Eleverne fra Solrød Gymnasium klar til debat. (Foto: Brian Mikkelsen (K)).

Eleverne fra Solrød Gymnasium klar til debat. (Foto: Brian Mikkelsen (K)).

Solrød Gymnasium havde stor demokratidebat

DEBAT: Fredag formiddag var en række politikere fra Folketingets partier taget til Solrød for at debattere med hinanden og ikke mindst med de mange elever på Solrød Gymnasium. 
Det var de politiske partier selv, der i samarbejde med organisationen YouGlobe, der arbejder for at aktivere børn og unge, havde sat debatten op.
Emnerne, som politikerne og de unge kom omkring, var centreret omkring demokrati. Politikerne og eleverne fik undervejs præsenteret tre små film, som de skulle debattere på baggrund af. Filmene handlede om grundloven, ytringsfrihed og valgretsalder, og konceptet gik derefter ud på, at politikerne skulle i dialog med de unge om de forskellige emner.  
En af de politikere, der deltog i debatterne, var Brian Mikkelsen, der sidder i Folketinget for Det Konservative Folkeparti, og han var efter arrangementet meget imponeret over de unge fra Solrød Gymnasium: 
- Det var et fantastisk arrangement, og jeg blev helt overvældet af de unges engagement og interesse omkring både dagens emner men også om politik generelt. Særligt ytringsfrihed og demokrati er jo noget, der fylder meget i den offentlige debat for tiden. Derfor er det også dejligt at opleve, at det er noget, der fylder noget hos unge mennesker. Vores ytringsfrihed er truet, når der er nogle af landets aviser, der åbent erkender, at der er ting, de ikke tør trykke – og derfor er det særligt vigtigt, at vi får debatten om ytringsfrihed ud i det åbne rum, så alle får taget aktivt stilling til det, fortæller Brian Mikkelsen efter arrangementet.
- Ytringsfrihed og demokrati er det vigtigste, vi har her i Danmark. Det skal vi til evig tid værne om og passe på. Derfor er det også utroligt vigtigt, at vi holder debatten ved lige, og det var de unge fra Solrød Gymnasium i dén grad med til, slutter Brian Mikkelsen.  
Udover Brian Mikkelsen fra det Konservative Folkeparti deltog politikere fra Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti.  
pm

Brian Mikkelsen (K). Pressefoto).

Brian Mikkelsen (K). Pressefoto).

Publiceret 23 March 2015 11:45

SENESTE TV