Pastelfarver, panfløjte og principper

Multikunstneren Erik Westergren holder temasøndage i eget hjem, hvor alle er velkomne

Af
Af Maria Brandt

Kaffemaskinen snurrer energisk, og der dufter af nybagte boller og kage i det tidligere Østby Mejeri. Det kæmpe lokale er fyldt med musikinstrumenter, malerier, skulpturer, indianertøj og sydamerikansk kultur. Folk er klædt i pastelfarver, som er denne søndags tema. Der er mødt ni op, som sidder og hygger og snakker og spiller musik omkring bordet. Der bliver spillet på alt fra en boliviansk charango, panfløjte, sækkepibe lavet af en håndstøvsuger, banjo og akustisk guitar. Det er musikeren og kunstneren Erik Westergren, 63 år, der står for arrangementet, som bliver holdt første søndag i hver måned.

Fri fantasi

”Alle er velkomne, og der er mulighed for alt på disse temasøndage. Folk kan både spille musik sammen, lave tryllekunst, læse digte op, fortælle en historie, male, spille skuespil, og tage debatter og diskussioner op. Det er op til den fri fantasi,” siger Erik Westergren og tilføjer, at det er vigtigt, at folk accepterer tilstanden, at man lytter til hinanden, og at der kommer folk ind og ud i løbet af dagen. Der er altid varm kaffe på kanden, fællesspisning om aftenen, og et påklædningstema. I den kommende tid vil det f.eks. være sommergule farver, badetøj og nissetøj. For mange år siden var stedet et andelsmejeri, og derefter et museum og kunstcenter. Nu er det Erik Westergrens stue. Området omkring er beboelse for flere familier, blandt andre Erik Westergrens 91-årige mor, der er tidligere keramiker og violinist, hans ene søn og datter, der begge er tækkemand og bor her sammen med deres familier. Eriks far Edwin Westergren boede på stedet indtil hans død, og hans værker er stadig på området og består af bl.a. malerier, filosofiske bøger, digtsamlinger, træsnit og de kæmpe skulpturer, som står udendørs. Faren var også musikalsk og spillede på klaver og mandolin. Musikken og kunsten har Erik Westergren taget til sig, men kunsten er ikke i samme omfang som faren. Erik Westergren skærer træfigurer og maler abstrakt kunst, natur og erotiske billeder. Musikken derimod har han taget til sig i stor stil, og den brændte han for, allerede da han var barn. Han lavede sit første instrument som 15-årig af en natpotte. Den malede han og satte strenge på, så den lød som en mandolin.

Boliviansk indianermusik

Erik Westergrens interesse for boliviansk indianermusik startede, da han mødte en lille indianer, der spillede musik på Strøget i København. Erik Westergren havde sin mandolin med, og det udviklede sig hurtigt til, at de spillede sammen på Strøget i to år. ”Jeg er vild med den positive energi i indianermusikken, og mange af mine instrumenter har jeg købt af ham,” siger Erik Westergren, der for sjov og på opfordring tager ud i børnehaver og spiller sammen med børnene.

Livsfilosofiske principper

Erik Westergren har mange livsfilosofiske tanker og har et ønske om, at temasøndagene også kunne tage sådanne tanker og diskussioner op. ”Det kunne f.eks. være emnet, hvad er vi her for, eller hvordan får vi noget godt ud af livet. Folk må meget gerne male og spille musik til. Men det er svært, for mange moderne mennesker vil helst sidde med deres internet og trykke på deres ipad og iphone,” siger Erik Westergren, der ikke selv bruger computer og internet, men dog har anskaffet sig en mobiltelefon. Næste temasøndag er den 6. juli, hvor temaet er sommergule farver. Det starter kl. 14.45 og slutter senest 23.45. Tilmelding skal ske dagen før ved at ringe til Erik Westergren på 22 99 96 91.

Publiceret 17 June 2014 15:00

SENESTE TV