Copenhagen Guitar Duo.

Copenhagen Guitar Duo.

Copenhagen Guitar Duo spiller musik i gammel klinik

Linnea Villén arrangerer på ny en huskoncert med plads til blot 30 gæster i et privat hjem i Køge.

Af
Martin Rasmussen

KONCERT: En funkisvilla i Køge, der for år tilbage kun blev besøgt af kvinder, åbner nu sine døre for musikinteresserede af begge køn, når den anden af tre lokale huskoncerter løber af stablen torsdag den 29. oktober klokken 19.30.
Det er den prisbelønnede duo Copenhagen Guitar duo, der gæster den gamle gynækologiske klinik, der nu er indrettet som privat hjem. Koncerten arrangeres af fløjtenist Linnéa Villén, og konceptet er knivskarpt: Tre forskellige koncerter, tre forskellige hjem, Tre forskellige vine udvalgt til at matche noget af det spillede repertoire.
Der er blot 30 pladser til hver koncert.
- Muligheden, for at magi opstår, er ekstremt stor, når man er så tæt på kunstnerne, siger Linnéa Villén.
Copenhagen Guitar Duo består af Allan Sjølin og Martin Buono. De er begge solistuddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og har spillet sammen i over femten år med masser af erfaring, scenetække og originale fortolkninger. Foruden originalmusik skrevet for to guitarer har de arrangeret værker skrevet for andre instrumenter.
De har samarbejdet med blandt andre DiamantEnsemblet ved flere lejligheder i Den Sorte Diamant, turneret i Norge, Mexico, Kina og USA og de har givet koncerter overalt i Danmark. De er prisvindere ved Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums årlige kammermusikkonkurrence i 2010 og 2012.
Billetter kan bestilles på mail linneavillen@gmail.com og tlf. 2876 8992.

Publiceret 25 October 2015 17:00

SENESTE TV