Anders Wolf Andresen.

Anders Wolf Andresen.

500 underskrifter skal være et forslag

SF foreslår, at 500 Hvidovreborgere skal kunne få et emne til debat og afstemning i kommunalbestyrelsen

- Der er i stigende grad en tillidskløft mellem borgerne og politikerne. Derfor er det vigtigt, at det politiske arbejde bliver mere indrettet efter at behandle emner, der optager borgerne - også lokalt her i Hvidovre.

Af
Ole A Sørensen

Således siger SF´s Anders Wolf Andresen. Og han fortsætter: - Det behøver ikke være særligt besværligt. På www.hvidovre.dk kunne kommunen oprette en side, hvor man som borger kan stille sit forslag eller emne, man gerne vil have på dagsordenen i kommunalbestyrelsen. Hvis andre borgere så ønsker at skrive under på et forslag, så kan man bare logge ind med sit nem-id og sætte sin "underskrift". Det er vigtigt, at vi hele tiden holder vores lokale demokrati levende. Derfor er det også vigtigt, at vi som borgere i kommunen også føler, at vi har mulighed for at få direkte indflydelse.

Mere direkte demokrati

- Jeg tror kun, at borgerne vil sætte emner på dagsordenen i kommunalbestyrelsen, der er væsentlige for os at få taget op, fortsætter Anders Wolf Andresen, der er spidskandidat for SF til kommunalvalget: -  Jeg har så meget tillid til borgerne i Hvidovre, at hvis 500 vil sætte deres navn under et forslag, så er det også fordi det har en vis kvalitet og relevans. I Finland har borgerforslag vist sig som en god måde at få mere direkte demokrati, der supplerer de mere traditionelle måder at arbejde på i det repræsentative demokrati. - Vi skal forny den politiske kultur, mindske risikoen for politikerlede og bane vejen for mere borgerinddragelse. Én af vejene til det kan være at lade 500 borgere med deres underskrift stille et forslag eller emne til drøftelse i vores alle sammens kommunalbestyrelse i Hvidovre. Et levende demokrati er mere end blot at få lov til at stemme til valget hvert fjerde år, slutter Anders Wolf Andresen.

Publiceret 05 July 2016 08:00

SENESTE TV