Unge fra Halsnæs er sigtet for deling af børneporno

VIDEOSAGEN En del af de 286 unge nordsjællændere, der for få uger siden blev sigtet for at dele en børnepornovideo via Facebook Messenger, kommer fra Halsnæs. 

"Jeg kan bekræfte at der blandt de sigtede er personer med bopæl i Halsnæs Kommune. Der er i alt 286 sigtede her i politikredsen, og de er spredt ud over hele Nordsjælland, men jeg kan ikke udtale mig om, hvor mange i Halsnæs eller hvor aktive de har været i forbindelse med deling af videoen," fortæller politikommissær Henrik Gunst, Nordsjællands Politi.

LÆS OGSÅ: UNGE RISIKERER AT BLIVE DØMT FOR DELING AF BØRNEPORNO

På landsplan er 1.004 unge blevet sigtet, og nu er de første prøvesager på vej i retten i sagen om deling af en sexvideo med to 15-årige. Videoen blev optaget tilbage i 2015, og da de filmede personer var under 18 år, går tiltalerne bl.a. på distribution af børneporno, oplyser chefanklager ved Nordsjællands Politi, Pauline Popp-Madsen, til flere medier.

"Prøvesagerne skal medvirke til at lægge strafniveauet i de kommende retssager, altså fokus på udmåling af straffen i forhold til den sigtedes alder, hvor aktiv man har været i forbindelse med delingen, om man selv har efterspurgt videoen, blandt flere andre faktorer," uddyber Henrik Gunst, som regner med at en række af de nordsjællandske sager kan komme for retten i løbet af de næste måneder. /an

 

 

Publiceret 31 January 2018 08:00

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV