Så skal haven passes. Ikke trimmes overdrevent, mener Jes Holtsø. Foto: due.

Så skal haven passes. Ikke trimmes overdrevent, mener Jes Holtsø. Foto: due.

Børge taler ud: Livet efter Olsen-Banden var et narko-helvede

I dag hygger 61-årige Jes Holtsø sig med bluesmusik og haven i Ganløse. Lokalavisen Egedal kiggede ind til en åbenhjertig snak

Af
Af Finn Due Larsen

"Jeg kan godt lide bare at lade det gro. Jeg elsker brændenælder. Det skal sgu ikke være alt for veltrimmet."

Ordene falder på en varm solskinsdag med et hæst grin og et afslappet, afklaret blik bag de runde briller. Som vel nærmest er et nationalt klenodie – og et varemærke for Jes Holtsø.

De har fulgt ham altid. Fra dengang i 1970’erne, da han med langt hår og ugidelig teenager-attitude udgjorde det yngste medlem i huset, hvor Yvonne regerede, og Egon, Benny og Kjeld for 117. gang prøvede at lægge en plan til kuppet over alle kup, der skulle gøre dem allesammen til millionærer.

Børge, alias Jes Holtsø, er nu blevet en moden 61-årig. Med hus og have i Ganløse.

Ikke køre alt for veltrimmet og tage afslappet på formerne – det passer ikke kun på haven, men også på ham.

Ordene falder efter en længere snak på terrassen om Holtsøs liv, efter han var nationalt folkeeje. Det har langt fra været en dans på roser. For nu at sige det mildt.

Det fede ved årene med Olsen-Banden var ikke det at blive berømt. Men at de tog mig til sig, siger Jes Holtsø. Foto: Geert Bardrum/Ritzau Scanpix.

Det fede ved årene med Olsen-Banden var ikke det at blive berømt. Men at de tog mig til sig, siger Jes Holtsø. Foto: Geert Bardrum/Ritzau Scanpix. Scanpix Denmark

"De tog mig til sig"

Det, der startede som en kæmpe succes for den ranglede knægt, udviklede sig senere til et sandt helvede.

”Det var en fuldstændig anderledes verden, end den jeg kom fra. Jeg blev meget hurtigt bevidst om, at der var nogle voksne, der regnede med, at jeg kunne de ting, jeg skulle. Jeg var en del af et team på lige fod med dem, og det gav en fantastisk selvfølelse. Det var det, der var så fedt ved de år med Olsen-Banden – det var sgu ikke det at blive berømt. Men at de tog mig til sig.”

For det havde den unge Jes Holtsø i dén grad brug for:

”Jeg havde altid fået at vide, at jeg var noget af det mest umulige og forkert. Jeg fik mange tæv. Og alt sådan noget.”

Da den sidste Olsenbande-film var rullet over lærredet, begyndte hans tilværelse at læne sig lige rigeligt op ad Egon Olsens tremmeruskeri.

Han blev småkriminel og afhængig af narko - en skidt cocktail, der bragte ham længere og længere ud i tovene.

Tog til Egeborg

”Jeg røg et par ture ind og ud af Vestre Fængsel. Jeg var på hash, kokain, amfetamin, heroin, hele lortet. Mens jeg prøvede at skjule, jeg var narkoman. Det gik ikke særlig godt, jeg var faktisk en elendig narkoman”, indrømmer Jes Holtsø, mens cigaretten får et par hvæs i solskinnet på terrassen.

Sådan blev det ved i nogle år, før den tidligere barnestjerne en dag kom til en erkendelse. Det måtte stoppe.

”Jeg vejede 45 kilo, og stank af død ged. Så hørte jeg gennem en ven om noget, der hed Egeborg på Lolland. Hvor man blev clean, der var terapi, møder, alt sådan noget.”

Fra først at være afvisende tog han en beslutning:

”Jeg tog ud til min far på Østerbro. Sagde, at jeg havde besluttet at ændre mit liv. Om han kunne låne mig til toget til Lolland?”

På Egeborg fik Jes Holtsø mærket lidt af det sammenhold og fællesskab, han havde oplevet i de gode Olsenbande-år.

Nedtrapningen satte ind, og samtidig fik han mere og mere smag for musikken.

"Talent" kaldte

”Jeg hørte meget Muddy Waters og Mark Knopfler i starten. Vi var fire-fem mand, der var med til noget sommerfest. Vi spillede noget 12-takts blues, og senere udviklede det sig.”

Sådan hyggede Jes Holtsø sig med band og koncerter i en del år uden det store rampelys. Men det ændrede sig omkring 2009:

”De ringede fra Talent - et show, der kørte på DR, og spurgte, om ikke jeg ville være med.”

Her fik den glemte barnestjerne sit andet, store gennembrud. Bevæbnet med mundharmonika og nummeret ”I shall be released” charmerede han dommerne, heriblandt Hella Joof:

”Hun så overrasket ud på tv over, det var mig. Men hun havde vist det i tre måneder. Altså, alt på TV er fake”, griner Jes Holtsø igen hæst – og tager et nyt sug af smøgen.

”Det gjorde jo, at vi pludselig spillede for en million mennesker hver fredag. Og så hørte Tyskland også om os.”

Det er velkendt, at borgerne i det tidligere Østtyskland var vilde med Olsen-Banden. Så de – og de genforenede vesttyskere – tog bluessangeren Børge til sig, og han har i dag en kæmpe, trofast fanskare syd for grænsen:

”Det er meget vildere end herhjemme”, konstaterer han.

Hvor succesen ellers er pænt stor. Det fjerde album er på gaden, nu med danske sange i fokus – mod tidligere engelsksprogede.

Højt til loftet her

Op og ned. Sådan er den nu 61-årige Jes Holtsøs liv i tre ord. I haven i Ganløse, virker det bare hyggeligt og afslappet.

Sådan har han selv fortalt livshistorien - med rolig og afklaret stemmeføring. Ingen nag over nedturene, ingen overdrevne følelser om opturene.

I Ganløse har Jes Holtsø haft sin base siden 2012. Men der skulle også lige en boligmæssig nedtur til, inden han havnede her.

”Jeg boede i en kolonihave, hvor vandrørene sprang, og lokummet ikke virkede. Gennem en god ven i Ølstykke fik jeg så et tip om huset her.”

Her er der pause fra de mange turneer – hvor han kan slappe af. Og være sammen med sine to tvillingedrenge på 14 år, som han har fra et tidligere ægteskab.

”Jeg kan ikke forlange bedre. Det er småt, men det er fint nok til mig. Jeg synes, der er højt til loftet her i Ganløse, og jeg har nogle gode naboer.”

Plus altså en have, der bare skal have lov at gro.

Publiceret 26 June 2018 12:34

SENESTE TV