine Goll).

Instruktør Lotte Brix instruerer Lili Pedersen, der skal træne sin ryg. (Foto: Tine Goll).

52-årige Michael Pedersen kan bedst lide at træne på motionscyklerne, fordi her styrer han selv tempoet. (Foto: Tine Goll).

52-årige Michael Pedersen kan bedst lide at træne på motionscyklerne, fordi her styrer han selv tempoet. (Foto: Tine Goll).

Der er smil på læberne, når der varmes op til Seniorfitness. (Foto: Tine Goll).

Der er smil på læberne, når der varmes op til Seniorfitness. (Foto: Tine Goll).

Vita Taggård på 78 år træner sin balance på en luftpude. Det kan godt være svært. (Foto. Tine Goll).

Vita Taggård på 78 år træner sin balance på en luftpude. Det kan godt være svært. (Foto. Tine Goll).

Publiceret 12 May 2014 06:00

SENESTE TV