Vivian Jørgensen...

Vivian Jørgensen...

Moren kan fængsles - faren bestemmer!

Hvidovre Avis bragte i sidste uge historien om den 26-årige Sascha, der sidder i Vestre Fængsel fordi hun ikke vil udlevere sin datter til samvær med faren.

Af Advokat Vivian Jørgensen

Sascha har nu siddet i fængsel i snart tre uger.
Det er en meget vanskelig situation. Hvordan kan det være, at en god og beskyttende mor, som Sascha vælger fængsel frem for at udlevere barnet til samvær med faren?
Jeg vil - set ud fra min erfaring - give en generel beskrivelse af situationen for mødre og børn, som oplever, at barnets far har en overgribende adfærd, og herunder f.eks. har truet med at tage barnet ud af landet.
Forældreansvarsloven fra 2007, som blev revideret i 2012, indeholder regler for fastsættelsen af samvær. Loven anser en far som har samme gener som barnet, som gavnlig for barnet. Den konkrete adfærd faren udviser overfor mor og barn og barnets historie tillægges ikke mere afgørende betydning. Der fastsættes næsten altid samvær, hvis faren beder om det. Han kan vælge kontakten med barnet til og fra.
Når en fars konkrete adfærd ikke tillægges afgørende betydning, er det vanskeligt at beskytte barnet og moren mod overgreb.
Op til og under 2. Verdenskrig blev udvalgte grupper af befolkningen anset som skadelige ud fra en biologisk genteori uden at der blev set på den enkeltes konkrete adfærd. Verden ønskede efter Verdenskrigen at beskytte hvert enkelt menneske mod overgrebsadfærd ved ufravigelige menneskerettigheder. I 1991 blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention med charter vedtaget som lov i Danmark. Menneskerettighederne skulle beskytte mod overgrebsadfærd, som national lov, også mod vold og trusler fra en fars side.

Ser ikke på den konkrete adfærd

FN's Børnekonvention blev også vedtaget af Danmark. Den siger, at alle afgørelser om barnets forhold skal være til barnets bedste samt at barnet skal beskyttes mod overgreb - også fra en forælders side. FN har udsendt et notat om hvordan “barnets bedste” i børnekonventionen skal fortolkes. Der skal foretages en samlet vurdering af alle de forhold, som man ved har betydning for et barns bedst mulige trivsel, såsom stærkest tilknytning, beskyttelse mod overgreb, stabile forhold, og kontakt med samværsforælderen. Barnet har ret til kontakt med faren, hvis det er til gavn for barnet, men barnet skal beskyttes mod overgreb, også fra en fars side. FN's definition af barnets bedste ses ikke altid at være sammenfaldende med den definition, som anvendes i den praksis, der er efter forældreansvarsloven. I samværssager anses det vigtigste for barnet at være at få kontakt med samværsforælderen selv om mor og barn oplever, at faren har en overgrebsadfærd der påvirker barnet negativt. Min erfaring er, at næsten alle fædre som gerne vil have samvær, får samvær.
I Danmark har der gennem en årrække været et ønske om at ligestille forældrene i relation til barnet. Hvis samværsforælderen ønskede samværet skulle barnet have ret til samvær.
En ligestilling af forældrene er vanskelig, når det drejer sig om barnets forhold, da barnet har selvstændige menneskerettigheder. Kun hvis man ser bort fra den konkrete adfærd udvist overfor barnet og fra barnets historie i den enkelte sag og vælger at prioritere biologiske forhold højere, kan man generelt ligestille forældre og sikre, at fædre næsten altid får samvær.
Hvis man i stedet for at kikke på generelle biologiske rettigheder, som forældreansvarsloven synes at gøre, kikker på den konkrete adfærd - som man gjorde før 2007 i forældremyndighedssager og før 1996 i samværssager - vil der blive konstateret forskelle, som der skal tages hensyn til og som vil medføre, at der af hensyn til barnet skal ske en forskelsbehandling af de to forældre og en forskelsbehandling fra far til far. En grundig undersøgelse kan vise, om der er tilstrækkelige indicier eller beviser for, at en far har en overgrebsadfærd, som gør at det ikke er gavnligt for barnets trivsel med samvær.
I dag er der en praksis som medfører, at så godt som alle fædre får samvær hvis de ønsker det.
Hvis de ikke ønsker det, tvinges de ikke og de sættes ikke i fængsel for ikke at ville give barnet kontakt. Moren, der som oftest er bopælsforælder, kan derimod f.eks. fængsles på samværsforælderens begæring, hvis barnet ikke udleveres frivilligt. Hvis faren har lyst til at have samvær med barnet skal mor og barn stille op når og hvor der fastsættes samvær af Statsforvaltningen for faren, også selvom de begge er bange og de oplever at han har overgrebsadfærd.

Tvivl kom barnet til gode

Der anvendes i dag tvang i et ikke tidligere set omfang. Fængsling af mor for at få barnet udleveret sker ikke ofte, men dog ind i mellem. Jeg har været advokat for fire mødre - medregnet Sascha - som er blevet fængslet siden 2010 fordi myndighederne ønskede, at de skulle udlevere barnet til faren.
Sascha er fængslet efter vidnereglerne, fordi hun ikke vil give fogedretten de oplysninger, som fogedretten vil have om hvor barnet er henne, så barnet kan blive udleveret til faren.
Før 2007 blev der i Danmark anvendt en definition af barnets bedste, hvor det vigtigste var at barnet fik stabile forhold, opfyldt basale behov, var hos den person som barnet var stærkest knyttet til og blev beskyttet mod overgreb og fik ro for forældrenes konflikter. Der blev kun samvær for faren, hvis det var til gavn for barnets trivsel.
Faren skulle før 1996 bevise, at samværet var til gavn for barnet, fordi det vigtigste var barnets bedste. Det betød, at der var en gruppe af fædre som ikke fik samvær fordi det ikke var godtgjort, at kontakt med dem gavnede barnets trivsel. Det var f.eks. alkoholikere, stofmisbrugere eller voldsmænd.
Ofte var der kun barn og gerningsmand til stede under et samvær og gerningsmanden ville ofte nægte overgreb. Det blev derfor ofte påstand mod påstand. Den gang blev der lagt afgørende vægt på barnets egne udtalelser om overgreb. Primær omsorgsperson blev troet, hvis hun - det var oftest en moren - var troværdig. Myndighederne ønskede ikke at udsætte barnet for risiko, så hvis der var risiko for barnets sikkerhed, blev der ikke samvær.
I fogedretten - hvor jeg i fire år fra 1985 til 1989 var foged - var der få samværssager og der blev nærmest ikke brugt tvangsmidler mod en mor, hvis der ikke blev udleveret til samvær, da den skade man gjorde overfor moren -  f.eks. ved at fængsle hende - ville gå ud over barnet og skade barnets trivsel, som efter loven ikke skulle skades - men gavnes - ved et samvær. Der blev ved samværsforvaltningens fastsættelse af samvær set på og undersøgt hvordan den konkrete adfærd og tilknytning havde været fra hver forælders side overfor barnet og set på barnets historie. Fogedretten fængslede nærmest aldrig en mor, som var bopælsforælder, da det blev anset for at være for traumatisk for barnet. Udkørende fogedforretninger blev nærmest ikke anvendt, da det var for traumatisk for barnet at blive afhentet uden varsel i barnets institution uden at moren var der. Der blev lagt stor vægt på at barnet og dets primære omsorgsperson, oftest moren, var en enhed, som skulle beskyttes. Der blev samvær hvis det var en god far med en social adfærd, fordi det naturligvis var til gavn for barnet at have en far så længe hans adfærd var positiv set i forhold til barnets trivsel. Samvær skulle være positivt og sikkert for barnet. Hvis det var tvivlsomt om kontakten med faren var til gavn for barnet, kom tvivlen barnet til gode og der blev ikke samvær.

Retsstilling vendt på hovedet

Fædre, som ikke fik samvær var vrede over, at de ikke måtte få kontakt med barnet. De arbejdede på at få loven ændret. I 1996 kom en ny lov, som indførte ret for samværsforælderen til at få samvær med barnet.
Det skulle i en samværssag ikke længere vurderes om samvær var bedst for barnet. Barnet og barnets primære omsorgsperson skulle nu - modsat før - bevise, at samvær var til så stor skade for barnet at det var påkrævet, at der ikke var samvær, hvis der var oplevelser af overgreb fra farens side. Det var oftest umuligt at bevise, da overgrebsmanden oftest nægtede overgreb. Der var ikke vidner til stede, og det var farens påstand mod barnets, og ofte blev barnet ikke troet.
Også misbrug af stoffer eller alkohol eller psykiske problemer hos samværsforælderen skulle nu bevises af barn eller primær omsorgsperson. Det var næsten umuligt. Næsten alle fik samvær fordi primær omsorgsperson - oftest moren - og barnet ikke kunne bevise, at der var tale om en undtagelsessituation, hvor det var påkrævet af hensyn til barnet, at der ikke blev samvær.
Ændringen gav store problemer for barnet og moren, bopælsforælderen, og blev kritisteret af FN for ikke at overholde børnekonventionen som krævede en konkret vurdering af hver forælders adfærd samt af barnets historie, for at afgøre om det var det bedste for barnet med samvær.
Mange bad politikerne om lovændring.
Jeg startede som advokat efter 14 års arbejde under Justitsministeriet, som dommerfuldmægtig- og politifuldmægtig og foged den i 1997. Jeg arbejdede som advokat i samværs- og forældreansvarssager hvor der var overgreb og hvor mor og barn ofte var på krisecenter.
Jeg var chokeret over den ændring der var sket fra jeg var foged. Retsstilligen så ud til at være vendt på hovedet. Nu var det samværsforælderens ret til samvær som blev beskyttet og fuldbyrdet, mens det tilsyneladende ikke betød noget særligt, hvordan barnet reagerede på eller havde det med samværet. Næsten alle fik samvær. I forældremyndighedssager var der stadig en vurdering af barnets bedste ud fra hver forælders tilknytning til barnet, hver forælders miljø, barnets historie og der blev lagt vægt på barnets egne ønsker og oplevelser. Det gjorde, at der i samværssager var en afsmittende effekt, således at det nogle gange var muligt i sager, hvor der var mistanke om overgreb at undgå samvær af hensyn til barnet eller en tvangsfuldbyrdelse fordi den blev anset for at være til alvorlig fare af fogedretten i enkelte sager.
Fordi så mange sagde, at loven ikke var god nok blev der nedsat et ekspertudvalg som skulle se på området. De afgav i 2006 en ekspertbetænkning - Barnets Perspektiv nr. 1475 - som anbefalede fælles forældremyndighed ved tvang. Før fik den ene forælder forældremyndigheden ved uenighed hvilket gav ro for barnet. Den tvungne fælles forældremyndighed skulle være dommerens valg og skulle kun bruges som en meget snæver undtagelsesregel.
Den væsentligste forbedring i betænkningens lovforslag var, at nu skulle der igen i samværssager foretages en konkret vurdering af om et samvær var i barnets interesse ud fra FNs definition, hvor der skulle ses på alle forhold og ingen forhold måtte være vigtigere end andre.
Imidlertid fulgte lovgiver ikke eksperternes anbefalinger, men indførte et "samfundseksperiment". Eksperimentet gik ud på, at der nu - som hovedregel -  indførtes tvang til samarbejde, således at begge forældre skulle have plads i barnets liv. Selv om den ene var voldelig eller havde overgrebsadfærd skulle der vises samarbejdsvilje. Ved fortolkningen af barnets bedste skulle indfortolkes samvær og samarbejde. Der var en meget snæver mulighed for at få ophævet eller ikke få etableret fælles forældremyndighed. Af loven fremgik, at der skulle samarbejdes om samvær og udlevering af barnet.
Bevisbyrden for at der var tale om vold eller overgreb blev nu gjort næsten umulig at løfte. Der måtte ikke føres vidner og der måtte ikke afhøres børnesagkyndige som vidner om den rapport, som de havde udfærdiget i sagen og hvor der ofte var stort fokus på samarbejdsviljen, herunder omkring samvær. Hvis vold og overgreb ikke kunne bevises, kunne det ses som samarbejdschikane at fremkomme med sådanne oplysninger. Manglende samarbejde om samvær kunne ses som manglende forældreevne med risiko for myndighedssanktioner, f.eks. overflytning af forældremyndighed eller bopæl til samværsforælderen.

Vanskelig situation

20 ud af 21 medlemmer i arbejdsgruppen for andragender i EU parlamentet har i 2013 udtalt alvorlig kritik af lovgivningen og praksis i Danmark på forældreansvarslovens område.
Danmark har vedtaget Istanbulkonventionen som trådte i kraft pr. 1. aug. 2014, hvor staten skal beskytte kvinder og børn mod vold og risiko for vold - også i samværssager og hvor der kan klages til Grevio, som er konventionens klageorgan, hvis der opleves overtrædelser af konventionen.
Der er netop vedtaget en ny lov, som kaldes skilsmissepakke 1. Den lægger stor vægt på betydningen af samværschikane, mens der ikke lægges større vægt på risikoen for overgreb på barnet. Hvis et overgreb ikke anses for bevist, kan det i stedet blive anset for at være samværschikane. Den netop vedtagne lov indfører bl.a. automatisk samvær i visse situationer. Der kommer formentlig snart to yderligere lovpakker af lignende karakter. Der sættes hårdt ind for adfærd, som anses som samværschikane.
Situationen for beskyttende mødre og børn, som oplever at barnets far har overgrebsadfærd, er meget vanskelig.
Det er den situation Sascha nu oplever.

Publiceret 27 May 2015 08:00

SENESTE TV