Rene Lomholt (tv) og Per Lunding Sørensen er klar til en venskabelig dyst i Køge Bowling Center, som de begge har været meget aktive brugere af siden åbningsdagen den 1. oktober 1975. (Foto: JCJ).

Rene Lomholt (tv) og Per Lunding Sørensen er klar til en venskabelig dyst i Køge Bowling Center, som de begge har været meget aktive brugere af siden åbningsdagen den 1. oktober 1975. (Foto: JCJ).

40 succesrige år med bowling i Køge

Køge Bowling Center og to af centrets klubber kunne i efteråret fejre 40 års jubilæum

Af
Per Møller

BOWLING: Torsdag den 1. oktober var det 40 år siden, at Svend Andersen - som stod bag opførelsen af centret - kunne klippe den røde tråd og erklære Køge Bowling Center på Ravnsborgvej iKøge for indviet.
Mange forventningsfulde brugere stod klar til at være blandt de første der sendte kuglerne mod keglerne i den anden ende af banen.
Blandt dem var Per Lunding Sørensen og René Lomholt - og de er faktisk fortsat særdeles aktive brugere af bowlingcentret, der dengang tilbage i 1975 var nummer 7 i rækken af bowlinghaller i Danmark.
Blot tre uger senere så den første bowlingklub i Køge dagens lys - Bowlingklubben Køge 75 blev stiftet den 22. oktober, og yderligere et par uger senere blev Ravnsborg Bowling Køge stiftet den 3. november. Begge klubber kunne dermed også fejre 40 års jubilæum i efteråret.
Køge Bowling Center har siden 1982 været en selvejende institution - ledet og drevet af seks klubber. Udover Bowlingklubben Køge 75 og Ravnsborg Bowling Køge drejer det sig om klubberne LBC2012, Fakse Ladeplads samt pensionistklubberne KBK84 og Trelleborg.
- I de første mange år var centret drevet af frivillig arbejdskraft, men siden bowling-boomet sidst i 1990'erne har der været fast arbejdskraft på. I dag med to faste medarbejdere samt en stab på 18-20 unge mennesker, som skiftevis deler vagter imellem sig, fortæller Per Sørensen, der er tilknyttet Bowlingklubben Køge 75.
Køge Bowling Klub er et meget aktivt center, som summer af liv og aktivitet alle ugens dage - fra formiddag til sent aften. Både fredag og lørdag er centret åbent frem til midnat.
Udover de nævnte klubber, danner centret også ramme for aktiviteterne for rigtigt mange bowlingspillere fra Firmabold Køge der også afvikler turneringer. Desuden er der hver onsdag handicap bowling, ligesom Ravnsborg Bowling Køge har en stor, aktiv ungdomsafdeling med p.t. 37 spillere.
- Bowling er en sport, hvor hele familien - fra bedsteforældre til børn kan deltage. Og er man nybegynder, står en af centrets instruktører klar til at instruere så man får en god og positiv førstegangs oplevelse af bowling, siger René Lomholt, der repræsenterer Ravnsborg Bowling Køge.
- Selvom der er mange forskellige brugere, så hersker der et godt kammeratskab på tværs af klubberne og øvrige brugere. Der er et fantastisk godt sammenhold, fastslår Per Lunding Sørensen og René Lomholt samstemmende.

Aktiv spiller på højt plan

Køge har igennem alle 40 år været en aktiv spiller på højeste plan i Danmark. Køge klubberne er og har været repræsenteret i Ligaen der er den højeste række i Danmark samt i 1. og 2. Division. I dag er tre ud af fire klubber under DBwF i divisioner her bl.a. Ravnsborg i 1. Division og Køge 75 i 2. Division.
Både Ravnsborg og Køge 75 har i dag spillere som i denne sæson er blevet Sjællandsmester og Rene Lomholt og Per Jørgensen vandt bl.a. det Danske Mesterskab for OldBoys - herre over 50 år.
Køge har gennem tiden født mange af de unge spillere der i dag render rundt på banerne som bowlingens håb for fremtiden og som bruger en masse tid også på internationale ungdomsstævner.
Så rent sportslig så er Køge klart et flagskib på det Dansk Bowling landkort indenfor de sportslige rammer.

Blåstemplet ungdomsturnering

Køge Bowling Center danner også hvert år i marts måned - i år i weekenden 4.-6. marts - ramme om den kæmpe store ungdomsturnering Køge Youth Masters. En international turnering, der er blevet godkendt af det europæiske bowling forbund - og i dag indgår som en del afEuropa-turen.
- Ved Køge Youth Masters deltager klubber fra hele Europa. Der spilles i tre aldersgrupper - U/15, 15-18 år og 18-23 år. I turneringen deltager omkring 260 spillere, så jo, der er virkelig tryg på hele den weekend. Men det er mega sjovt og hyggeligt. Og skulle man have lyst til at kigge forbi og opleve nogle af Europas bedste ungdomsspillere, så er der gratis adgang til stævnet, fortæller Per Lunding Sørensen.
www.kogebowlingcenter.dk kan du læse meget mere om Køge Bowling Centers åbningstider, klubber og de mange aktiviteter der hver uge udspiller sig i centret.

Flere hundrede entusiastiske bowlingspillere besøgerhver eneste uge året igennem Køge Bowling Center. (Foto: JCJ).

Flere hundrede entusiastiske bowlingspillere besøgerhver eneste uge året igennem Køge Bowling Center. (Foto: JCJ).

(Foto. JCJ).

(Foto. JCJ).

Publiceret 02 December 2015 17:15

SENESTE TV