Fighters overvandt chokstart

Målmand Magnus Bo Hansen og Andreas Silfverberg sikrede hjemmesejr efter straffeslag

ISHOCKEY: Det var en meget lige og velspillet kamp mellem to dygtige skøjtemandskaber, da Hvidovre Fighters i fredags vandt 4-3 efter straffeslag over Rødovre.

Af
ebo@hvidovreavis.dk

De teknisk meget dygtige skøjteløbere fra Rødovre gav Hvidovre lidt af et chok i kampens første minutter, da en hvidovreback blev snydt, og målmand Magnus Bo Hansen måtte lade en puck passere fra spids vinkel. Hvidovre kørte dog fint på og fik mere og mere styr på kampen, som den udviklede sig.  En af de ting, som træner Jesper Andersen forventer af spillerne hver gang, er et højt pres, og det har gennem de fleste kampe givet holdet et par gode muligheder. Denne gang var det Axel Hellqvist, der fik stjålet en puck, taget at par træk og banket pucken i mål til 1-1, som blev 1. periodes resultat. I 2. periode var det for tredje gang af tre mulige Victor Cubars, der bragte sig i fokus. Den kun 15-årige spiller scorede sit 3. mål i tre kampe, da han ud af ingenting, fik erobret en puck og smart og med stort overblik og overskud kunne bringe Hvidovre i front. - Han er bare en rigtig dygtig spiller med enormt potentiale, lød det anerkendende fra træner Jesper Andersen. - Han er jo selvsagt ikke i samme form som de øvrige spillere, men han kan så noget andet, som er kampafgørende i 1. division. Han ser, hvad målmanden gør og reagerer på, og så er han en iskold afslutter... - Desværre kunne vi ikke holde føringen. Rødovre udlignede efter power play, hvor det så lidt for let ud i forhold til målmand Magnus Bo Hansen. Det blev også 3-2 til Rødovre, hvor der var trafik indenfor Magnus Bos mål, og det mål var jeg ikke helt tilfreds med. Jeg syntes, dommeren forinden burde have dømt en udvisning til Rødovre, men selvom vi spillede en fin 2. periode var vi bagud 2-3... - Sidste periode var en konsekvens af mange brugte kræfter i de foregående to perioder. Rødovre var bedst, og vi var under pres. Vi fik så lige puttet de sidste kræfter ind hen mod slutningen, hvor vi spillede fem mod tre. Anders Bach fik fyret af fra distancen, og Daniel Høhl styrede pucken i mål til 3-3. Forlængningen endte 0-0, hvor vi startede i undertal. Straffeslagsafgørelsen havde to store profiler. Målmand Magnus Bo Hansen og Andreas Silfverberg. Magnus Bo holdt os inde i kampen efter de første tre straffeslag, hvor vi brændt først og han så tilsvarende måtte redde Rødovres forsøg. Herefter trådte Andreas Silfverberg ind på scenen. Rødovre bragte sig i front på deres 4. straffeslag, men Andreas Silfverberg kvitterede sikkert. Magnus Bo reddede så deres femte  forsøg, hvor Andreas Silfverberg igen viste sit format... - En fin smal sejr og to point til kontoen. Vi spiller ude mod Gladsaxe på fredag kl. 20.15, inden vi skal holde spillepause i 14 dage...

Publiceret 27 October 2015 08:00

SENESTE TV