Kulturugen afsluttet med musik og festligt spektakel

Rådhuspladsen og bibliotek sydede af sjove og gode aktiviteter

Vestegnens Kulturuge kulminerede fredag eftermiddag med en lang række arrangementer og tilbud til Hvidovres kulturinteresserede børn, familier og voksne.

I Hovedbibliotekets børneafdeling lagde Dissing & Las musik og sang til de populære og festlige rim og remser fra Min Mormors Gebis af forfatteren Martin Strid. Det var rigtig mange børnefamilier mødt op til og således boblede børneafdelingen en god times tid med rim og levende musik. I bibliotekets foyer var der afslutning på kulturugens strikkeprojekt Strik Byen Smuk, ledt an af strikkeprojektleder Tina Jeppesen. - Det har været utrolig sjovt at lave det her projekt, og jeg synes, at det i fællesskab er lykkedes os at lave nogle rigtig gode ting, sagde Tina Jeppesen. Strik Byen Smuk resulterede i en lang række festlige "oppyntninger" i hele byen, hvor træer, bænke, busser og meget andet fik sig et kulørt og strikket betræk.

Drama om Pikachu

Et lille drama blev det også til, da Tina Jeppesen måtte sande, at den strikkede Pikachu blev bortført og slutteligt afbrændt, selvom kravene for at få tilbageleveret den populære Pokémon-figur ellers var opfyldt. - Det var bare en hyggelig leg, at jeg satte Pikachu op, så jeg må bare smile og konstatere, at der kan ske mærkelige ting, sagde Tina Jeppesen. De mange strikkede ting, der har pyntet rundt omkring i byen samles nu sammen og afleveres til Risbjerg Kirke, der sikrer, at strikkeriet kan genbruges som tæpper til hjemløse. På Rådhuspladsen var der desuden svævebane, der kunne få både børn og voksne til at hvine og trække på smilebåndet. Ligeledes var der noget for dem, der kunne lide udfordringer på rulleskøjter. På p-pladsen var der opsat forhindringer, der inspirerede til fart og dramatiske rulleskøjtehop. Indenfor på biblioteket blev der inviteret indenfor i herreværelset, hvor der blev skænket et glas lokaltbrygget øl. Ligeledes var der litterær dating, hvor biblioteket satte rammerne for diskussionerne. Festlighederne blev sluttet af med Pernille Rosendahl, der spillede for et oplagt publikum i Medborgersalen. key

Publiceret 20 September 2016 08:00

SENESTE TV