Danmarks sejeste roligan: Claus cykler fra kamp til kamp i Rusland

Claus Andersen har allerede cyklet 1.700 kilometer mellem kampbyerne ved VM i Rusland

Af
Jacob Nielsen

Han går under navnet "The Biking Viking". Han hedder også Claus Andersen, og er nok Danmarks sejeste roligan.

Claus, som i disse dage er i Rusland for at støtte det danske landshold under VM, har nemlig valgt en benhård måde at fragte sig selv frem mellem byerne, som Danmark spiller i, skriver bt.dk.

Det har indtil videre bragt ham fra Moskva til Saransk, hvor landsholdet mødte Peru i første kamp, og nu videre til Samara, hvor det senere i dag gælder mødet med Australien. I alt 1.700 kilometer har han allerede tilbagelagt, og skulle det fantastiske ske, at Danmark går videre fra den indledende pulje, så fortsætte Claus sit vilde ridt, lover han.

"Jeg satser på, at vi går videre, så når vi slutter her, så cykler jeg videre mod ottendedelsfinalebyerne og det er jo så enten Kazan eller Nizhny Novgorod," siger Claus Andersen til bt.dk.

Bliver Danmark nummer ét i puljen, så skal Claus "kun" cykle 350 kilometer til Kazan, og det vil spare ham for yderligere 300 kilometer, så Claus håber ekstra meget på dansk sejr i dag.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Publiceret 21 June 2018 11:11

SENESTE TV