Arkæologer gør vildt fund: "Det er tæt på, vi omskriver Danmarkshistorien"

Troede i første omgang bare, de havde fundet nogle 500 år gamle køer. Men da knoglerne kom tilbage fra zoologerne, viste det sig, at der var gjort et helt ekstraordinært fund i Søborg Sø

Af
Jeppe Helkov

Der findes gode fund for arkæologer - og så findes der de helt ekstraordinære fund, hvor man virkelig kan mærke, hvor lille en brik i verdenshistorien, vi er. Et sådan fund har et hold arkæologer gjort i Søborg Sø.

Og faktisk er fundet så ekstraordinært, at arkæologerne i første omgang ikke kunne tro deres egne øjne.

“Det begyndte faktisk som et rigtig dårligt fund. Vi var ikke klar over, hvad det var, vi havde fundet. Vi fandt nogle meget små tyre, så vi troede bare, at det var køer fra nyere tid, der var gravet ned - eller måske nogle køer til ålefiskeri, der var 500 år gamle. Vi havde ingen indikationer på, at det skulle være noget vildt. Det kan man også se på udgravningen. Knoglerne blev bare hevet op og dokumenteret. Det var ikke sådan, at der blev fin-opmålt, som vi havde gjort, hvis vi havde vidst, hvad vi reelt havde fundet,” siger Esben Aarsleff, afdelingsleder for arkæologi på Museum Nordsjælland, der stod bag opdagelsen.

“Det gik først op for os, da zoologerne fik kigget på materialet og sagde, at vi altså lige måtte høre efter. Der var noget andet i det her,” fortsætter han.

Ledte efter våben i søen

De var i første omgang ude for at undersøge fundene af nogle våben, men gjorde altså en langt større opdagelse. I Søborg Sø fandt man nogle urokser, der er op mod 10.500(!) år gamle. Og den sammenhæng de blev fundet i gør, at fundet er tæt på at omskrive Danmarkshistorien.

“I Søborg Sø var der gjort nogle våbenfund fra 1000-årene efter Kristus. Lanser, sværd og økser. Så lavede vi en lille undersøgelse derude for at se, hvorfor de våben lå dér. Det fandt vi aldrig ud af. Vi fandt kun ét våben mere, men der var ingen begrundelse for, hvorfor de skulle ligge dér,” siger Esben Aarsleff og fortsætter:

“Til gengæld fandt vi de urokser, som er et langt vildere fund. De er utrolig sjældne. Sammen med urokserne lå der også en lille boplads ved søen. Det viser, at urokserne er blevet ofret. Det er første gang, man finder ofrede urokser ved et bosted herhjemme. Så det var nogle meget, meget sjældne fund, vi endte med at dykke ned i. Våbene ville også have været sjældne, men det kommer slet ikke op på siden af urokserne.”

Her kan knogler og kranier fra de to urokser også anes. Pressefoto.

Her kan knogler og kranier fra de to urokser også anes. Pressefoto.

Mærker historiens vingesus

“Vi gravede under 40 centimeters muld og omdannet mose, så det var ikke fordi vi var to meter nede i søbunden. Vi tænkte lidt, at man ikke kunne være længere tid tilbage end 500 år tilbage, når vi ikke var dybere nede. Men det var vi altså, fordi søen er omdannet, og sø-laget fra de sidste 10.000 år er emuleret bort.”'

“Det er altid sjovt, når man finder sådan nogle uddøde fortidsdyr, som giver en idé om, at der har været noget andet, før vi kom til. Vi kender alle sammen til dinosaurerne. Men når vi ser på lidt mere lokalt plan, så er det skide spændende, når vi finder sådan noget her. Man mærker virkelig historiens vingesus, når man finder noget, der er så anderledes. At finde noget, der ikke dukker op til hverdag, er virkelig spændende. Og det her er som sagt nok første gang, man finder ofret urokser. Det giver noget specielt.”

“Man omskriver nok ikke Danmarkshistorien sådan lige, men det her er satme tæt på. Det her fund er exceptionelt. Hvis man skal omskrive Danmarkshistorien skulle vi have haft nogle hele urokser og have en helt klar sammenhæng mellem bopladsen ved siden af. Hvis vi kan finde det, er vi godt på vej,” siger Esben Aarsleff.

Ofrede urokser i Søborg

Det er langt fra første gang, at man finder urokser i Danmark. I Vig på Odsherred blev der i 1904 og 1983 fundet to hele skeletter af urokser. I Søborg Sø fandt man to kranier, noget af rygsøjlen og knogler. Men ofringerne af urokserne gør historien til noget ekstra, .

“Det fortæller en historie om, at man allerede for 10.500 år siden ofrede urokser i Søborg Sø. Der er andre eksempler på, at man har ofret elge. Det er lidt det samme princip her, at man lægger ofringer ud i nærheden af bopladsen. Dér, hvor man har fundet elgene, har man ikke bopladserne. Der er “kun” ofringerne. Derfor er det her lige skridtet vildere.”

“Nu bliver det interessant at se, hvor langt vi kan komme med det. Vi er i den tidlige fase, hvor vi har fået urokserne hjem, og vi har fået nogle dateringer. Men vi har ikke fået udgravet så meget, som vi kunne ønske os.”

Hvad venter i august?

Hvad skyldes ofringen? Er det for held med høsten?

“Ja, dit bud er lige så godt som mit. Vi er så langt tilbage, at det bliver meget med gæt. Sammenlignet med andre samlersamfund, som man kender til i nyere tid, er der selvfølgelig noget omkring høsten. Så det kunne være et gæt.”

Fortæller fundet af urokserne noget om området heroppe?

“Det fortæller ikke noget, vi ikke allerede vidste. Vi vidste godt, at Søborg Sø eksisterede på det tidspunkt, og at samlerne var glade for at bo ud til søen. Men det er første gang, vi graver og får et regulært fund. Vi har masser af løsfund omkring søen, men de ligger på markerne. Det giver mere, når man ser tingene i den rette sammenhæng.”

Håbet er, at man fra august kan lave yderligere udgravninger ved Søborg Sø.

“Vi skal have snakket med lodsejer og have styr på det hele, men forhåbentlig får vi lov til at grave dér,” slutter Esben Aarsleff.

Publiceret 23 May 2018 13:37

SENESTE TV