Alle kan gøre det: Sådan kan Sune gå på pension som 45-årig

Sune Bjørn Andersen fra Aarhus sparer næsten 60 procent af sin løn op hver måned. Årsagen er, at han vil pensionere sig selv som 45-årig

Af
Jonas Wrede Hansen

Når Sune Bjørn Andersen fra Aarhus kigger i krystalkuglen og ser, hvordan hans liv er som 45-årig, kommer det brede smil frem. Her er han gift, har fået et par børn, bor i et hus, bruger en masse tid i haven, og nå ja, så har han ikke noget job eller nogen fast indkomst. For det behøver han ikke. Til den tid har han nemlig opnået økonomisk uafhængighed.

Det ville være ren luksus, hvis jeg brugte flere penge

Det liv står noget i kontrast til det, som Sune Bjørn Andersen lever i dag. Han er 31 år, og med en ganske normal indkomst på omkring 20.000 kroner om måneden efter skat skulle man tro, at han regner med at vinde i Lotto eller arve penge fra en rig onkel i USA. Men nej, det er ikke sådan, at Sune Bjørn Andersen forventer at opnå en formue, der skal sikre ham at gå på pension som 45-årig. Hans plan går i stedet meget simpelt ud på at lægge en ordentlig portion penge til side hver måned.

"Omkring 60 procent af min løn går hver måned til opsparing og investeringer," fortæller han, da Lokalavisen Aarhus møder ham til en snak om det ambitiøse projekt, som Sune Bjørn Andersen har været i gang med siden sommeren i 2015.

Dengang lagde han en plan for, hvordan han som 45-årig kan gå af arbejdsmarkedet og leve et liv, hvor tid ifølge ham selv ikke er en mangelvare. Han vil kort fortalt kunne leve et liv, hvor han ikke er afhængig af at gå på job hver dag. Planen går ud på, at Sune Bjørn Andersen hver måned lægger 60 procent af sin løn til side Det svarer til 11.500 kroner om måneden, som han i stedet for at forbruge sparer op eller investerer.

Holder udgifterne nede

Det betyder, at han har valgt at leve sit liv efter et noget stramt budget, vil mange nok mene, men det mener hovedpersonen ikke selv. Han forklarer i stedet, at hans forbrug ligger på samme niveau som hans livsstil.

"Man skal ikke stirre sig så meget blind på, at jeg sparer de 60 procent op hver måned. Det handler om at finde en relativ balance, og min balance ligger deromkring. Så kan det godt være, at jeg er i stand til at forbruge mindre, fordi jeg er meget disciplineret omkring mit budget. Men jeg føler, at det ville være ren luksus, hvis jeg brugte flere penge," forklarer Sune Bjørn Andersen.

Der skal dog ikke den store hovedregning til for at finde ud af, at Sune Bjørn Andersen ikke har det store forbrug hver måned. Ifølge ham selv holder han de faste udgifter nede på samme niveau, som da han studerede. Hans faste udgifter ligger hver måned på 8.000 kroner. Det beløb udgør alt, hvad han bruger på en normal måned, hvilket også indebærer penge på tøj og fornøjelse.

"Jeg lever godt. Spiser næsten kun økologisk. Bor i en lækker lejlighed i Ø-gaderne i Aarhus. Jeg synes ikke, at det er nogen fattig tilværelse, jeg lever," lyder det fra Sune Bjørn Andersen, da han bliver spurgt ind til, om det ikke er hårdt, at holde sine udgifter nede.

"Jeg går aldrig på caféer for at købe kaffe, og jeg har altid madpakke med, når jeg er nogen steder, så jeg undgår at bruge penge på sandwiches. Det sparer jeg også en del på, og så hjælper det også, at jeg er stoppet med at ryge," tilføjer han.

Stor bevægelse i USA

Det er en drøm om at bryde ud af den gængse samfundsnorm, der driver Sune Bjørn Andersen til at leve, som han gør. Han vil ud af hamsterhjulet, som han kalder det at være afhængig af en fast månedlig indkomst.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sune Bjørn Andersen føler ikke, at han lever efter et stramt budget.

Sune Bjørn Andersen føler ikke, at han lever efter et stramt budget. Foto: Jonas Wrede Hansen

"Jeg er nok halvanarkistisk anlagt," siger han med et smil og fortsætter:

"Jeg vil gerne bestemme, hvordan mit liv skal se ud. Det gør man ikke i et moderne samfund. Hvis du vil være en del af samfundet, er du nødt til at tjene nogle penge, og med en høj skat ryger en del af de penge væk. Jeg vil gerne ud af det."

Sune Bjørn Andersens måde at leve sit liv på efter et nøje planlagt budget er et internationalt fænomen, der går under navnet FIRE-plan, som står for 'financial independence retire early'. I Danmark er der få, der lever efter en FIRE-plan, men i USA er det blevet til en større bevægelse. Sune Bjørn Andersen vurderer, at der er mindst 300.0000 personer i USA, som har lagt en FIRE-plan.

For at få udbredt kendskabet til konceptet herhjemme har Sune Bjørn Andersen startet en blog på nettet, hvor han skriver om sit ambitiøse projekt

Har brug for millioner

Der skal en god pose penge til, hvis projektet skal lykkes for Sune Bjørn Andersen. Selv har han regnet ud, at det er realistisk for ham at have sparet mellem tre og fem millioner op, når han fylder 45 år. Det skulle gerne række til, at han kan pensionere sig selv, vurderer han.

Sune Bjørn Andersen er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes, men hvis det ikke gør, så er det ikke verdens undergang.

"Så har jeg i hvert fald sparet en masse penge op, som jeg kan bruge på noget. Allerede nu har jeg råd til at rejse jorden rundt mange gange," smiler han.

Sunes månedlige budget

Løn efter skat: 19.500 kroner

Faste udgifter: 6.500 kroner

Lommepenge: 1.500 kroner

Opsparing og investering: 11.500 kroner

Publiceret 12 May 2018 09:14

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV