Debat:

Tillykke børn, tillykke Syddjurs - med APRIL-teaterfestival

Af
Af Mads Nikolajsen

Medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse (SF):

“I disse dage er Syddjurs centrum for Danmarks børneteater festival. Stort tillykke, jeg håber at se nogle forestillinger hos jer. Lars Normann Thomsen er ude med riven efter Norddjurs, fordi Norddjurs sagde nej til at være med. Her har han ret, men når han skriver: ”Reelt har ingen politiker vovet at sige andet end, “at det sørme er mange penge” for at være vært en uge for en teaterfestival.” glemmer han, at SF og jeg kæmpede en kamp for at også Norddjurs gik med. Derfor bedes min artikel fra december 2015 genoptrykt i uddrag:

“SF: Teaterfestival Ja-tak!

Forkert, for tynd og desuden kulturfattig. Det er SF"s syn på Norddjurs Kultur og Udviklingsudvalgs nej til Teaterfestival 2018 i Norddjurs. For tyndt, at NEJ-et opretholdes, nu hvor Syddjurs har tilbudt at bære ¾ af den kommunale regning. Forkert, fordi den festival er ideel til at gøre Norddjurs kvaliteter synlige.

Børnebyernes kommune nej er så kulturfattigt, fordi det er børneteatrenes suverænt største danske begivenhed. En gave til børn og unge. Mine børn (voksne i dag) mindes ligesom mange andre stadig, da Teaterfestivallen var i Grenå sidst, som del af byens fantastiske købstadsjubilæum.

Norddjurs Kommune siger også nej til samarbejde med Syddjurs Egnsteater i Rønde. Sidste år foreslog SF, at Norddjurs skulle købe nogle af deres forestillinger til vore institutioner. De får gode anmeldelser, og vi skal understøtte et egnsteater på Djursland.

Norddjurs er desværre i gang med at sadle om politisk: væk fra Djurslandssamarbejde hen til det meget større Business Region Aarhus. Problemet er bare, at Business Region Aarhus er lukket og borgmesterstyret, mens Djurslands- og Syddjurs samarbejdet er åbent og folkeligt. Et utal af relationer mellem foreningsliv og byråd og udvalg.

Vi kan lære af Syddjurs Kommune. Den er jo ikke rigere end Norddjurs. Men Syddjurs har talent for ikke at ignorere initiativer, men at inspirere utopiske mennesker og at få vilde projekter til at lykkes. Hvem skulle tro at Ny Malt i Ebeltoft blev. Syddjurs Kommune havde NUL kroner. Hvem skulle tro at en kommune – dengang under administration – kunne etablere egnsteater? Men NY Malt kom og egnsteatret i Rønde blev.

Hvor ligger Grenaa rock-historiker Poul Nowacks spektakulære Rock-Museum? Desværre ikke i hjembyen, men tillykke Fuglsø! Museet er jer velundt. Det kommer Djursland og omverdenen til gavn.

Norddjurs skal se mere ud over vores næsetip med visioner.”

Publiceret 17 April 2018 16:00

SENESTE TV