Nu går jagten på socialt bedrageri i lufthavnen: 18 taget i kontrol

Borgere, som tager på ferie samtidig med at de modtager sociale ydelser, er målet for ny kontrolindsats i Kastrup Lufthavn

Af
Jacob Nielsen

Hvis man modtager sociale ydelser og skal stå til rådighed for det danske arbejdsmarked, så kan man ikke samtidig ligge og drikke Pina Colada under sydens sol.

Derfor er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering begyndt at kontrollere passagerer i Kastrup Lufthavn, og det har indtil videre resulteret i, at 18 personer er taget for bedrageri. Det skriver DR P4 København.

Der er afholdt to kontroller, henholdsvis den 5. marts og den 19. marts, og her er 600 passagerer blevet set efter i sømmene.

Præventiv effekt

Venstres beskæftigelsesordfører Hans Andersen håber, at lufthavnskontrollen vil medføre, at færre tager på ferie uden at indberette det til deres kommune.

"Det er et meget vigtigt signal, vi sender, at der er en risiko for at blive taget i en kontrol. Det er præventivt, og det har en afskrækkende effekt," siger han til DR P4 København.

Planen er, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vil gennemføre mindst 27 tilsyn om året.

Kontrollerne finder sted ved udvalgte flyankomster, men fortrinsvis på ankomster fra lande, der ikke er en del af Schengen-området.

Publiceret 20 May 2018 11:17

Lokalavisen nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen
SENESTE TV