Fond overtager Arresødal Slot 1. maj

Bygninger skal anvendes til beboelse, behandling og uddannelse af mennesker med psykisk sårbarhed

OVERTAGELSE For nogle måneder siden det blev offentliggjort, at familien Følsgaard og OK-Fonden forhandlede om fondens overtagelse af Arresødal Slot.

De forundersøgelser, som parterne iværksatte i fællesskab, er nu afsluttet, og overtagelsen finder sted den 1. maj 2018, fortæller OK-Fonden i en pressemeddelelse. En del af forundersøgelserne har handlet om at få vurderet, om huset kan indrettes til beboelse, behandling og uddannelse af mennesker med psykisk sårbarhed. 

”Vi har gennemgået de smukke bygninger og kan nu løfte sløret for de konkrete planer. Hovedbygningen og de to fløje kommer til at gennemgå en mindre ombygning. Vi indretter 18-20 boliger med tilhørende fællesfaciliteter, så vi bliver klar til at modtage vores nye beboere sidst på året. Hospice fortsætter som lejer i de øvrige fløje. Køkkenet får udvidet kapaciteten i de kommende måneder, og OKFonden overtager produktionen af mad til hele det samlede Arresødal,” fortæller Paul Erik Weidemann, administrerende direktør i OK-Fonden.

”Det glæder os overordentlig meget, at huset nu kan finde nye anvendelsesmuligheder, og at OK-Fonden som ejer vil fortsætte med at bruge og tage sig af huset i vores ånd”, siger Anette og Carsten Følsgaard, som tidligere har haft privathospital i en del af de gamle slotsbygninger. /an

 

FONDEN

OK-Fonden er en non-profit omsorgsorganisation, som driver et hospice, fire psykiatriske bo- og behandlingssteder og 15 plejecentre landet over.  Derudover administrerer OK-Fonden 1.300 boliger, blandt andet 480 boliger fordelt på 29 seniorbofællesskaber. OK-Fonden beskæftiger ca. 2.000 medarbejdere. 

Publiceret 11 April 2018 13:55

SENESTE TV