Ny tendens: Tyve stjæler populære varmepumper

Få gode råd til hvordan du bedst sikrer din varmepumpe

Af
Jacob Nielsen

Der er gang i salget af varmepumper. Alene sidste år blev der solgt mere end 35.000 luft-til-luft varmepumper og salget af de dyre luft-til-vand pumper er også i voldsom vækst.

Desværre har tyveknægtene også set fidusen i pumperne, som kan repræsentere en værdi på alt fra et par tusinde kroner til op mod 100.000 kroner. Der bliver i hvert fald i stigende grad anmeldt tyverier af varmepumperne, oplyser brancheorganisationen TEQNIK til TV2 Lorry.

"Der er tale om en eftertragtet vare, som åbenbart også tiltrækker tyvene. De fleste af de tyverier, vi hører om, sker, fra pumpen er leveret hos kunden, og til den monteres. Men der er også eksempler på, at tyvene ved de dyrere anlæg afmonterer udedelen til pumpen og smutter med den," siger medlem af TEKNIQ-råd Hovedstaden, Mads Bengtsson.

Forsikring & Pension bekræfter ifølge TV2 Lorry tendensen, og her har man følgende råd til, hvordan man bedst muligt sikrer sin pumpe:

- Sørg for at få låst pumpen forsvarligt inde (eksempelvis i garagen) i tidsrummet mellem levering og montering.

- Skriv serienummeret ned – det vil også gøre det lettere at holde styr på, hvornår det er tid til service.

- Benyt kun autoriserede installatører til at sætte varmepumpen op.

- Bed eventuelt montøren om at fiksere i hvert fald én af boltene – eventuelt med en ekstra lås.

Publiceret 29 June 2018 10:37

SENESTE TV